Lys i mørket

Serie om kaldsoplevelser

Lys i mørket

Når Helligånden får lov at bestemme ruten på livets vej, er der lys selv i mørke.

Elizabeth Andersen,  

Elizabeth Andersen, menighedsrådsformand i Hjørring Baptistkirke

Jeg kan bedst forklare, hvordan jeg oplever og udlever Guds kald i mit liv, ved at fortælle om mit livs køretur med Helligånden som chauffør.

Jeg – min krop – er en bil, der kører på den vej, som er min vej igennem livet. Verden omkring mig indebærer relationer, oplevelser, tjenester, opgaver osv. I bilen sidder Helligånden, helst som chauffør, og min egen ånd, helst som passager. Al min bagage – erindringer, følelser, sår, erfaringer m.m. – er med i bilen.

Dialogen

Når Helligånden styrer bilen, udvikler der sig en god dialog. Helligånden taler meget om det, vi kører forbi eller er kørt forbi, og det sætter mig i stand til at perspektivere og forstå, hvordan tingene hænger sammen i det større billede. Han udpeger personer eller grupper omkring bilen og kører hen imod dem, mens Han forklarer, hvordan jeg skal tjene dem. I sådanne øjeblikke er bilen fyldt med kærlighed, og når jeg handler efter Guds vilje, er bilen fyldt med glæde og energi.

Når jeg handler efter Guds vilje, er bilen fyldt med glæde og energi.

Undervejs stiller min ånd typisk mange spørgsmål. Nogle gange svarer Helligånden hurtigt, andre gange kører Han bilen hen imod et menneske, der har et svar. Min ånd har også en hel del at fortælle, og som svar, når jeg har lettet mit hjerte, retter Helligånden tit min opmærksomhed mod et bestemt sted i Guds brev – Bibelen.

Ruteplanen

Guds brev indeholder et kort over ruten og en fuld beskrivelse af, hvem Gud er, og hvad Han har gjort og gør, både i bilen, og i verden uden for bilen. I brevet er der både vejledning, fortællinger og en beskrivelse af de løfter og gaver, der er til rådighed. Nogle af de gaver ligger allerede i bilen, men jeg kan hurtigt glemme, at jeg har dem med, hvis jeg ikke åbner brevet. Andre gaver kommer ind ad vinduerne, mens jeg er i gang med én af Helligåndens opgaver.

Lys i mørke

Bilen kører og kører og er altid i bevægelse. Den kører med forskellige hastigheder, og den kører i lys og mørke. Min oplevelse er, at der stråler mere og mere lys ud fra bilen, selvom vi kører i mørke, hver gang jeg handler efter Helligåndens instruktioner.

URL: https://baptist.dk/lys-i-moerket-2/