Charlotte Rørth,
Charlotte Rahbek Rørth:
Journalist og forfatter til bøgerne:
‘Jeg mødte Jesus’, ‘Vi mødte Jesus’ og ‘Gud, du er jo lige her’.
Kunne jeg have forhindret det? Det manglende svar er kun en af de smerter, min og millioner af andre familier lever med. Hvert år begår over 800.000 mennesker selvmord verden over. Hvert eneste år. Det er den næsthyppigeste dødsårsag for 15-29-årige. Min søn blev 22 år.
Jeg har ikke oplevet, at folk i forlegenhed er gået over på den anden side af gaden, når jeg kom. Og min familie er ikke gået sønder. Tværtimod. Døden har forløst en mængde kærlighed mellem os. Vi er tættere end nogensinde, men at han ikke er her til at tage del i den kærlighed, gør sviende ondt.
Døden har forløst en mængde kærlighed mellem os.
Især, når vi er sammen. Når jeg er alene, er det især sprækken i min eksistensberettigelse, der vokser. Jeg er sat i verden for at passe på mine børn. Det lykkedes ikke.
Det véd man først, når man er helt skrællet af og står i det hvide lys. I smerte og i kærlighed til drengen. Det er jo et mirakel, at vi overhovedet har haft ham. En glæde.
At være i glæde og sorg på samme tid er derfor min eneste mulighed for at leve videre. Som når Jesus hænger på korset og er lettet over at skulle op til sin far og knust over at skulle forlade sin mor. På samme tid.
Men, når folk spørger, om ikke det hjælper at være troende, må jeg svare, at jeg ikke véd, om det ville have været mere smertefuldt at miste et barn, hvis jeg ikke var troende?
At være i glæde og sorg på samme tid er derfor min eneste mulighed for at leve videre.
Kan man sammenligne? Kan man se troen som et quick fix, man kan lære sig, så man bedre kan klare sorgen over at miste et barn? Nej.
Jeg varmes ved, at han er et sted, hvor han har det godt. Og jeg bæres af det udefinerbare håb om at møde ham et sted, jeg ikke kender, i en form, jeg ikke kender. Men gruen i, at han er taget af sted, fordi han så et sted, der var bedre for ham end her hos os, rammer mig også.
Jeg vil gerne hen til ham. Men jeg véd, at jeg må vente. Vente lidt endnu.
URL: https://baptist.dk/vente-lidt-endnu/