Hvorfor fik I plejebørn?
Kan man hjælpe plejebørn til at finde en plads i livet? Hanne og Birk Christensen havde store plejebørn i 18 år. De kan måske give svar.
Renathe Zimmermann,
Hanne og Birk har begge arbejdet med børn det meste af livet. De har haft mange glæder og udfordringer ved at hjælpe deres store plejebørn til at komme sig efter en kaotisk periode i deres liv. Håbet var at kunne hjælpe børnene videre i livet.
Hvorfor fik I plejebørn?Birk: ”Jeg arbejdede på et tidspunkt på en institution – et hjem for adfærdsvanskelige børn eller rettere: For børn med adfærdsvanskelige forældre! Vi tænkte, at vi som familie også kunne gøre noget for de børn. Plejebørnene var teenagere og havde deres forældre, så det var ikke adoptionslignende forhold. Vi kaldte ikke forældrene for biologiske forældre. Det er nedværdigende. Som om de kan producere børn, men så heller ikke mere. De er børnenes forældre, og vi er plejeforældre.”
Nogle af børnene havde det meget svært. Enkelte så slemt, at de ikke kunne hjælpes i en plejefamilie. ”En enkelt havde vi ikke taget imod”, fortæller Hanne, ”hvis kommunen havde informeret bedre. Han kunne ikke profitere af de relationer og følelser, der er i en familie. Det handler meget om at finde ud af, hvad man som person og familie kan og ikke kan. Nogle opgaver kan ikke løses i en plejefamilie.”
Det handler meget om at finde ud af, hvad man som person og familie kan og ikke kan.
Det samme gælder på efterskolen: ”Vi måtte tage stilling til, hvor mange børn med særlige behov, den kunne rumme – og vi endte på ca. 10% fordelt i klasserne”, fortæller Birk. ”Som kristen efterskole må vi også tage vores del af det sociale ansvar”.
”Ja, for økonomien bestemmer. Man sælger barnet, hvis man vælger en plejefamilie eller støtte i familien, når barnet har brug for en behandlingsinstitution. Men de gode institutioner koster ti gange så meget som en plejefamilie!”.
Kommunerne er hårdt pressede på økonomien. ”Det er ikke en bebrejdelse”, siger Birk, ”men en del af de penge, der bruges på kriminalitet, kunne med fordel overføres til forebyggende arbejde. Det vil blive dyrt i en årrække, men billigere på langt sigt. Man burde lytte mere til dem uden stemme, fx børnene.”
Birk er enig med Mette Frederiksen, som i sin nytårstale sagde, at flere børn skal anbringes uden for hjemmet. Det er en svær balance, men man bør se mere på forældrenes ressourcer og tænke på, hvad børn går glip af, eller hvad de udsættes for. ”Børnene bliver først fjernet, når de er blevet et problem for dem selv eller andre. Det er forkasteligt. Børn er også en slags mennesker. Det, vi voksne ikke skal udsættes for, skal børn absolut heller ikke”.
En del af de penge, der bruges på kriminalitet, kunne med fordel overføres til forebyggende arbejde.
Hanne og Birk fortæller, at det er bedst for samarbejdet med forældrene, hvis de går med til en frivillig anbringelse. Så har de indset, at de har brug for hjælp. De har aldrig mødt forældre, der ikke elsker deres børn, men nok nogle, der ikke kunne vise det i praksis. ”Forældrene skal altid omtales positivt: De er gode kærlige forældre, de kan bare ikke passe dig. Når børnene opdager, at vi ikke nedgør eller modarbejder forældrene, kan de bedre slappe af, og forældrene kan nemmere finde deres nye forældrerolle: At de er gode forældre, når de er sammen med deres børn. Det kan de netop være, når de ikke skal klare alle hverdagens trakasserier.”
Birk fortæller: ”Det er et vigtigt mål at få tiden til at gå godt. Måske var der kaos inden, måske kommer der kaos efter, men så har barnet i det mindste haft en god tid ind imellem. Det må man ikke underkende.”
Birk medgiver, at resultatet af opholdet varierer, afhængigt af barnets historie. Er barndommen forløbet godt, og der først er kommet problemer i puberteten, er skaden ikke så dyb, som hos det tidligt omsorgssvigtede barn.
Hanne og Birk har stræbt efter at være en almindelig familie med struktur og forudsigelighed. Børnene skulle lære at holde orden, vaske tøj og gøre rent. Når der ikke er et indre skelet, hjælper det at få et ydre. Et rodet værelse er udtryk for rod i hovedet. Det hjælper at få ryddet op.
Hanne og Birk Christensen:
Der har i hjemmet altid været en klar holdning til, at børnene skulle behandles med respekt. Det var vigtigt ikke at lade sig provokere af børnenes identitet. Der blev heller ikke sat spørgsmål ved udsmykning af krop og værelse.
Kristenliv kan godt kombineres med plejefamilielivet, men børnene kom kun med i kirke, hvis de selv ville. ”Vi er kristne og viser det ved at være dem, vi er, og ved at tale om det, vi nu taler om.” At give børnene en ekstra chance har været en essentiel kristen værdi hos Hanne og Birk: ”Vi får jo alle en chance til – og endnu én”.
Plejebørnene er kommet godt videre. En enkelt havde svært ved at slippe og nogle har haft udfordringer, men jo siger Birk: ”De klarer sig godt. Vi har haft kontakt til de fleste, men ikke på samme måde som med vores egne børn. Nogen kommer dog stadig forbi og får en snak, og vi har oplevet at være til bryllup og at være bedsteforældre, hvor der også både var morforældre og farforældre.
URL: https://baptist.dk/der-er-altid-haab/