Hvornår er der tale om almindeligt lovbrud? Og hvornår er det civil ulydighed?
Lone Møller-Hansen,
Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas definerer civil ulydighed sådan:
’Civil ulydighed er en moralsk begrundet protest, som ikke kun udgår fra en privat overbevisning og egeninteresse. Det er en offentlig handling, der som regel er offentliggjort, så̊ politiet kan forudse hændelsesforløbet. Den omfatter et forsætligt lovbrud mod enkelte retsregler, uden at den sætter spørgsmålstegn ved den generelle retsorden. Den indebærer desuden beredvillighed til at stå̊ til regnskab for de retslige følger af lovbruddet. Lovbruddet har desuden symbolsk karakter – hvilket betyder, at man udelukkende benytter ikkevoldelige udtryksmidler.’[1]
Habermas’ definition på civil ulydighed kan koncentreres til:
Ikke alt kan varsles på forhånd. Noget opstår spontant, idet krænkelsen finder sted. Sådan skete det for den sorte amerikaner, Rosa Parks, der blev arresteret i 1955 i den race-adskilte sydstat Alabama, fordi hun nægtede at afgive sin siddeplads i en bus til en hvid mand, som loven ellers foreskrev.
Et eksempel på civil ulydighed i nyere dansk baptisthistorie er fra 2005, hvor en række unge familier med nyfødte børn nægtede at lade deres børn registrere i Folkekirkens kirkebog. Det var ikke fordi, de havde noget imod Folkekirken, men de gjorde det ikke mindst i solidaritet med ikke-kristne nybagte forældre. Budskabet var, at civil registrering af alle nyfødte, uanset religion, burde ligge hos Folkeregisteret. Konsekvensen blev en postboks, som man kunne aflevere fødselsregistreringen i, hvis man ikke ville møde op i Folkekirken.
[1] Jürgen Habermas: Civil olydnad – den demokratiska rättsstatens grundbult, 1986, Nordisk Juridisk Tidsskrift
URL: https://baptist.dk/en-definition-paa-civil-ulydighed/