Da reformationstidens radikale fra midten af 1520’erne nægtede at lade deres børn døbe, brød de den gældende orden i kirke og samfund.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Johannes Aakjær Steenbuch
:
Da de sidenhen lod sig ’gendøbe’, og da barnedåben var lovpligtig, var den nye dåbspraksis et udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed – en ikke-voldelig modstand mod politisk og religiøs undertrykkelse. For mange af døberne var konsekvensen, at de måtte lade livet.
Baggrunden for døberbevægelserne var ikke kun ikke-voldelig. Tiden var fuld af konflikter og uro. I 1525 indledte bønder i Syd- og Midttyskland et oprør mod magthaverne, som følge af udbredt fattigdom og undertrykkelse.
Det tyder på, at mange af dem, der tilsluttede sig de døberbevægelser, der opstod i årene derefter, havde deltaget i bondeoprøret. Oprøret var præget af endetids-forventninger. Selvom bondeoprøret blev nedkæmpet, så mange stadig frem til et kommende tusindårsrige, hvor Kristus skulle herske med sine 144.000 udvalgte.
Døbernes ulydighed mod sociale og religiøse magthavere var udtryk for en afvisning af den samfundsorden, der havde hersket i store dele af middelalderen, hvor kirke og statsmagt var tæt forbundne, men som nu var på nippet til at få sit dødsstød.
Nogle døbere som fx Hans Denck (d. 1527) opfattede troen som et rent åndeligt anliggende – det enkelte menneskes indre død og opstandelse med Kristus. Det førte til et stærkt individualistisk syn på troen, hvor kirken som institution måtte vige til fordel for den enkeltes direkte erfaring af Guds ord. Det betød en skepsis overfor påtvungen religion og et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.
Et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.
De schweiziske døbere gjorde mere ud af menighedens fællesskab, som de så som det konkrete alternativ til det verdslige samfund. En stærk dualisme prægede synet på kirke og samfund. De vantro er en ‘vederstyggelighed’ for Gud, hed det i Schleitheim-bekendelsen[1] fra 1527.
Man kunne derfor ikke have fællesskab med mennesker uden for kirken, men skulle i stedet afsondre sig fra ’det onde, og den ondskab, som djævelen har plantet i verden’. Det indebar en afstandtagen fra pavekirken, men også et afkald på at bruge vold. I stedet for at gengælde ondt med ondt, skulle ondt gengældes med godt, jævnfør Jesus’ bud i bjergprædikenen.[2]
Også modstanden mod edsaflæggelse var udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed. Da Jesus forbød sine disciple at aflægge ed, kunne kristne ifølge døberne heller ikke aflægge ed. Deri lå en klar markering af, at kristnes loyalitet lå hos Gud alene. Det er den opfattelse, der var i sigtekornet, da den lutherske bekendelse, Confessio Augustana, fra 1530 fordømte ’gendøberne’, som forbyder ’borgerlige pligter for kristne’. For Luther var myndighederne indsat af Gud. Derfor var det kristnes pligt at adlyde magthaverne.
Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne.
Pacifismen var mere end blot teoretisk. De muslimske tyrkere havde indledt en offensiv og belejrede Wien i 1529. Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne, og det gjorde den alt andet end ufarlig. Den schweiziske døber Michael Sattler (d. 1527) understregede, at kristne ikke af den grund skulle hjælpe tyrkerne, men modstandskampen var åndelig. Kristne, der bruger vold mod andre kristne, er derimod i grunden værre end tyrkerne, mente Sattler.
Andre døbere var knap så afvisende overfor verdslig magt. Balthasar Hübmaier (d. 1528) forklarede, at den verdslige magt har til opgave at straffe dem, som gør skade på svage og forsvarsløse. Myndighederne var, jævnfør Paulus[3] indsat af Gud, og kristne har derfor pligt til at støtte samfundsmagten – fx ved at betale skatter og om nødvendigt at tage del i magtudøvelse.
Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger.
Der var dog grænser for, hvad den verdslige magt kunne blande sig i. Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger: ’Den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke selvom han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet’, skrev Hübmaier i sit forsvar for principiel trosfrihed. Derfor kunne civil ulydighed i nogle tilfælde komme på tale.
De apokalyptiske forventninger om et forestående 1000-års-rige fik ny næring, da hollandske døbere hævdede, at ‘det ny Jerusalem’ snart skulle oprettes med magt. Det skulle ske i den nordtyske by Münster, hvor døberne fik magten i 1534. De, der ikke lod sig døbe, blev smidt ud af byen. De ‘civilt ulydige’ var nu dem, der modsatte sig døbernes ideologi.
Da døberkongeriget i Münster i 1536 var blevet nedkæmpet af lutherske og katolske tropper, antog døberbevægelsen igen en mere fredsommelig karakter. Den stærke dualisme mellem kirke og samfund blev påny central, da Menno Simons (d. 1561) forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.
Menno Simons forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.
Det er den grundholdning, der trods alt står tilbage som arven fra døberne: Kristnes loyalitet ligger hos Jesus alene, og civil ulydighed kan være nødvendig, når samfundsmagten vil regere over menneskers tro og samvittighed.
[1] Schleitheim-bekendelsen er de schweiziske døberes bekendelse, der primært handler om kirkens karakter
[2] Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 39
[3] Romerbrevet kap. 13, vers 1 ff.
URL: https://baptist.dk/doebernes-kamp-for-tros-og-samvittighedsfrihed/