Signe Lund Christensen,  30. april 2020

I sommeren 2009 åbnede Ramsdal dørene til Brorsons Kirke for en gruppe afviste irakiske asylansøgere og lod dem bo i kirken i tre måneder. Mange af os husker billederne af kampklædt politi, som en nat trængte ind i kirken og hentede irakerne. Præsten Per Ramsdal, som utrætteligt forsvarede kirkens ret og pligt til at åbne sine døre for mennesker i nød. En lodret uenig kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Hvor langt må man gå imod loven for at handle på sin tro?

Diskussionen fik stor opmærksomhed fra medierne, også på grund af de principielle temaer: Religionens rolle i samfundet, dialog mellem muslimer og kristne, næstekærlighed. Og ikke mindst: Hvor langt må man gå imod loven for at handle på sin tro?

Præst skulle han i hvert fald ikke være

Per Ramsdal

Per Ramsdals historie begynder i Hvide Sande i en kirkelig tradition præget af Indre Mission. Ramsdals forældre var FDF’ere, og derfor mindre ‘sortsynede’ end de fleste. ’Min mormor har haft en stor indflydelse på, hvordan jeg tænker i dag’, fortæller Ramsdal og fortsætter: ’Hun og min morfar levede et enkelt liv. De havde ingen penge og levede af min morfars fiskeri. Hvis der var fisk nok til at sælge, købte han fx sukker med hjem. De havde ingenting, men de havde alligevel overskud til at hjælpe mennesker, der havde brug for deres hjælp. Min mormor lærte mig, hvad der er vigtigt i livet.’

Per Ramsdal var forvirret efter mange forskellige møder med kristendommen, så han besluttede sig for at læse teologi for ’at komme helt ind til benet og finde ud af, hvad der egentlig startede alt det her’. Præst skulle han i hvert fald ikke være. Men: ’Hvad kunne give mere mening? Det er jo præst, jeg skal være’, smiler Ramsdal.

Dialogen blev et nøgleord i hans tjeneste

Man må sige, hvad der betyder noget for én selv, og ellers må man holde mund og lytte.

En rejse til Oman som volontør for Danmission^[1] viste Per Ramsdal dialogens muligheder og forandringskraft. Han virkede i 15 år som sognepræst i Brorsons Kirke midt på Nørrebro, hvor han blev kendt som ‘ungdomspræsten’ og en fornyer af Folkekirken, som lavede rockgudstjenester fredag aften i kirken. På Nørrebro arbejdede han også med dialog mellem kristne og muslimer, og samarbejdede fx med lokale imamer. ’Man må sige, hvad der betyder noget for én selv, og ellers må man holde mund og lytte. Jeg respekterer alle andres livsgrundlag’, siger Per Ramsdal.

Asyl i kirken?

De afviste irakiske asylansøgere havde først søgt tilflugt i Københavns Domkirke, men der kunne de ikke blive – og en søndag eftermiddag trådte de ind i Brorsons. ’Jeg ringede til menighedsrådet, som indkaldte til møde. Et menighedsrådsmøde er en offentlig begivenhed, og mange mødte frem til debatten, bl.a. Arne Melchior. Han fortalte om sin egen jødiske familie, som blev reddet af danskerne under krigen. Også Karsten Fledelius var der – han var formand for menighedsrådet i Domkirken. Debatten var ophedet, og så tog han ordet og sagde helt roligt: ’Hvis det var Jesus, der havde lukket op for dem, da de bankede på – ville han så have ringet til politiet, i stedet for at lukke dem ind?”

Derefter fik irakerne lov at blive i Brorsons Kirke på ubestemt tid af et enigt menighedsråd, og man udpegede Per Ramsdal som talsmand. Det blev en hektisk tid. Ikke kun mediemæssigt, hvor sagen og personen Per Ramsdal fyldte i mange uger.

I kirken boede der irakere overalt. ’Vi sad i timevis og talte om Abraham, om muslimer, om kristne. Jeg kom jo til at kende de mennesker, og jeg hørte deres historier. De var ikke terrorister, men helt almindelige mennesker, som ville komme i klemme, hvis de blev hjemsendt til lovløsheden i Irak. For selvom krigen formelt var slut, var der stadig ingen lov og orden’, mindes Per. ’Det var et kæmpe chok, da politiet ryddede kirken. Det var midt om natten – kampklædt politi trænger ind i et kirkerum! Det er virkelig et brud på traditionen om kirkeasyl.^[2] I dag tænker jeg på rydningen som en nutidig korsfæstelse. Jeg holdt mig uden for, da politiet kom – men hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg i dag ønske, at jeg havde spærret døren. Eller bare gjort mere modstand!’

I dag tænker jeg på rydningen som en nutidig korsfæstelse.

Tilbage ved civil ulydighed

Per Ramsdal ser egentlig ingen grund til at komplicere tingene: ’Det er meget simpelt: Jesus siger, vi skal hjælpe vores næste. Vi er en kirke. Der kommer nogen og banker på vores dør. De beder om vores hjælp.’ Han understreger, at der ikke var noget ulovligt ved situationen i Brorsons Kirke, da det var helt åbent, hvor irakerne befandt sig. ’Vi skjulte dem jo ikke’, siger Ramsdal og fortsætter: ’Men der kan være episoder, hvor man er nødt til at gå imod loven for at følge sin egen overbevisning. Grænsen går ved ens egen samvittighed. Vores tro forpligter os til at hjælpe dem, som beder om vores hjælp. Tro skal ikke kun være en teori, men også konkret handling.’

^[1]  Folkekirkelig missions- og udviklingsorganisation

^[2]  Praksis, hvor kirkerummet betragtes som fredhelligt og giver beskyttelse, har intet retsligt grundlag, men er oftest blevet respekteret. ’Kirkeasyl’ blev desuden navnet på den organisation, der opstod omkring irakerne i kirken.

URL: https://baptist.dk/graensen-gaar-ved-ens-egen-samvittighed/