Vi har alle troserfaringer. Men hvordan forholder det sig med tro og omvendelse? Her følger teologiske overvejelser om, hvordan nogle gamle baptister forstod tro og omvendelse.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Johannes Aakjær Steenbuch:
formand for Teologisk Forum i BaptistKirken
ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
cand.mag. i filosofi
Skal jeg angre for at blive tilgivet? Elsker Gud mig kun, hvis jeg elsker ham? Er min tro og omvendelse betingelser for Guds kærlighed – er troen en slags præstation? Skal man have dogmatikken i orden for at være på rette vej?
De spørgsmål har kristne tumlet med til alle tider, men især siden reformationen i det 16. århundrede har forholdet mellem tro og Guds nåde spillet en stor rolle. I dag lever vi et samfund, hvor vi ofte bildes ind, at vi kan, hvad vi vil, hvis vi bare ‘tror’ på det. Samtidig hævdes det ofte, at sandheden er relativ, og afhænger af vores ‘tro’. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, hvis vi også er vant til den tanke, at vores forhold til Gud afgøres af vores egen tro – at vi selv vælger Gud, før Gud vælger os.
Også de gamle baptister baksede med de spørgsmål. Men ofte var svarene nogle ganske andre end dem, der er populære i dag. Siden 1640´erne hævdede en gren af de engelske baptister, at det slet ikke er vores tro, der afgør vores relation til Gud – det er tværtimod omvendt: Vi kan tro, fordi Gud har oprettet en relation til os (’retfærdiggjort os’) i Kristus.
Vi kan tro, fordi Gud har oprettet en relation til os.
Samuel Richardson (1600-1658)[1] gjorde det klart, at det ikke er vores anger, tårer og gråd, der gør os fortjent til Guds kærlighed, men at Gud allerede elsker os, før vi omvender os. Omvendelsen og troen kommer, når det går op for os, at vi allerede er tilgivet på forhånd.
Når vi ifølge Paulus gøres retfærdige ‘af tro’, skal det forstås sådan, at vi retfærdiggøres af det, som troen er en tro på – nemlig Kristus selv. Det er hans tro og trofasthed, der i grunden retfærdiggør os – ikke vores egen tro, som kun er sekundær.
Den opfattelse var vigtig for mange baptister – fx teologen John Gill (1697-1771) – helt frem til overgangen til det nittende århundrede. Evangeliet er ikke et tilbud, men en forkyndelse af en virkelighed, der allerede gælder: At vi er døde med Jesus på korset og én gang for alle taget til nåde af Gud. Troen er et tegn på en virkelighed, der allerede gælder – ikke en betingelse for at få del i forsoningen på korset. Gud har én gang for alle forsonet og forligt mennesker med sig selv, da Jesus døde på korset.
Den tanke blev kørt ud på et sidespor, efterhånden som også baptister fik en mere missional tilgang til troen. I stigende grad blev evangeliet set som et krav, der stilles til mennesker om omvendelse – og troen som en betingelse for at få del i forsoningen og Guds nåde. I moderne evangelikal kristendom er det en udbredt opfattelse, at mennesket skal tage det første skridt og bede om tilgivelse, før Gud vil tilgive.
Men ifølge de gamle baptister har Gud allerede tilgivet os. Det skete på korset én gang for alle – ja faktisk skete det, før verden overhovedet blev skabt, for som man sagde: ‘Selve planen om at tilgive mennesker på korset er i sig selv en slags tilgivelse på forhånd’. Vi har med andre ord altid været omsluttet af Guds kærlighed – også før vi omvendes og kommer til tro.
Tro handler ikke om at få 13 rigtige, så vi kan få adgang til Guds rige, men om at stole på, at Gud allerede har givet os adgang.
Det betyder så også, at Guds nåde og kærlighed ikke er afhængig af, om vi har dogmatikken i orden eller ej. Tro handler ikke om at få 13 rigtige, så vi kan få adgang til Guds rige, men om at stole på, at Gud allerede har givet os adgang. Selv hvis vi for en tid vandrer på afveje i forvirring, ændrer det ikke ved, at vi i bund og grund er på rette vej, fordi Jesus allerede har gået vejen for os.
For mange af de gamle baptister hang troen på, at vi er tilgivet, før vi kommer til tro, sammen med en lære om udvælgelse. I Ny Testamente hedder det ellers, at Jesus er død for hele verdens synd, men som andre protestanter mente mange baptister, at Jesus kun var død for de udvalgte.
Andre baptister havde et mere inklusivt syn på evangeliet. Den amerikansk-engelske baptistprædikant Elhanan Winchester (1751-1797) forklarede det sådan, at Jesus er død specifikt for de udvalgte, kirken – ikke på bekostning af den øvrige menneskehed, men for at kirken skulle forkynde evangeliet for resten af menneskeheden, som Jesus også var død for.
At vi skal forkynde evangeliet for alle, skyldes, at Jesus er død for alle.
At vi skal forkynde evangeliet for alle, skyldes, at Jesus er død for alle. Men det betyder ikke, at mennesker kun får del i forsoningen, hvis de selv vælger at tro og omvende sig. Kristne adskiller sig alene fra andre ved at være sig bevidst, at også de, ligesom resten af verden, har del i Guds nåde. Kristnes opgave er at fortælle resten af verden, at Gud i Kristus har forsonet og forligt hele verden med sig selv.
At forkynde evangeliet betyder ikke at få mennesker til at tro præcis ‘det rigtige’ eller at fortælle ikke-troende, hvor meget de tager fejl – men det betyder dog at pege på, at sandheden om os findes i Jesus alene. Som den amerikanske baptistprædikant Will D. Campbell udtrykte det i 1960´erne, er opgaven at være, hvad vi allerede er i Kristus: Forsonet og forligt med Gud og mennesker.
[1] Medunderskriver af First London Confession (1644), der er en af de engelske baptisters tidligste formuleringer om troen
URL: https://baptist.dk/paa-forhaand-elsket/