Lone Møller-Hansen,
Billedtekst: Spejderarbejdet har været centralt i Esbjerg og derfor faldt valget på Aarhus, hvor der også er spejdere, da de skulle finde en menighed at slå sig sammen med. Her fra et familiespejd-møde i/ved Nøglen.
Ved et menighedsmøde i Esbjerg tog Baptistkirken Sydjylland i søndags den endelige beslutning om at slutte sig sammen med Aarhus Baptistmenighed. Der er 150 km mellem Esbjerg og Aarhus, og endnu længere fra Egernsund, hvor de sydligste menighedsmedlemmer bor. Men det afskrækker ikke syd- og vestjyderne. De er vant til store afstande.
I Aarhus sagde et menighedsmøde god for sammenslutningen i november, og det sker nu med tilbagevirkende kraft – med virkning fra 1. januar 2020. Så nu er Baptistkirken Sydjylland en kreds under Aarhus Baptistmenighed.
”Vi har været igennem en god proces, hvor vi har været i kontakt med stort set alle 35, der på det tidspunkt var medlemmer. Det er skrumpet til de 17, som nu udgør menighedskredsen. Der er to afrikanere, vi ikke har kunnet komme i kontakt med. De øvrige har enten meldt sig ind i en anden baptistmenighed eller meldt sig ud,” fortæller Jørn Rørholm fra Egernsund.
”Vi 17 er helt enige om at blive en kreds under Aarhus. Ikke mindst fordi de har spejderarbejdet og fordi vi gerne vil nyde godt af præsten Lasse Åbom.”
Det, der for et års tid siden drev menigheden til at spørge Aarhus, om de ville tage imod dem som en menighedskreds, var ikke mindst den megen nye administration efter Trossamfundsloven og GDPR (persondataforordningen). De kunne bruge deres kræfter bedre, syntes de.
Da Esbjerg Baptistmenighed blev stiftet tilbage i 1980’erne var det ikke mindst på grundlag af spejderarbejdet, så netop spejder har været en stor del af deres identitet. Der er nu 24 spejdere og fem førere.
Frank Korsbro, der også har været spejderchef, er sammen med sin kone, Esther igen blev fuldblods spejdere som pensionister. ”Der står syv femårige drenge og venter på os hver mandag, og vi vil gerne give dem nogle oplevelser,” fortæller Frank med varme i stemmen.
I Esbjerg har de også familiespejd, og til fastelavn var de 35 deltagere, forældre og børn.
”Spejderne kommer ikke til at mærke meget til sammenlægningen. I forvejen laver vi en del med spejderne fra Aarhus og nu i maj har vi en weekend, hvor vi også har inviteret aarhusianerne med,” fortsætter han.
Menighedskredsen vil fortsat drive deres kirke ”Nøglen”, og samles til gudstjenester to søndage om måneden.
Menigheden i Sydjylland har ikke haft præst et par år, og ikke mindst Lasse Åbom har været et attraktivt aktiv.
Det er aftalt, at Lasse skal komme til Esbjerg hver anden måned, enten for at undervise eller holde gudstjeneste. Men syd- og vestjyderne håber også, at de kan lytte til ham oftere. Der er tanker om gudstjenester på pod-cast eller endda livestream.
”Så vil vi samles i Nøglen og lytte med – og så kan vi måske spise sammen bagefter”, fortæller Jørn og ser nye perspektiver i sammenlægningen.
”Der er mange nye tekniske muligheder, som vi kan have gavn af”, siger Charlotte Skræp, der er menighedsrådsformand i Aarhus.
Et af de plusser, der kan komme ud af sammenlægningen, er også en deltidsansættelse af en koordinations-medarbejder.
Charlotte Skræp siger: ”Vi har ikke råd til yderligere ansættelser, så vi er glade for, at den nye kreds er indstillet på at betale en deltidsansættelse for en tid.” Beslutningen om en ansættelse er ikke truffet endnu.
Hun fortæller, at holdningen i Aarhus har været, at man ikke vil være ”et hospice for døende jyske baptistmenigheder”. Det skal være et levende samarbejde.
Aarhus Baptistmenighed har mangeårige erfaringer med Sydøstjyllandskredsen i Vejle. Og her har man ikke haft egentligt fællesskab.
Også en anden mindre menighed er på banen. Ikke nødvendigvis ligesom syd- og vestjyderne. Det er Silkeborg, der overvejer, om de skal være med i en eller anden form for samarbejde. På menighedens årsmøde den 15. marts skal de ”samtale om større stabilitet i menighedens pastorale betjening, evt. regionalt samarbejde derom, eller andre strukturerede ordninger”.
I Aarhus er der også årsmøde den 15. marts. Og her deltager for første gang medlemmer fra Esbjerg og Egernsund, for de har aflyst deres gudstjeneste i Esbjerg.
URL: https://baptist.dk/den-foerste-regionale-baptistmenighed/