Hvad består den kristne tro i? Kan vi blive indbyrdes enige om det? Hvad gør vi, når mennesker i dag ikke vil købe 'hele pakken'?
Bent Hylleberg,
Hvordan sætter menigheden grænser om fællesskabet, der er vide nok – og på den anden side alligevel markerer, at der er grænser for, hvad kristen tro er? De spørgsmål er ikke nye, men de er igen aktuelle i menighederne.
Hvad vi hver især tror, og hvordan vi hver især lever – det er ikke afgørende, så længe vi ikke skal stå til regnskab overfor hinanden for ‘den tro, der bor i os’ og ‘den etik, vi praktiserer’. Men når vi bliver en del af ‘en kristen menighed’, bliver vi udfordret. Kan jeg så formulere min tro, som jeg vil? Og kan jeg leve mit liv, efter min egen opskrift?
Hvis vi er en del af en dansk baptistmenighed, hører vi til i et fællesskab, der ‘bekender Jesus Kristus som Herre og Frelser i overensstemmelse med Bibelen og derfor søger vi sammen at opfylde vores fælles kald til Faderens, Sønnens og Helligåndens ære’.[i] Her er normen for troens ‘hvad’ og livets ‘hvordan’.
Kan jeg så formulere min tro, som jeg vil? Og kan jeg leve mit liv, efter min egen opskrift?
Vores forgængere var meget optaget af grænsen mellem menigheden og det omliggende samfund. Kirken bestod af ‘troende døbte’ og skulle være ‘et helligt samfund’. Hvis nogle overskred ‘normen’, sådan som den blev fastlagt på menighedsmødet, endte det med udelukkelse af fællesskabet. I mange år figurerede store tal i statistikkerne over ‘udelukkede’. ‘Menighedstugten’ medførte naturligvis tragedier for dem, der blev ramt af den. Oftest blev den begrundet med udsagn fra Det Nye Testamente om livet i de første menigheder.
Mange spurgte efterhånden: Hvor blev kærligheden af? Langsomt skete der et skred, og til sidst forsvandt udelukkelserne. Man begyndte at fokusere på fællesskabets centrum snarere end på dets grænse. ‘Centrum’ kom nu til at handle om dét, Jesus forkyndte om Guds Rige – ‘det glade budskab’. Jesus’ ord til disciplene om ikke at dømme blev centrale: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med”[ii] – et ord, som også Paulus kendte til: ”Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer!”[iii]
Jesus havde også brugt billedet om ‘ukrudt og hvede’ på Guds folk. Da nogle ville luge ukrudtet væk, svarede Jesus: ”Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I også til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro indtil høsten.”[iv] Den samme belæring fik hans disciple, da de ville gøre et par healere til fjender. Da svarede Jesus: ”Den, der ikke er imod jer, er for jer!”[v]
Jesus var ikke blot optaget af, hvad der var centrum i budskabet. Han ville også have det gjort kendt. Det folk, der tjener Guds Rige, får derfor en opgave: At forkynde og undervise nær og fjern. Guds folk skal hæve blikket og se ud mod alle folkeslag.[vi] Og Guds folk sendes til enhver, der lider nød[vii] – dér er opgaverne.
Den opgave forstod de første kristne så godt, at andre kaldte dem ‘Vejen’.[viii] De var i bevægelse – på vej. Optaget af andre. De havde målet for øje: Guds rige kommer – og det kommer, når vi bliver optaget af det som ‘sagen’. Derfor synger vi: ”Din rigssag, Jesus, være skal min største herlighed”.[ix]
Hvordan definerer vi os som kirke i dag?
Hvordan definerer vi os som kirke i dag? Det har vi forsøgt i Tølløse på vej i et nyt årtusind. Vi kalder os for ‘Rejsefølget’, og vi beskriver os selv som et åbent, rummeligt og dynamisk fællesskab, der er mere optaget af centrum og horisont end af grænsen.
For mig skete det også ud fra en familiær erfaring: Min moster blev som 23-årig udelukket af én af vores menigheder, fordi hun blev gravid. Da hun efter få år døde fra mand og fire mindreårige børn, sagde hun til min mor: ”De udelukkede os af menigheden, men Jesus kunne de ikke tage fra os”.
Historie og erfaring hører også med til et brugbart kirkesyn i dag.
En kristen menighed er et fællesskab af store og små, der er undervejs mod Guds rige.
Alle er med i Rejsefølget, og vi har forskellige tilhørsforhold alt efter, hvem vi er, og hvor længe vi har været med på rejsen. Vi hører til blandt dem, der søger dybere ind i fællesskabet, indtil vi bevidst tilslutter os den del af rejsefølget, der er sendt med evangeliet til den kultur, vi lever i.
Vi tager ansvar for fællesskabets opbygning i gensidig omsorg for hinanden, og vi tager del i udbredelsen af evangeliet om Jesus som herre ved at medvirke i forskellige former for arbejdende fællesskaber. Vi udvikler forskellige nådegaver, der virker til gavn og glæde for helheden, ligesom vi præges af giverglæde, når det gælder økonomi, tid og andre ressourcer. Nogle vælges af fællesskabet til forskellige ledende tjenester, så menigheden kan opbygges til at blive et redskab for og et tegn på Guds herredømme så langt, som rejsefølgets indsats rækker. Som lokalt rejsefølge står vi sammen med alle andre kristne både lokalt, nationalt og globalt, idet vi tjener Jesus Kristus i forventning om, at Guds rige må komme med kraft midt iblandt os.
Tølløse menighed har formuleret Rejsefølget som gerne må deles.
[i] BaptistKirkens vedtægter, 2011
[ii] Matthæus evangeliet kap. 7, vers 1-2
[iii] Korintherbrev kap. 4, vers 5
[iv] Matthæus evangeliet kap. 13, vers 24-30
[v] Lukas evangeliet, kap. 9, vers 49-50
[vi] Matthæus evangeliet, kap. 28, vers 16-20
[vii] Matthæus evangeliet, kap. 25, vers 31-46
[viii] Apostlenes Gerninger, kap. 9, vers 2
[ix] Baptisternes Salmebog 492. Den danske Salmebog 361
URL: https://baptist.dk/at-vaere-menighed-paa-vej/