Kjeld måtte smide afguderne ud

Kjeld måtte smide afguderne ud

Kjeld Gudmandsen har prøvet det meste af det, vi kalder New Age – ny religiøsitet. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling undervejs.

Lone Møller-Hansen,  

Kjeld Gudmandsen, 58 år:

Kjeld skulle lave en hovedopgave på Handelshøjskolen og var meget stresset. Hans mor kom med nogle sten, der skulle give ham ro. Det blev vejen ind i det, han selv betegner som en okkult verden. Han har prøvet reiki healing, transcendental meditation, studeret teosofi og Martinus, fået læst i palmeblade og hænderne, prøvet kinesiologi og en healer, der kunne sende energi ind igennem huden.

”Jeg fik så meget energi i kroppen, at jeg ikke kunne sove”, fortæller han. Han deltog i et kursus – en sammenblanding af alt muligt. Derefter blev han så dårlig, at han måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.

Skræmmende lys og mørke

”Jeg kunne se lys og mørke i mennesker. Det var skræmmende!” Han måtte have medicin for at lukke af. I Sverige besøgte han Birgittas kloster i Alvestad og fik bønnen: ”Herre vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.” Den bad han hver dag i et år, når han havde mediteret. Hans søgen sendte ham ud på pilgrimsruten til Santiago de Compostela i Spanien og til et Hans Berntsen-møde, dog uden at blive helbredt. Det blev han så til gengæld ved et møde med Charles Ndifon på Drejervej, København. Han deltog i et Alpha-kursus og blev kristen for 16 år siden. ”Siden har jeg ikke været indlagt”, fortæller han glad.

Man skal frasige sig alt det, man har været involveret i. Dér lærte jeg at stå fast.

Smed alt okkult ud

”Først da jeg tømte mit hjem og helt afsvor det okkulte, blev jeg fri”, fortæller han. Efter han blev kristen, følte han, at der var ting i hans hjem, han skulle skille sig af med. Han kom i ”Åndens Klinik”, der blev drevet af Apostolsk Kirke i Hillerød. ”Man skal frasige sig alt det, man har været involveret i. Dér lærte jeg at stå fast. Jeg er dækket af Jesus’ blod og ved, at dét, jeg har bekendt, ikke har magt i mit liv længere.”

Han henviser til Apostlenes Gerninger kap. 19, hvor det fortælles, at ”en del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn”. Derfor siger han: ”Jeg har ryddet ud i alt, hvad jeg havde af bøger, figurer, hellig aske og billeder af en åndelig guru. Nu er der kommet fred i mit hjem.”

Han har på den hårde måde lært at skelne mellem gode og dårlige ånder. Dem, der bringer fred, og dem, der bringer ufred.

Kan skelne ånderne

Han har på den hårde måde lært at skelne mellem gode og dårlige ånder. Dem, der bringer fred, og dem, der bringer ufred. ”Jesus er Verdens Lys. Lucifer var også en lysets engel, inden han faldt, så han kan også manifestere sig i lys. Men bagefter kommer der mørke. Man får ikke Kristus’ fred. Bagefter er man lige langt.”

Kjeld ville finde Kristusvejen. Derfor har han også valgt kinesiologen fra: ”Fordi roden i det er noget andet end Jesus Kristus. Kinesiologer søger svar i kroppen i stedet for i Bibelen. De ophøjer kroppen i stedet for at ophøje Jesus Kristus. Der er mange veje til Jesus, men Jesus er den eneste vej til Gud. Vi behøver ikke andre hjælpemidler.” Det samme vil han sige om yoga.

Helligåndens kraft

Kjeld begyndte at komme i Roskilde Baptistmenighed for fire år siden, da han flyttede til Roskilde. Her bliver han bestyrket i sin tro: ”Det onde findes, men vi behøver ikke at frygte det som kristne. Det er vigtigt, at vi omvender os fra det ufrugtbare og afguderne. Nogle bliver skræmt og spørger: ’Hvordan kan vi møde mennesker, der kommer ind i vores verden med det her?’ Svaret er bøn og Helligåndens kraft. Vi skal vide, at vi ikke kan overbevise dem med argumenter. Helligånden kan. Nogle læser selv Bibelen og bliver overbevist. Vi skal ikke starte med at fortælle dem, at de skal omvende sig. Det skal Gud selv overbevise dem om.”

URL: https://baptist.dk/kjeld-maatte-smide-afguderne-ud/