Kurt Christensen:
Kristendommen er grænseløs og dermed grænsesprængende – og samtidig sætter den grænser.
Kurt Christensen,
Kurt Christensen:
Kristendommen er grænseløs og dermed grænsesprængende, for evangeliet er fra Guds side tiltænkt alle. Alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.[i] Derfor bliver vi også i missionsbefalingen opfordret til at gøre ‘alle folkeslagene’ til Jesus´ disciple ved dåb og tro.[ii]
Men samtidig er kristendommen også provokerende eksklusivistisk og dermed grænsesættende. Jesus proklamerer, at han er ’vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig’.[iii] Og apostlen Peter slog fast, at ’der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan frelses ved’.[iv]
Det møder vi fx i Apostlenes Gerninger, der beskriver, hvordan evangeliet baner sig vej fra den første jødekristne menighed i Jerusalem til samaritanerne og hedningerne og ender i Rom, den daværende verdens centrum. Og Paulus lovpriser Kristus, fordi han har nedrevet den mur af fjendskab, som adskilte jøder og hedninger.[v] I dag findes der på trods af politiske, kulturelle og etniske grænser formentlig kristne i alle klodens 195 lande. Jo, det kristne budskab er i sandhed grænsesprængende.[vi]
Hvis vi kristne nu blot kunne medgive, at alle religioner dybest set kommer ud på ét, så ville der være langt færre religiøst motiverede konflikter.
Men kristendommen med sit fokus på frelse ved Jesus alene har også altid været provokerende grænsesættende i forhold til andre religioner og trosforestillinger. Derfor blev de kristne i kirkens første tid forfulgte af samtidens jøder.[vii] Og fordi de kristne afslog at tilbede kejseren, kom de også på kollisionskurs med romermagten.
Vi genfinder det i nutiden, hvor kristendommen ofte af andre religioner anklages for at have et eksklusivistisk præg. Og fra politisk side er tanken hyppigt, at hvis vi kristne nu blot kunne medgive, at alle religioner dybest set kommer ud på ét, så ville der være langt færre religiøst motiverede konflikter på vores klode.
Der har også altid været en intern debat om, hvad der er sand kristendom. I Det nye Testamente argumenterer Paulus fx både imod galater-menighedens tendens til lov-fokusering og imod korinther-menighedens tendens til lovløshed. Kort tid senere opstod der en alvorlig trussel imod kristendommen i form af den religiøst-filosofiske bevægelse gnosticismen. I den forbindelse trængte spørgsmålet sig på: Hvad er genuin kristendom? Hvor går grænsen mellem kristendom og ikke-kristendom?
Normalt betragter vi vel de oldkirkelige bekendelsesskrifter som nogle temmelig støvede dokumenter. Men de er resultatet af de første århundreders kamp for at slå fast, hvad der er sand kristendom. Og de har lige siden været med til at udstikke grænserne for, hvad der er sand kristendom.
Også i dag er det både vigtigt og vanskeligt at forsøge at afgrænse kristendom fra ikke-kristendom.
Også i dag er det både vigtigt og vanskeligt at forsøge at afgrænse kristendom fra ikke-kristendom, selv om Bibelen – ikke mindst Det Nye Testamente – rummer helt afgørende udsagn i den forbindelse. Vi kan også hente hjælp i tidligere tiders bestræbelser på at fastlægge grænserne for genuin kristendom, fx i de tre klassiske trosbekendelser.
Men alligevel er det ikke altid helt let at afgøre, om en forkyndelse eller en trosposition befinder sig indenfor eller udenfor kristendommens grænser. Det hænger blandt andet sammen med, at vi som kristne nødvendigvis må forkynde ind i den samtid og den religiøse og kulturelle sammenhæng, som mennesker befinder sig i. Derfor må forkyndelsen sprogligt set være kreativ. Lidt på samme måde som når en missionær skal forkynde evangeliet i en fremmed kultur. Og vældig ofte køber nutidens mennesker slet ikke ‘hele pakken’, men forsøger at konstruere deres egen tro, hvor kristendommen blandes med andre komponenter og ingredienser.
Vældig ofte køber nutidens mennesker slet ikke ‘hele pakken’, men forsøger at konstruere deres egen tro.
Det er vigtigt, at menighedens ledere og ‘faste kerne’ optræder vist og varsomt. I sidste ende er det selvfølgelig ikke op til nogen menneskelig instans at afgøre, hvem der er kristen, og hvem der ikke er det, men det kan alene Gud/Jesus selv. Men menighedens ledere har ikke desto mindre til opgave at vejlede og beskytte menigheden mod vranglære, og således være ‘grænsebetjente’.
Samtidig skal menigheden være så rummelig, at det er muligt at stille kritiske spørgsmål til den traditionelle kristendomsforståelse – og måske også være uenig i et og andet – og det skal være muligt for nye i troen at ‘være på vej’. Den kombination af mere eller mindre modsatrettede hensyn kræver åbenlyst en god portion visdom og varsomhed hos lederne. Også af den årsag er der god grund til at bede for menighedens ledere.
Kristendommen er altså grænseløs og grænsesprængende, for ethvert menneske er hjerteligt indbudt til at blive en del af den kristne menighed.
Men samtidig er kristendommen også grænsesættende, for kristendommen har et bestemt indhold, som ikke må forrådes, hvis der skal være tale om kristendom.
[i] 1. Timotheus-brev kap. 2, vers 4
[ii] Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 19
[iii] Johannes-evangeliet kap. 14, vers 6
[iv] Apostlenes Gerninger kap. 4, vers 12
[v] Efeser-brevet kap. 2
[vi] Apostlenes Gerninger kap. 8, 10 og 28
[vii] Apostlenes Gerninger kap. 8
URL: https://baptist.dk/den-kristne-tros-graenser/