Ole Skjerbæk Madsen, 72 år
Ordet synkretisme betyder at sammenblande, men også at binde sammen, og vi bruger det ofte negativt om religioner. Men synkretisme er et livsvilkår – ikke mindst når forskellige livssyn står overfor hinanden, men også i vores hverdag.
Ole Skjerbæk Madsen,
Ole Skjerbæk Madsen, 72 år
Også kristendommen er synkretistisk, selvom vi har et tydeligt budskab om Gud, som i Jesus Kristus er blevet en af os for at befri os fra alle livsødelæggende kræfter. Gud måtte møde os som et menneske, hvis vi skulle kunne se Gud og få fællesskab med Gud. Gud er Gud, og mennesket er menneske og ikke Gud, men i Jesus Kristus forenes Gud og Menneske. Det er en gud-menneskelig synkretisme.
Vi må forkynde evangeliet på en måde, som passer ind i den sammenhæng, hvor vi bringer det. Derfor taler vi ikke dansk til en afrikaner, når vi forkynder evangeliet, men vi må lære hans eller hendes sprog. Vi må tilpasse kirkens udtryksformer til kulturen. Vi kalder ofte den proces for kontekstuel forkyndelse, og vi taler om, at kirken ’inkultureres’ i den nye sammenhæng. Det er synkretisme.
Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest.
Ser vi på kirkens historie, forenes forskellige kulturer hele tiden. Former blandes, for at den enkeltes kristnes tro kan være autentisk i enhver given sammenhæng. Mens jeg skriver, er vi i december måned. Men Kristus’ fødsels-fest – altså julen – er indlejret i den gamle solhvervsfest. Det, at lyset vender tilbage, og dagen tager til, bringer håb. Det gjorde det for de gamle hedninger, og det blev fejret med lys og festligt lag. Det var naturligt for kirken at knytte til ved den fest og give den en ny tolkning. Håbet knytter sig ikke kun til solhverv, men til Jesus Kristus, som fødes ’som solopgangen fra det høje’ med lægedom under sine vinger.
Problemet er ikke synkretismen af solhverv og Kristus’ fødsels-fest. Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham. Her handler det ikke om grænsesætning – men om orientering. Guds Søn blev født ind i en verden, hvor vi var optaget af os selv. Vi havde glemt Gud og skabt os guder i vores eget billede. Vi havde stirret os blinde på os selv, vores lykke eller ulykke, det vi begærede, og det vi frygtede. Guds Søn blev menneske for at møde os, hvor vores opmærksomhed var bundet. Vi følger i hans fodspor, når vi forkynder evangeliet, og derfor sætter vi ikke grænser mellem os og det menneske, vi møder. Vi kommer ikke som en fremmed, men som en ven.
Problemet for os som kristne er, om vi kan bevare fokus på Jesus Kristus, og om vi kan pege tydeligt på ham.
Er det så ligegyldigt, hvad mennesker tror, og hvad de blander sammen i deres selvforståelse og i deres åndelige liv? Nej, selvfølgelig ikke, men vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.
Et andet ord for synkretisme er bricolage. Ordet kommer af bricoller = at sammenflikke, og det bruges bl.a. om kunstværker, hvor kunstneren skaber et helt nyt værk af forhåndenværende materiale uanset dets oprindelige formål. Det ord foretrækker jeg, når jeg taler om synkretisme i spørgsmålet om livssyns og tro. Her handler det om en ny syntese af gamle ideer og forestillinger og af de praksisser, historier og metaforer, som knytter sig dertil.
Men også tros-bricolagen er som et nyt, helt kunstværk, som er med til at give den enkelte en ide om mening eller i det mindste en bevarelse af personlig identitet i en kulturel situation præget af fremmedgørelse, usikkerhed, multireligiøsitet, pluralisme, globalisering. Meningen i bricolagen ligger ikke i elementerne, men i det, som den enkelte får ud af dem i den nye komposition. Bricolagen er trods elementernes forskellighed og tilsyneladende uforligelighed for den enkelte selv et helt og sammenhængende ‘kunstværk’.
Selvom iagttageren ser det som et udtryk for ‘indkøb’ på det åndelige forbrugsmarked, så er det for det menneske selv et spørgsmål om at skabe mening i sit liv.
Vi skal passe på ikke at kvæle Kristus’ nærvær eller Helligåndens frø i den andens liv, fordi vi forarges over hendes eller hans tro og åndelige praksisser.
Så hvordan møder vi det andet menneske og dets synkretisme? Vi glæder os med det menneske over det åndelige kunstværk, som giver dets liv mening. Vi lytter efter: ‘Hvad er det for en livshistorie, det vidner om? Hvad er det for spørgsmål, den anden har tumlet med?’ Vi spørger nysgerrigt ind til nogle af elementerne i bricolagen. Måske indgår bøn i den andens trosliv. Vi spørger: ‘Hvad betyder bøn for dig? Hvordan beder du? Hvilke erfaringer har du gjort dig? Hvem beder du til?’ Og når vi har lyttet, kan vi dele erfaringer med den anden fra vores eget bønsliv. Og måske når vi dertil, hvor vi kan bede sammen – og på den måde har vi inviteret den anden ind i vores egen relation til Jesus Kristus. Det kan blive et frelsende møde med Gud-i-Kristus, fordi det har givet rum for Helligåndens virke.
Altså ikke grænsesætning, men Jesus’ nærvær i mødet med mennesker!
URL: https://baptist.dk/synkretisme-har-den-kristne-tro-en-graense/