Boganmeldelse
Hvis du synes kirkens forhold til magt, magtanvendelse, politik, forbrugerisme, vold, men også lederskabsmodeller, gudstjeneste og socialt arbejde, er vigtige emner, så er dette en bog for dig. Ole Lundegaard anmelder bogen og konkluderer: Her har vi fået en fremstilling af gudsriges-tanken i Det Nye Testamente, som man både i klarhed og perspektiv har svært ved at finde en parallel til i dansk teologi.
Ole Lundegaard,
Anmeldelse af Guds rige er anarki. Evangeliet mellem magt og afmagt. A/politisk teologi. København: Fønix (Palmeserien nr. 13), 2019. 193 sider.
Johannes Aakjær Steenbuch (JAaS) (formand for BaptistKirkens Teologiske Forum), har skrevet en udfordrende bog om kristentroens forhold til magt og afmagt – om kristen praksis i lyset af Jesus’ forkyndelse af Guds rige. Bogen dækker et stort materiale, er velargumenteret og fyldt med prægnante teologiske udsagn. Jeg vil i det følgende opridse bogens vigtigste pointer og håber dermed at inspirere til læsning og studie af den. Det fortjener den.
Umiddelbart vil mange studse over bogens titel. Anarki? Anarki forstår vi almindeligvis som lovløshed, men Guds rige handler vel ikke om at sætte sig uden for loven? JAaS gør opmærksom på, at ordet har rod i det græske archê, der betyder ”magt”, ”myndighed”, men også ”begyndelse”. An-archê (anarki) betyder således ”ikke-magt” eller ”uden begyndelse”, og det er i den betydning, det bruges i bogen. Guds rige er det magtfrie rum, et rum, hvor kærlighed og frihed hersker, et rige der ikke er skabt gennem voldelige handlinger – som denne verdens riger normalt er. Denne forståelse af Guds rige som anarki er inspireret af den russiske politiske og religiøse filosof, Nikolai Berdjajev.[1]
Bogens første hoveddel gennemgår den bibelske forkyndelse af Guds rige, fra dets rødder i Det Gamle Testamente, med sit centrum i Jesu forkyndelse og sin videre udfoldelse hos Paulus. Jesus´ guddommelighed kommer ikke til udtryk gennem overmenneskelige egenskaber eller i magt og pomp og pragt, men i at alle magtforhold i Jesus vendes på hovedet, og det gudsrige, der bringes med Jesus, er radikalt anderledes end ”denne verdens” riger (s. 43). Jesus falder ikke for fristelsen til at indføre Guds rige med politiske magtmidler, for riget bygger netop på alternativet til magt: kærlighed og tilgivelse. Ikke sådan forstået, at kærlighed er en ny form for magt, tværtimod er det netop alternativet til magt (s. 73). Gudsriget er ikke blot en ”indre”, en ”psykologisk” tilstand, og det er ikke en flugt ind i en ”åndelig sfære”. Gudsriget søger virkelig at omstøde verdens magtsystemer, men ikke gennem magt, men gennem kærlighed.
At Guds rige ikke er ”af denne verden” betyder ikke, at det hører til i det hinsides, men at det her og nu kæmper med andre midler end denne verdens magter. Jesu bud om at ”vende den anden kind til” er heller ikke et spørgsmål om passivt at acceptere vold, men en opfordring til ikke-voldelig, kreativ, civil ulydighed med forsoning som mål.
Centralt i denne del – og i bogen som helhed – er forståelsen af Jesus´ død. Jesus tager den gamle, magtsyge menneskehed med sig i døden, og ved hans opstandelse skabes en ny forsonet menneskehed, der har del i Guds rige. Det er det kristne evangelium i en nøddeskal. Ved sin død på korset gør Jesus det umulige og går ad den snævre sti, ”som ingen af os er i stand til at træde ind på, fordi vi er faret vild på den brede vej, magtens, pengenes, bekymringernes, dømmesygens og voldens vej” (s. 68). Det er ikke et tilfælde, at Jesus bliver korsfæstet. Korsfæstelsen var for outsidere, slaver og politiske oprørere. Jesus dør, fordi han sætter sig op mod politiske og religiøse magter. ”Ved hans død er vi principielt sat fri fra den spiral af vold og gengældelse, vi har lagt os ind under med vores uretfærdighed” (s. 70). Jesus´ død sætter os fri fra at blive slaver under magt, begær efter ejendom, og fra frygten for døden. Han døde for os, og vi er døde med ham og oprejst med ham, dvs. sat fri til at leve et liv ikke i lydighed mod magterne, men mod Gud. Synd er netop ”… at ville tjene de magter og myndigheder, som Kristus har besejret” (s. 75).
Bogens anden hoveddel er viet de teologiske perspektiver, som denne læsning lukker op for. Jesus´ forkyndelse og – gennem sin død og opstandelse – legemliggørelse af Guds rige betyder en radikal kritik af al religion, herunder alle sekulære religioner som humanisme, kapitalisme, forbrugerisme og teknologi, idet disse bliver afguder, der betjener sig af magtens midler (det gælder i øvrigt også Kristendom som religion betragtet), og det er netop disse magter, Jesus´ død afvæbner. ”Også kristendommen selv må derfor løbende udsættes for kristen religionskritik, hvis evangeliet skal stå klart frem. Evangeliet er en frisættelse fra religion, uanset om der er tale om den `overnaturlige´ af slagsen, eller om der er tale om humanismens, civilreligionens eller kapitalismens dyrkelse af mennesket, staten, det folkelige fællesskab, nationen og Mammon, vækst og velstand” (s. 85-86). Der er brug for en langt bredere religionskritik end den, der blot går ud at anfægte, at der er en Gud i det høje, skriver JAaS.
JAaS betoner med Karl Barth, at vi alene kender Gud gennem åbenbaringen i Jesus Kristus, og ikke gennem nogen filosofisk, abstrakt forståelse. Kristus er nøglen. Derfor kan Kristendommen heller ikke lægges til grund for et politisk projekt. Det er ikke os, der skal bygge riget (ud fra nogle overordnede principper eller såkaldte værdier). Vi skal følge Kristus. Gud bygger selv sit rige, og det indebærer frasigelsen af magt, og hengivelse til kærlighed (s. 90).
I et afsnit om den ikke-voldelige Gud, tager JAaS et opgør med forståelsen af Gud som vred, en Gud hvis vrede kun kan stilles gennem et blodigt offer. I denne teologi, der har været og stadig er fremherskende i store dele af kristenheden, frelser Gud så at sige gennem vold. Forståelsen har i kristen tradition været brugt som legitimering af voldsanvendelse. Kan Gud være voldelig, kan vi også, lyder logikken. JAaS betoner, at Jesu død netop er et opgør med vold, ikke en sanktionering af den. ”Jesus dør for at besejre magt og myndighed ved at frasige sig magten – ikke for at tilfredsstille en voldelig og magtsyg Gud” (s. 93). Derfor er ikke-vold den eneste mulige praksis for kristne. Det handler dog ikke om at bekende sig til en principiel pacifisme, og heller ikke indtage rollen som underkuet, der søger at ægge voldsmanden til medlidenhed, men i efterfølgelse af Kristus i enhver konkret situation at vælge ikke at bruge magt. Ikke-vold handler om at se den enkelte (også sin fjende) som en ny skabning (s. 96). ”Anarki som trospraksis skal (…) forstås som konkrete forsøg på at skabe magtfrie rum, snarere end et politisk projekt eller ideal” (s. 97).
Ved korset er vi sat fri fra den gamle verden og dens magter og myndigheder. Ved Kristus´ opstandelse er en ny verden blevet til, som står over enhver nations folkeånd, et rige hvor mennesket afstår fra at søge rigdom og magt. Hvor der før var vold og magt, fyldes tomrummet nu af Guds rige. Det onde, det dæmoniske, er områder med fravær af kærlighed. Det er kirkens kald at fylde hullerne med kærlighed (s. 101).
Et afsnit med overskriften ”Frihedens etik” rummer et centralt tema for JAaS. Kristus´ død og opstandelse betyder frihed, og denne frihed betyder, at man selv fries fra ønsket om at dømme andre. Dommen over synden er afsagt én gang for alle ved Jesus´ død på korset, og det er ikke den kristnes opgave at dømme nogen. Kaldet er at elske, ikke dømme. Enhver dom over andre er at tiltage sig magt og myndighed, som alene er Guds. ”At være `praktiserende kristen´ betyder hverken mere eller mindre end at elske andre” (s. 104). Kristen næstekærlighed er ikke et moralsk ideal og kan ikke gøres til en ideologi eller et politisk program, for kristen næstekærlighed er at afstå fra at dømme sin næste, men til gengæld elske vedkommende i det konkrete. Gud er ene den, der befrier os, og vi dem, der er sat fri og derfor afstår fra vores egne moralske, ideologiske eller politiske projekter.
Den sidste del af andet hovedafsnit er viet til en række kultur- og samfundskritiske betragtninger. Under overskriften ”pengeguden og hans fætter” og ”ejendom er tyveri” retter JAaS sigtekornet mod den afgudsdyrkelse, som penge og private ejendomsret er blevet. Skytset hentes ikke mindst hos flere af kirkefædrene, der forholdt sig kritisk til privat ejendom. Der er ikke nok, at vi bliver mere godgørende med det, vi kalder ”vores eget”. Der er brug for, at vi helt skifter perspektiv og forstår, at alt er givet os. Vi har kun ”ret” til at bruge det, vi har behov for. Afsnittene ”En anden verden er mulig” og ”Håb for alle” runder andet hovedafsnit af med en række vigtige overvejelser om kirkens mulighed for at være en stemme i samfundet. ”Vi kan og skal ikke indføre gudsriget på jorden, men evangeliet om gudsriget (som er en realitet i Kristus) kan inspirere til kritik af den uretfærdighed, ufrihed og ulighed, som vi konkret bevidner. Det betyder ikke passivitet i forhold til vores rolle i samfundet. Tværtimod. Jesus har med sin død og opstandelse ”sat os fri af dødens magt – og det betyder, at vi er fri fra at bekymre os for, hvad der sker, når vi dør, så vi i stedet kan engagere os radikalt her og nu” (s. 133-34). Opgaven består i at engagere sig i verden og gøre det klart for verden, at dens fyrste er dømt (Joh 16,11) – og at det er godt nyt” (s. 139).
Tredje og sidste del af bogen handler om kirkens opgave. ”Gudsrigets anarki er ikke kaos og uorden, men forligelse og forsoning, frihed og kærlighed, som gør magtanvendelse overflødig, hvor det vinder frem” (s. 147). Kristendom er uforenelig med uforsonlighed, had, splittelse og uretfærdighed, og det er kirkens opgave at vidne om dette anderledes liv gennem sin praksis. Dog må kirken ikke forfalde til moralsk idealisme, hvor kristendommen bliver en god ”idé”, en drøm som kirken skal realisere. Derfor kan det paradoksalt nok være, når kirken ikke bliver aktivistisk, at den tydeligst vidner om gudsriget, mener JAaS (s. 149). Kirkens opgave er først og fremmest at afsløre magtinteresser, og at øve religions- og ideologikritik, sådan at mennesker kan sættes fri af falske magter og finde en ny identitet i gudsriget, som ikke er knyttet til magt, myndighed og herredømme (s. 151).
Under overskriften ”Kirkens grundlov” retter JAaS en skarp kritik af det fokus på lederskab, der har præget især frikirkelige kredse i en del år, og som ofte har ført til lederdominerede menighedsmodeller. Når man overtager erhvervslivets ledelsesstrukturer og idealer om ”stærk” ledelse, underlægger man kirkens liv et paradigme, som den netop er kaldet til at være et alternativ til, fremhæver JAaS. Kirkens opgave er ikke at ”sælge et produkt”, men at være vidnesbyrd om et anderledes liv. ”Kirken skal i sin form og organisation afspejle det evangelium, den er sat i verden for at forkynde” (s. 154).
Jesus taler om, at den, der vil være leder, må være alles tjener (Matt 20,28). Netop dette kaldte den dansk-tyske baptistpioner, Julius Købner, for ”kirkens grundlov”. I menigheden er ingen over andre, og ingen mellem os og Gud. Ledelse handler ikke om status, men om tjeneste. ”Den sociale kontrol, der kendetegner mange sekteriske religiøse miljøer, er udelukket for den kirke, der vil vidne om gudsrigets magtfrie rum ved at værne om den enkeltes myndighed og samvittighedsfrihed” (s. 157).
Det skal ikke forstås sådan, at alle i kirken har lige meget ret, men snarere at ingen har ”ret”, for det har kun Gud. Ifølge JAaS betyder denne lighed ikke automatisk, at vi skal tilstræbe konsensusdemokrati, som han mener ofte kan blive for konservativ og favorisere de veltalende og ”karismatiske”. Ligheden kan ligeså vel – eller bedre – realiseres i mere formelle strukturer. Bundlinjen er dog altid, at ingen struktur og ledelsesmodel er absolut og ”svarer til” gudsriget. ”Det nærmeste, vi kommer den perfekte kirke, er et fællesskab, der realistisk og selvkritisk er opmærksom på sine fejl og mangler, og som netop derfor giver plads til frisind og frimodighed” (s. 162).
Kirkens forhold til stat og politik tages op i det følgende afsnit. Her mærker man JAaS’s gæld til både anabaptister og til Karl Barth og den dialektiske teologi. Kirkens rolle er at vidne om gudsriget, ikke at blive politisk. Det betyder ikke, at kirken ikke har en stemme i det offentlige, men kirken skal ikke agere gennem politik, men gennem forkyndelse og sit eget liv. Kirken må anerkende, at staten har en midlertidig rolle (i modsætning til kirkens som er knyttet til det evige, gudsriget), som også indebærer at voldsanvendelse – men kirkens rolle er en anden. Kristne skal ikke flygte ud af samfundet, men være tilstede med et vidnesbyrd om, ”at der er en enhed og et fællesskab, som er vigtigere end alle skel mellem mennesker” (s. 169).
JAaS betoner i et afsnit om det globale og økumeniske over for det lokale, at kirkens rolle altid er at være tro over for det konkrete, det lokale. Mennesket har et begær efter at samordne alt i totalitære enheder, hvad end det handler om ideologier, politik eller religion. Kirken må modsætte sig dette begær og være tro over for den eneste, som er over alt: Kristus. Kirkens enhed består, når vi lokalt vidner om Ham. Dette gør kirken ved konkret at stå samme med alle, der er ”udenfor”. Vi skal snarere erkende kirkens ”udenfor-hed” – at vi er fælles med alle, der er udenfor – end etablere kirken som et ”indenfor”, som skal rumme alle. Jesus gik selv til samfundets yderste margener og døde som udstødt og kriminel (s. 173). JAaS advarer gentagne gange mod lysten til at gøre kirken til en magtfaktor, og gøre gudsriget eller kærligheden til et projekt, vi vil have til at lykkes. For kirken er der ikke et middel (fx at elske) som tjener et mål (kirkens vækst), men middel og mål er det samme.
JAaS’ grundforståelse af gudsriget som det, der er i modsætning til denne verden, fører i et afsnit om apologetik (forsvar for troen) til en advarsel mod at føre forsvar for troen på denne verdens præmisser, dvs ved argumentation og retorik. Kirkens opgave er at forkynde evangeliet og stole på, at Helligånden gør sit arbejde med at overbevise. Det er fristende at søge at argumentere mod fx ateisme og andre ideologier på rationalitetens præmisser, men det er en fælde, for det ender netop i den magtudøvelse, som gudsriget ikke kan have noget med at gøre. ”… jo stærkere argumenter, jo større risiko er der for, at trosforsvar bliver åndelig magtudøvelse. Det eneste kirken kan gøre er at fortælle om det gudsrige, der står i modsætning til menneskelig magt og herredømme, og som derfor stiller kirken selv i øjenhøjde med resten af verden” (s. 179-80).
Det sidste afsnit i bogen handler om bøn og gudstjenesteliv. På samme måde som kirken aldrig må blive del af verdens ”magter og myndigheder” ved at betjene sig af dens virkemidler (magt og manipulation), må bønnen og gudstjenesten ikke blive en del af et religionsvæsen i den forstand, at det bliver midler, vi bruger for at opnå noget. Vi beder ikke for at forandre Gud (efter mål vi selv definerer), men vi beder som et gensvar på Guds tiltale. Vi holder heller ikke gudstjeneste for at tilfredsstille Gud med vores lovsang, men for at praktisere de tegn på gudsriget, som står i modsætning til denne verden: forkyndelse, dåb, nadver, diakonalt arbejde, der vidner om Ham som herre. Den kristne liturgi ”må svare til Helligåndens frugter: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22-23). Helligånden skaber fællesskab, forståelse og indsigt – velordnet anarki, frihed, ikke kaos” (s. 190). Fra gudstjenesten går menigheden ud i verden med evangeliet om gudsrigets grænsesprængende forsoning og forligelse. Her viser det sig i praksis, at ”Guds rige er nær” (s. 190).
En afsluttende bemærkning opsummerer bogens hovedanliggende: Gudsrigets anarki som kristen trospraksis bygger på en grundholdning, en strategi, en metode, en tilgang til magt og lederskab, der er radikalt anderledes end ”denne verdens”.
Her slutter JAaS. Man kan sige, lige når det skal til at blive interessant. For det er den konkrete udfoldelse i menighedsliv og kristen efterfølgelse, der afgør om tankerne i denne bog er andet end det. Det, der til gengæld udfoldes i bogen, er både bydende og indbydende. Her har vi fået en fremstilling af gudsriges-tanken i Det Nye Testamente, som man både i klarhed og perspektiv har svært ved at finde en parallel til i dansk teologi. Det er en bog, der fortjener at blive læst og studeret af teologer såvel som lægfolk. Den er en kærkommen kritik af meget moderne kirkeliv og bogen vil – uanset om man er enig eller uenig i dens udgangspunkt og udsyn – føre til centrale samtaler om, hvordan vi forbliver tro over Jesus’ forkyndelse af gudsriget midt i en verden, der forguder magt, uanset om denne er politisk, religiøs, økonomisk eller af anden art.
[1] JAaS står i øvrigt på skuldrene af kirkefædre og er præget af både Karl Barth, Jürgen Moltmann, ikke-voldstraditioner som man finder dem hos anabaptister, social gospel-traditionen, og tænkere som William Stringfellow og Jacques Ellul.
URL: https://baptist.dk/anarki-betyder-ikke-magt-og-er-kirkens-kendetegn/