Den iagttagelse giver Magnus Malm, kendt svensk retræteleder og forfatter, videre i sin bog: Fri til at tjene, udkommet i 2019. Vi har fået tilladelse til at bringe et uddrag deraf:
”Det preller af, når vi får at vide, at vi er elsket af Gud. Vi skal selv erfare det, men det kan vi få hjælp til i det kristne fællesskab.”
Magnus Malm,
Den iagttagelse giver Magnus Malm, kendt svensk retræteleder og forfatter, videre i sin bog: Fri til at tjene, udkommet i 2019. Vi har fået tilladelse til at bringe et uddrag deraf:
Det største behov i et kristent fællesskab er mennesker, der véd, at de er elsket af Gud. Hvordan ved man det?
Her lever vi vesterlændinge i spændingsfeltet mellem to magneter. Den ene er en stærk kognitiv tradition, hvor ikke mindst den akademiske indflydelse gennem århundreder har givet os forestillingen om, at vi indlærer både kundskab og adfærd gennem tanker, der formidles til vores intellekt via bøger, foredrag og andre verbale budskaber. Hvis et budskab gentages ofte nok, så vil vi tage det til hjertet og begynde at praktisere det i vores daglige liv.
Stemmer det? I så fald burde store dele af skandinavisk kristenhed på det her tidspunkt være grundigt overbevist om, at vi er elsket af Gud og leve ud fra den tryghed. Det er nemlig i særklasse det mest almindelige budskab fra prædikestole og i sange i de seneste måske halvtreds år: ”Gud elsker os, i hans øjne er ethvert menneske værdifuldt!” Problemet med det budskab er ikke, at det ikke er sandt. Problemet er, at vi ikke kan tage sådan et budskab til os på den måde.
Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer.
Når et barn i børnehaveklassen er uroligt og udadreagerende mod de andre børn og ikke lytter til lærerens vejledning, skyldes det ikke, at det var fraværende den dag, der blev talt om konfliktløsning i klassen, og derfor ikke véd, hvordan man agerer i en konflikt. Årsagen er snarere, at der er sket nogle ting i barnets liv, som har skabt en indre usikkerhed og får barnet til hele tiden at teste omgivelserne: ”Accepterer de mig? Er der nogen her, der forstår mig?”
Barnet har en grundlæggende erfaring, og gennem den filtreres og tolkes alle relationer. En erfaring, påvirket meget lidt af tanker og ord. Noget af det mest naive og virkningsløse, en prædikant kan sige, er noget i stil med: ”Det er så enkelt med Guds kærlighed. Den er en gave til hver enkelt af os, som vi blot kan tage imod!” Ordene preller af mod årtiers erfaringer, der har uendelig meget mere vægt.
Den anden magnet i vores samfund er jagten på følelsesmæssige kicks. Forbrug, medier, underholdning, reklame, parforhold og i stadig højere grad også politik drives af følelsernes stimuli-respons. Her bliver budskabet om Guds kærlighed til en indbydelse eller snarere et krav: Åbn dit indre og mærk med hele dit væsen, at Gud elsker dig. Lovsang og anden musik er nøje kalibreret sammen med visuelle effekter og stemmeføring for at give optimale forudsætninger for, at netop du i aften må kunne mærke, hvor elsket du er.
Med to mulige resultater:
Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring.
Dybtgående erfaring påvirkes meget lidt af ord og tanker. En midlertidig følelse gør heller ikke nogen større forskel. Det eneste, der kan få en blivende effekt, er en anden erfaring. Og da er det vigtigt at skelne mellem oplevelse og erfaring. Oplevelsen er kortvarig, søges mest i det positive og berører kun følelseslivet. Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.
Når Ignatius af Loyola i sine Åndelige øvelser leder os ind i en meditation over Guds kærlighed, er det ikke som i næsten alle andre øvelser bibeltekster, vi mediterer over. Det havde jo med vores kognitive overtro været naturligt: En række bibelvers, hvor der står, at Gud elsker os, og så vil det sidde fast. Han begynder i stedet med en refleksion som ved nærmere eftertanke stemmer med vores erfaring: ”Kærligheden bør udtrykkes mere i handlinger end i ord.”
Erfaringen berører hele mennesket, spænder over hele feltet mellem smerte og glæde og har langvarig effekt.
Med det udgangspunkt opfordres vi til at meditere over, hvordan Gud har vist sin kærlighed i praksis: I alle skabelsens undere, i historien, i Jesus Kristus, i mit eget livs historie.
En irsk jesuit, Brendan Comerforth, fortalte engang om, hvordan han havde vejledt en mand gennem denne meditation. Manden havde haft en hård opvækst, men han fik den samme opgave som alle andre. Gå tilbage i din historie og forsøg at finde sporene af, hvordan Gud har givet sig til kende for dig og vist, at han elsker dig.
Dagen efter kom manden tilbage og forklarede meget irriteret, at han sandelig ikke havde set det mindste spor af Guds kærlighed i sin opvækst. Brendan vidste, hvad han gjorde, og gav han den samme opgave til næste dag.
Det gentog sig dagen efter. Meget modvilligt gik han med til ikke at opgive øvelsen. Han kom tilbage næste dag med tårer i øjnene. Han havde fået øje på noget, som han aldrig tidligere havde set: Hvordan Gud gang på gang havde berørt hans liv, når det var allermest svært. Og det havde han aldrig fået øje på, hvis ikke han med åbne øjne var gået lige ind i det dybeste mørke.
Sandheden er vores eneste mulige kontaktflade mod Gud. Det var i mandens egen erfaring, Guds kærlighed lå og ventede på ham.
URL: https://baptist.dk/vi-skal-erfare-guds-godhed/