Hvad nu, hvis Gud har så meget mere til os?

Hvad nu, hvis Gud har så meget mere til os?

Filmen 'Hundredefodsrejsen' blev for mig en illustration af det uudnyttede potentiale, Gud har lagt i hver enkelt af os.

Mai-Brit Tvilling,  

Mai-Brit Tvilling

er præst i Solrød Frikirke, en del af Metodistkirken i Danmark.

‘Hundredefodsrejsen’ er i den lettere genre – med et budskab. Dette er ikke en filmanmeldelse, men filmen illustrerer, hvad der kan ske, når et menneske får muligheder, rammer, opmuntring og oplæring til at træde ud i det potentiale, som er blevet næret gennem tid, kultur, omstændigheder og livsvilkår. Kort fortalt drejer det sig om talentet til at forvandle naturens råvarer til kulinariske kreationer med store smagsoplevelser. Filmens titel – 100 fod = 30 meter – er afstanden mellem to restauranter. Det er en kort afstand, men der er langt imellem to vidt forskellige kulturer, der er umiddelbart uforenelige, men som komplementerer hinanden i hænderne på de rette personer.

Fremelsker og udvikler vi det potentiale, Gud har lagt i os?

Potentiale

5Q er på engelsk forkortelse for fem ‘Qualities’. På dansk taler vi med apostlen Paulus om de fem tjenestegaver: Apostlen, profeten, evangelisten, hyrden og læreren.

Når vi tænker på alt det, Gud har lagt i vores hænder at forvalte, er det nærliggende at stille spørgsmålet: Fremelsker og udvikler vi det potentiale, Gud har lagt i os? Hvad nu, hvis Gud har så meget mere til os, der ligger og venter på at blive forløst? Det er baggrunden for, at vi i Solrød Frikirke og Metodistkirken har påbegyndt processen at lære om og implementere den femfoldige tjeneste, vi læser om i Efeserbrevet[1]. Vi kalder det også 5Q = de fem tjenestegaver. Den treenige Gud har dem alle fem, og alle fem er repræsenteret perfekt i Kristus, så han kan fuldføre sin mission.

Der er ingen nemme løsninger i spændingen mellem gamle og nye strukturer og tankemønstre.

Implementering

Det stopper ikke der, for Kristus giver sig selv til sin kirke, som han er hoved for. De fem tjenestegaver er givet til kirken, så menigheden kan vokse og udvikle sig. Allerede i skabelsen ligger det latent, hvad kirken har brug for for at vokse til Kristus’ fylde. Hvordan kan vi bedst forvalte det i dag? I samarbejde med Alan Hirsch udforsker vi 5Q, og vi lærer af hinanden for at få erfaringer til de næste skridt i implementering af hans tjenestesyn[2].

Filmen illustrerer, at 30 meter er en fysisk kort afstand, men mentalt, emotionelt, strukturelt og kulturelt er afstanden stor. Der er ingen nemme løsninger i spændingen mellem gamle og nye strukturer og tankemønstre. Det samme gælder i kirken. Ønsker vi at være missionale menigheder og starte nye trosfællesskaber, må læring og implementering af 5Q være en del af pakken. Men det er udfordrende at stille skarpt på noget, der har været ude af fokus.

Mennesker blomstrer

I de spæde skridt, vi har taget, er vores erfaring, at mennesker blomster. De vokser i forståelsen af deres tjeneste og i deres relation til Gud. Passionen i tjenesten sættes fri, og dermed forøges også glæden ved at være del af noget større. I fællesskabet kommer det til udtryk i samhørighed, og ‘det giver mening, det vi gør’. 5Q’ere får flere perspektiver i spil og afdækker blinde vinkler.

Mangfoldigheden bliver ganske enkelt større. Samtidig ligger der en bekræftelse i, at vi i verden kan genkende 5Q. Det hører ikke kun til i kirken. Det kaldes noget andet – en apostel kan være entreprenør og en miljøaktivist er en slags profet. Det giver god mening, fordi vi er skabt i Guds billede, og derfor afspejler vi også Guds 5Q. Når vi får øje på, at 5Q ligger naturligt i skabelsen, kan vi lettere genkende det hos andre og i os selv.

En apostel kan være entreprenør og en miljøaktivist er en slags profet.

Faldgruber

Det er også vores erfaring, at en overfladisk og ukritisk forståelse af 5Q leder til nogle faldgruber. Der er flere teologiske opfattelser af den femfoldige tjeneste. Det er vores erfaring, at vi ikke havde meget sprog omkring Apostle, Profeter og Evangelister, mens det falder os lettere at tale om og få øje på Lærere og Hyrder. At vi mangler sprog for de tre første tjenester, fortæller os, at vi ikke helt ved, hvordan sunde output fra dem ser ud.

Vi mangler målrettet undervisning og erfaringsrige folk med de tre A, P og E-tjenester. 5Q handler om helhedstænkning, og for at opnå modenhed og enhed skal vi hele tiden rette blikket mod Jesus Kristus, som er vores forbillede. Han var perfekt i alle fem tjenester. Med respekt for hinandens styrker og svagheder kan kirken – som Kristus’ krop – vokse til Kristus’ fylde.

Samspil

5Q-tjenesterne er ikke løsgående missiler, men dybt afhængige af hinanden. Det er interessant at opdage, at vi alle har 5Q i os – hos nogle mere fremtrædende end andre – og de kan næres og udvikles i samspil med andre. Det er meget udfordrende, når tjenestegaverne sættes i spil med hinanden. Nye vinkler og flere strenge at spille på gør, at resultatet bliver en ‘ny smagfuld ret’, for nu at vende tilbage til filmen.

5Q er ikke et koncept, der løser vores udfordringer. Ej heller et selvrealiseringsprojekt. Det er et redskab til at genopdage, hvad Gud har lagt i os. Vi har fået præcis alt det, vi har brug for for at være Guds kirke dér, hvor vi er. Et fællesskab, der rækker ud over sig selv med Guds nåde og kærlighed.


[1] Efeserbrevet kap. 4, vers 1-16

[2] Allan Hirsch er missionsteolog og forfatter til ‘5Q’ og ‘The permanent revolution’, som specifikt omhandler APEST. APEST er engelsk. På dansk står forkortelsen for de fem tjenestegaver: Apostel, Profet, Evangelist, Hyrde og Lærer.

URL: https://baptist.dk/hvad-nu-hvis-gud-har-saa-meget-mere-til-os/