Hun sad der foran mig på caféen. Min gamle skolekammerat i sit yderst matchende dyre tøj og med velpolerede negle, mens hun fortalte om sin sidste ferie. Fire dejlige uger sammen med manden i deres lille lejlighed i Sydspanien: ”Det er godt nok lidt luksus, Vibeke, men vi har vel ret til at nyde det lidt her på vores gamle dage?”
Vibeke K. Dalsgaard,
Ja, det har vi da, men i stedet for at glæde mig sammen med hende, så sad jeg pludselig og overvejede, om jeg kunne finde noget at sige, som kunne tvære hendes selvtilfredse smil af ansigtet. Jeg gjorde det heldigvis ikke, men besindede mig. Det sidder alligevel stadigvæk i mig, at jeg pludselig havde vældig lyst til at sige noget rigtigt sårende. Hvad var det lige, der stak mig i den situation?
Hvad var det lige, der stak mig i den situation?
Vi kommer alle i situationer, hvor vi tænker: ‘Gid det var mig!’ Den følelse er ikke forkert i sig selv. Den er kun forkert, hvis følelsen gør, at du ikke under den anden det, som du af forskellige årsager ikke kan få. Når den følelse banker på, er det min erfaring, at den ikke skal blive inde i os, men den skal ud i frisk luft. Måden at få luftet vores følelse af, at andre mennesker kan noget eller oplever noget, som vi gerne ville kunne eller opleve, er helt simpel. Sig det! Når vi møder mennesker, som gør os lidt misundelige, så gør det aldrig det andet menneske ondt, at vi siger det. Måske tværtimod. Og når følelsen har fået ord, ender det aldrig med, at vi sårer nogen.
Menneskesindet er dog mere sindrigt end simpel misundelse. Der var faktisk intet af det, som hun udstrålede, som jeg ville ønske, jeg havde eller oplevede. Hvad var det så, der provokerede mig?
Vi er alle skruet forskelligt sammen fra Skaberens hånd, og vi har også forskellige livsvilkår. Det betyder, at vi ikke kan eller interesserer os for det samme. Vi har ting, som falder os nemt, og andre ting, som vi enten ikke kan eller kun kan med stor koncentration og anstrengelse. Der er sider af livet, vi må lægge fra os og erkende, at det her er ikke min spidskompetence. Jeg skal nok bruge mit liv på noget andet. Troen på, at vi kan det hele, er det, der giver især unge 12-tals-piger store psykiske problemer. Vi andre lægger det bag os og finder vores styrker dér, hvor vi gør fyldest i livet.
Vi må lægge det fra os og erkende, at det her er ikke min spidskompetence.
Alle mennesker har altså ligesom månen en side med lys og en side med mørke. Det er meget forskelligt, hvordan vi håndterer, at der er opgaver eller tildragelser i livet, som vi har det let eller svært med. Nogle er meget præcise med, hvad de vil eller ikke vil. Hvis de bliver spurgt om noget, som måske er lidt vanskeligt for dem, siger de: ”Nej – det vil jeg ikke”. Det bevirker, at der er oplevelser eller udfordringer, som de aldrig oplever, og det gør livet lidt fattigt. Andre får aldrig sagt farvel til deres mørke-side, hvilket måske betyder, at de længes hele livet efter at kunne noget, som de ikke kan. Og det medfører let, at de heller ikke finder glæde i det, som de kan.
Og så er der min søde skolekammerat, hvor hele min mørke-side blev blæst ind over cafébordet. Uanset, om vi er afklaret på vores kompetencer og vores mangler, så kan vi opleve, at vores liv ligesom skrumper, når andre mennesker taler om deres. Vi kan opleve misundelse over noget, som vi slet ikke ønsker, hvis vi tænker klart.
Når det kommer – og jeg tror, alle oplever det – er det i orden for en kort tid at benytte sig af nogle tillærte sætninger som: ”Det gør mig så godt at høre, hvor glad du er” eller ”Hvor er det dejligt, at I har haft så god en oplevelse.” Det giver en lille pause, og du vil opleve, at pausen gør, at dit liv rejser sig igen. Og så kan du fortælle om det, der tænder dig og skaber glæde.
Når du oplever, at mennesker ‘tænder’ dig negativt, er det altid et tegn på, at du har brug for tid med Gud. Til refleksion og til bøn. Vi skal huske, at han kender os helt igennem både på vores lyse side og på den mørke. Vi er velsignede!
URL: https://baptist.dk/moedet-med-dem-der-taender-det-laveste-i-os/