‘Det lille museum’ for Menno Simmons i Bad Oldesloe. Foto: Bent Hylleberg
Lige mellem Hamborg og Lübeck I Nordtyskland ligger den lille by Bad Oldesloe. Blandt byens få seværdigheder er et lille stråtækt hus gemt bag nogle høje træer. Måske var det her, at den hollandske præst Menno Simons boede efter sin fordrivelse fra Wismar i 1554 til sin død i 1561. Han søgte øjensynligt tilflugt hos en såkaldt 'døbergruppe', der boede i området.
Peter Lodberg, professor, dr. theol., Aarhus Universitet,
Ved Menno Simons hus i Bad Oldesloe er der en lille mindelund. Her står en blodbøg. Den blev plantet i 2012, og en mindeplade fortæller, at blodbøgen blev plantet af repræsentanter fra Det lutherske Verdensforbund og Mennonitternes Internationale Konference.
Det skete for at markere udsoningen mellem lutheranere og mennonitter, efter at de lutherske kirker i 2010 bad om undskyldning for, at lutherske kirker gennem tiden – helt tilbage til Martin Luther selv – har forfulgt eller opfordret til forfølgelse af døbergrupper, fordi de praktiserer voksendåb og forkaster både edsaflæggelse og militærtjeneste.
‘Det lille museum’ for Menno Simmons i Bad Oldesloe. Foto: Bent Hylleberg
Udsoningen mellem lutheranere og mennonitter er et godt eksempel på, hvad der er kirkens rolle i den politiske verdensfred. Den skal selv gå foran i bestræbelserne på at slutte fred mellem mennesker af forskellige teologiske og religiøse opfattelser. For 500 år siden var det strid mellem de kristne konfessioner, der bidrog til krig i Europa, og der skulle gå lige så lang tid, før udsoning kunne realiseres. Nok er der fortsat forskelle mellem lutheranere og mennonitter, men de er ikke anledning til forfølgelse.
I dag er det ofte uenigheder og konflikter mellem religionerne, der bidrager til at skabe ufred mange steder i verden, når økonomiske og politiske magtinteresser benytter sig af eller blander sig med religiøse idealer og drømme om det perfekte samfund.
Vi kan ikke afskaffe religion, fordi der er religiøst motiverede konflikter.
Vi kan ikke afskaffe religion, fordi der er religiøst motiverede konflikter – ligesom vi heller ikke kan afskaffe politik eller økonomi, fordi de er årsag til krig om land, ressourcer eller adgang til nye markeder. Vi er nødt til at finde måder, som kan forhindre, at politiske, økonomiske eller religiøse uenigheder udvikler sig til krig. Vi er nødt til at oparbejde måder, hvorpå vi kan leve med vores forskelligheder, så de bliver en styrke og ikke en byrde. Her har kirken fortsat meget at lære – ikke mindst de nationale storkirker i verden.
Der skal være en røst i verden, der insisterer på, at det er bedre at forberede freden end krigen. Kirken skal sammen med andre institutioner være en sådan røst. Det kræver, at kirken er forsonet med sig selv, hvis den skal virke forsonende i verden.
Nok er det ikke altid, at verdens politiske ledere lytter til kirkens røst, men der kommer altid en ny situation efter en krig eller en konflikt, hvor det er vigtigt, at der er personer, som har troværdighed og legitimitet, når freden skal etableres. Kirken og dens folk kan tænke langsigtet, fordi kirken hviler på mange århundreders opsamlet erfaring for, hvordan vi håndterer, at historiske begivenheder afløser hinanden.
Midt i den mest udsigtsløse situation er det kirkens opgave at forkynde håb midt i håbløsheden.
Midt i den mest udsigtsløse situation er det kirkens opgave at forkynde håb midt i håbløsheden. Håbet indeholder en anden dimension end optimisme, fordi det går dybere og er mere udholdende. Håbet kan udtrykkes i form af den jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendts udsagn om, at vi ikke fødes for at dø, men for at få en ny begyndelse.
Kirkens budskab og indsats i verden hviler på tanken om, at der altid kommer en tid til en ny begyndelse, så vi kan leve vores liv i overensstemmelse med Skaberens hensigt – et liv i fred, glæde, taknemlighed og retfærdighed.
Det betyder, at vi betragter verdens krige og konflikter som en udfordring til at få skabt fred og ikke som en trussel om vores egen undergang. Vi skal ikke være drevet af frygten, men af håbet om, at det kan lade sig gøre, at mennesker kan leve livet i hele dets fylde.
Det er vigtigt at huske, at der skal være mere at miste ved en krig, end der skal være at vinde. Det skal ikke kunne betale sig at gå i krig, men det skal kunne betale sig at søge freden. Det kræver, at der er adgang til arbejde, uddannelse, sikkerhed og offentlige institutioner, der fungerer uden korruption.
Hvis ikke politikerne og borgerne er i stand til at sikre de forhold, så må kirken råbe samfundet op, så det lever op til sit ansvar. Et skridt på vejen er, at kirken bakker op om FN’s Verdensmål, der går ud på at skabe forudsætninger for fred.
At skabe og holde fred kræver tid, udholdenhed og vedvarende indsats.
At skabe og holde fred kræver tid, udholdenhed og vedvarende indsats. Det tog 500 år, før lutheranere og mennonitter forsonede sig. Så lang tid behøver det ikke altid at tage, men eksemplet viser, hvad det kræver, når majoritet og minoritet skal finde ud af det.
Europa er et helt andet sted end for 500 år siden. Nok er der fortsat store udfordringer, når freden skal holdes, men med erfaringerne fra Den Westfalske Fred i 1648 og to verdenskrige i det 20. århundrede har kirken sammen med resten af det europæiske samfund fundet metoder til at opretholde freden, som vi også skal huske kan gælde resten af verden.
URL: https://baptist.dk/kirkens-rolle-i-den-politiske-verdensfred/