Pippis poesi

Torsdagstanke

Pippis poesi

Signe Lund Christensen,  

I øjeblikket er vores 2,5 årige datters yndlingsbog Pippi Langstrømpe. Den skal vi læse hver aften, og det gør mig slet ikke noget, for mine døtre må hellere end gerne have Pippi som forbillede. Pippi ser ikke begrænsninger og Pippi tror ikke på normer. Pippi ved, at piger er stærke. Og Pippi tænker på andre. Selv da tyveknægtene bryder ind for at stjæle hendes guldmønter, er hun venlig overfor dem. Med et af mine favoritcitater siger Pippi det selv: ”Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar.” Så enkelt kan noget meget kompliceret siges; og man kunne vel nok ønske sig, at vi alle – magthavere inklusiv – blev påmindet om Pippis poetiske ord hver aften inden sengetid.

PS: Pippi siger også: ”Hvis man er stille for længe, visner tungen.”

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/pippis-poesi/