Martin Ishøy,  16. august 2019

Martin Ishøy:

• sognepræst i Sankt Jørgensbjerg sogn, Roskilde
• d. i miljøetik
• med-initiativtager til Grøn Kirke

Bibelens skrifter handler alle om verdens historie med Gud og Guds historie med verden. Derfor kan man ikke forstå teksternes budskab, hvis man tænker Gud ud af ligningen. Gud gør en afgørende forskel. Men da enhver tale om Gud nu engang er fortolkning, afhænger talens sandhedsværdi af sammenhængen med kilderne. En afgørende øko-teologisk, bibelfunderet erkendelse er, at altings omdrejningspunkt, mål og mening ikke er mennesket, men Gud.

Præcis det har længe været en sten i skoen for diskussionen om kristendommens forhold til den ydre natur. Kristendommen er blevet beskyldt for at være voldsomt menneske-centreret og ansvarlig for den ringeagt og ressource-gørelse af naturen, som i dag giver bagslag i form af klima- og miljøkriser. Man har peget på, at Gud i skabelsesberetningen sætter mennesket til at herske over naturen, og at Gud skaber mennesket i sit billede, hvilket skulle være et mandat til at skalte og valte med naturen efter forgodtbefindende.

Kristendommen er blevet beskyldt for at være voldsomt menneske-centreret og ansvarlig for ringeagt og ressource-gørelse af naturen.

Skaberværk er uerstatteligt

De bibelske skabelsesteologier peger i helt andre retninger. Det springer i øjnene, at Guds måde at skabe på indebærer stor selvstændighed for skabningen. Gud taler, og det sker, men det skabte bidrager selv til skabelsen ved at fremstå, som det gør. Adskillige gange reagerer Gud på det skabte ved at se, at det er godt. Det er godt på samme måde, som et nyfødt barn er godt i sin mors øjne – altså uerstatteligt. Fugle og fisk bidrager til skabelsen ved at forplante sig, mens livet i skabelsesberetningens andet kapitel først kommer i gang, da en kilde bryder frem og vander jorden.

Menneskets bidrag til skabelsen

Fordi mennesket kan tænke, skal det herske med omtanke – eller med andre ord: Dets skabelsesbidrag består i forvaltning. Mennesket skal herske ved at forvalte i Guds billede, altså i lighed med den Gud, der ser på sine værker, som en mor ser på sit nyfødte barn. Før naturen på nogen måde kan opfattes som ressource, er den uerstattelig: ”Når du på din vej får øje på en fuglerede, i et træ eller på jorden, med unger eller æg, og moderen ligger på dem, må du ikke tage moderen tillige med ungerne. Tag ungerne, men lad moderen flyve, for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv.”^[1] Det citat peger direkte på en respektfuld naturforvaltning med fokus på biodiversitet. At menneskets gudbilledlighed ikke gør det til sin egen ansvarsløse gud, men til Guds forvalter, udtrykkes også smukt af Det gamle Testamentes store forvalterkonge David, som til Gud siger: ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd”.^[2]
Citatets stærke teocentrisme eller gud-centrerethed får en ny tone i Det nye Testamente i kraft af inkarnationen: At Gud blev menneske i Jesus Kristus.

Med Gud som centrum

Enhver relation i skabningen er bundet op i Gud. I Jesus binder Gud sig selv til skabningens fremtid. Jesus´ fødsel var Gud, der på det mest intime forbandt sig, ikke kun til mennesket, men til hele den fysiske totalitet, som har udviklet sig af det store brag, uden hvilket mennesket intet er. Det er betydningen af, at ”ordet blev kød”.^[3] 

Jesus er solidarisk med hele den fysiske verden og er altså forbilledlig for dem, der hører ham til.

Inkarnationen har også betydning for opfattelsen af Guds billede, fordi Jesus er Guds billede og dermed vejledende for kirken. Jesus er solidarisk med hele den fysiske verden og er altså forbilledlig for dem, der hører ham til. Han er vejen til forsoningen med vores livs bestemmelse.^[4] Dermed betones stærkere end før, at frelsen for den, som er Guds forvalter, er forbundet med hele skabningens frelse. Når Jesus henviser til Menneskesønnens komme og taler om den ”kloge og tro forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid”^[5], rummer det en klar fordring om at drage omsorg for øko-systemernes liv og gode udvikling.

Næstekærligheden gælder også naturen

Til overvejelse:

Læs Romerbrevet kap. 8, vers 18-25 – en af øko-teologiens yndlingstekster.

Overvej spørgsmålet: Hvad er din vigtigste andel i håbet om skabningens befrielse? At tro, samle plastik eller arbejde politisk?

Det fremgår med stor tydelighed af næstekærligheden, der som menneskets kærlighed manifesterer Guds kærlighed. Eksempelvis indledes lignelsen, Den barmhjertige samaritaner, med det dobbelte kærlighedsbud. Du skal elske Gud med alt, hvad du er og har, samt din næste som dig selv.^[6] Blot at elske en af parterne er kun forkærlighed. Men Gud elsker hele sin skabning og det definerer næstekærlighedens omfang. Omsorgen for mennesker og omsorgen for naturen er nødvendigvis to sider af samme sag. Men igen: Ingen kommer uden om fortolkningen, og ingen kommer uden om at bruge sin sunde dømmekraft. Sund bliver den af aldrig at forlade kærligheden til fordel for nyttehensyn.

^[1]    5 Mosebog kap. 22, vers 6-7

^[2]    1. Krønikebog kap. 29, vers 14b

^[3]    Johannesevangeliet kap. 1, især vers 14

^[4]    Kolossenserbrevet kap. 1, vers 15-20

^[5]    Lukasevangeliet kap. 12, vers 42

^[6]    Lukasevangeliet kap. 10, vers 25-37

URL: https://baptist.dk/ansvaret-for-skabervaerket/