På sommerstævnet talte Christine Walsøe åbent og ærligt om sin historie og seksualitet.
Henrik Andersen,
LGBT+ er en fællesbetegnelse, der bruges om mennesker, der ikke er heteroseksuelle og ikke er ciskønnede, det vil sige mennesker, der identificerer sig med et andet køn end det, de blev tildelt ved fødslen. Bogstaverne står for Lesbian (lesbisk), Gay (bøsse), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transkønnet). Plustegnet indikerer at mange andre køns- og seksuelle minoriteter er inkluderet i betegnelsen.
Jeg er utrolig taknemmelig for både Walsøes mod og generøsitet og for stævnet og Kristian Bonde-Nielsen, der gav plads til samtalen og interviewede hende. Alligevel gik jeg fra seminaret med ondt i maven og et tungt hjerte. For jeg vil være så ked af, hvis der sidder et menneske, der ikke er heteroseksuel, og tror, at der skal være en spænding mellem tro og seksualitet. Det vil gøre mig så ondt, hvis der sidder nogen og tænker, at de ikke kan hvile i deres seksualitet og deres tro. Derfor synes jeg, det er vigtigt også at fortælle en anden historie.
Som biseksuel kristen har jeg aldrig oplevet, at min tro og min seksualitet har været i modsætning til hinanden. Jeg har aldrig følt mig forkert. Men jeg har været bange for, hvordan mennesker omkring mig ville reagere, når og hvis jeg sprang ud. Særligt i kirken har jeg følt mig usikker på, hvorvidt jeg ville være velkommen, hvis folk vidste, at jeg ikke er heteroseksuel.
Min seksualitet er lige så gudgiven, som heteroseksuelles
Heldigvis har jeg kun oplevet positive reaktioner og opbakning, når jeg har fortalt det til mennesker i min omgangskreds. Jeg er så glad for at være en del af en kirkefamilie, hvor jeg kan få lov at tjene, ikke på trods af min seksualitet, men uafhængigt af den.
Min seksualitet er lige så gudgiven, som heteroseksuelles. Og den er lige meget en del af mig, uanset hvem jeg er i et forhold med, og uanset om jeg er i et forhold eller ej. Det handler ikke om, at jeg finder min identitet i min seksualitet, men at min seksualitet er en del af min identitet. Jeg er biseksuel kristen, ikke fordi min seksualitet er vigtigere end min tro, men fordi det er en uløselig del af, hvem jeg er, som nogle mennesker ville gemme væk, hvis jeg ikke selv gør opmærksom på det.
Vi gør det, fordi vi stadig bliver mødt med homo-, bi- og transfobi, både i og udenfor kirken
Min seksualitet fylder ikke mere i mit liv end heteroseksuelles gør. Og den eneste grund til at jeg, og mange andre LGBT+ personer, kristne såvel som ikke-kristne, taler mere om vores seksualitet eller kønsidentitet, deltager i Pride og i det hele taget gør opmærksomme på os selv, er, at hvis ikke vi gør det, bliver vi glemt i samtalen. Vi gør det, fordi vi stadig bliver mødt med homo-, bi- og transfobi, både i og udenfor kirken.
Jeg ved, at emnet er et, der kan skabe splittelse, at det kan føles farligt at tale om, men jeg tror på, at vi bliver nødt til at tale om elefanten i rummet. Og som Kristian Bonde-Nielsen så fint sagde det, vi bliver nødt til at tale med elefanten i rummet.
Vi er her. Også selvom ingen ved det
For vi er i kirkerne. Vi sidder på kirkebænkene, vi synger i koret, vi er ledere, vi er forkyndere. Vi er her. Også selvom ingen ved det. Jeg sad i kirken i flere år, før jeg fortalte nogen, at jeg var biseksuel. Vi er her. Hvis vi da ikke holder os væk, fordi vi enten ikke ved, hvordan vores omgivelser vil reagere, eller fordi vi gør.
Det er et svært emne for heteroseksuelle kristne at tale om, men det er endnu sværere for os, der ikke er heteroseksuelle, hvis vi ikke ved, hvad vi vil blive mødt med, hvis vi siger noget. Og det er hårdt at blive talt om, uden at føle, at man er velkommen i samtalen.
For LGBT+ kristne har lige så mange perspektiver, som vi er mennesker
Derfor er jeg så taknemmelig for seminaret i fredags. Ikke fordi jeg er enig med alt, hvad der blev sagt, men fordi der for en gangs skyld ikke blev talt om os, men med os. Derfor er jeg så taknemmelig for de menigheder og fællesskaber, der stiller sig åbent frem og siger, ”du har taleret her hos os”. Det er ikke gjort med et seminar eller en samtale i menigheden. For LGBT+ kristne har lige så mange perspektiver, som vi er mennesker. Vi er lige så uenige som resten af kirken. Så spørg os og lyt til os. For hvis ikke, forsvinder vi ud af kirken, når vi ikke kan holde til at vente længere.
Af Pia Nielsen, Købnerkirken
Læs også denne artikel om seminaret med Christine Tal MED og ikke om elefanten i rummet
URL: https://baptist.dk/det-er-paa-tide-at-tale-med-elefanten/