”Fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har!”
”Det handler ikke bare om et dårligt match, hvis en relation ikke fungerer. Gode fællesskaber kommer og lever ikke af sig selv. Men de kan forsvinde helt af sig selv!” Interview med Per Arne Dahl.
Lars Midtgaard,
Per Arne Dahl afsluttede i 2018 sin tjeneste som biskop i Tønsberg bispedømme i Norge. Inden han blev biskop var han først knyttet til Modum Bad som leder af Institutt for Sjelesorg og Samlivssenteret. Derefter var han Stortingspræst og præst i Trefoldighetskirken og Domkirken. Det var gennem den tjeneste, at han i 2011 blev kendt som ”Utøyapræsten”. I øjeblikket skriver Per Arne på en bog om ”Sårbarhedens kraft og risiko”, som udkommer til efteråret. Det var også dette tema, som sommerstævnets programudvalg havde bedt ham tage udgangspunkt i torsdag aften og fredag formiddag på sommerstævnet.
Per Arne, når du ser på vort samfund i dag – og her har jeg den antagelse, at der ikke er så stor forskel på Norge og Danmark – hvilke trusler mod det gode fællesskab, ser du så?
Jeg tror, den norske miljøforkæmper, Erik Dammann, har helt ret i sit fokus på de store trusler mod det ydre miljø. At vores klima er ved at blive overophedet. Men Dammann siger også, at samtidig trues vores indre miljø af kulde og frost – af splid. Det er som om, vi tror, at gode fællesskaber og relationer kan klare sig helt af sig selv. Og hvis det ikke går af sig selv, så må vi bare forlade relationen og fællesskabet. Men virkeligheden er meget mere kompleks end som så. Det handler ikke bare om et dårligt match, hvis en relation ikke fungerer. Gode fællesskaber kommer og lever ikke af sig selv. Men de kan forsvinde helt af sig selv! Hvis ikke vi gør noget aktivt for at forhindre det. Derfor er det godt, at I tager temaet om fællesskabet op på dette stævne. Men I må også tage det op på de kommende stævner. For netop fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har. Gode relationer og gode fællesskaber er så vigtige for vores trivsel, uanset om det er i familien, på jobbet eller i menigheden. Når vi er i gode relationer, har vi det godt, og vi kan opleve overskud.
Men kommer der sår, problemer og kriser ind i relationer – uanset hvor det er, så tager dette opmærksomheden og skaber stor energilækage i vores relationer. Derfor er det så vigtigt, at vi tager dette alvorligt og altid fokuserer på fællesskabet.
Netop fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har.
Du berører sårbarhedens muligheder, kraft og risici. Og netop sårbarhed er noget, vi i kirken gerne taler om. F.eks. citerer vi ofte Paulus om at være stærk i svagheden osv. Men hvordan ser du, at vi som kirke er udrustet til at leve det ud og vove at være i sårbarheden?
Vi taler i kirken meget om svaghed, sårbarhed, ærlighed og åbenhed. Men det er lettere sagt end gjort. Meget af det, vi kæmper med i den menneskelige eksistens – helt fra tidernes morgen – er en indbygget modstand i os til at gøre det, vi godt ved, er det rigtige. Derfor er Dietrich Bonhoeffers bogtitel ”Modstand og hengivelse” en rigtig god titel. For vi ønsker jo at leve i fred og fordragelighed med vores familie og nabo. Hvorfor har vi så så stor modstand i os mod at tale om det vanskelige, når det dukker op? Bonhoeffers svar er dette: Alt, som er værdifuldt, har en pris! Derfor tror jeg, at kirkens store udfordring er, at vi hjælper hinanden til at komme over denne barriere og besejre den iboende modstand, og ikke lade os ødelægge ved at give efter for modstanden. Og ikke bare fortsætte med at tage livet for givet, men i stedet tage det som givet!
Bonhoeffer taler jo også om den billige nåde og den dyre nåde. Det ligger måske i os at stræbe efter det, som ikke koster så meget. Er det også en del af det?
Ja, det er præcis det, du siger. Den billige nåde, siger Bonhoeffer, er nåden uden opgør. Det er tilgivelse uden omkostning. Det er den nåde, vi giver os selv, siger han. Så det er vores egenbehandling, vores billige trøst. Hvorimod den kostbare nåde er den nåde, som koster os noget. Fordi vi må give noget. Vi må smide masken og vise ansigt. Vi må ydmyge os, række hånden frem og sige: ”Undskyld, bror! Undskyld søster!” Derfor er jeg overbevist om, at det er den kostbare nåde, som er kirkens hovedkilde. Men samtidig er det den billige nåde, hvor det ses som en menneskeret at følge sit hjertes lyst, uanset hvad det koster for et andet menneske, som er fremherskende i vores kultur.
Jeg tror, den norske miljøforkæmper, Erik Dammann, har helt ret i sit fokus på de store trusler mod det ydre miljø. At vores klima er ved at blive overophedet. Men Dammann siger også, at samtidig trues vores indre miljø af kulde og frost – af splid. Det er som om, vi tror, at gode fællesskaber og relationer kan klare sig helt af sig selv. Og hvis det ikke går af sig selv, så må vi bare forlade relationen og fællesskabet. Men virkeligheden er meget mere kompleks end som så. Det handler ikke bare om et dårligt match, hvis en relation ikke fungerer. Gode fællesskaber kommer og lever ikke af sig selv. Men de kan forsvinde helt af sig selv! Hvis ikke vi gør noget aktivt for at forhindre det. Derfor er det godt, at I tager temaet om fællesskabet op på dette stævne. Men I må også tage det op på de kommende stævner. For netop fællesskab er noget af det mest dyrebare, vi har. Gode relationer og gode fællesskaber er så vigtige for vores trivsel, uanset om det er i familien, på jobbet eller i menigheden. Når vi er i gode relationer, har vi det godt, og vi kan opleve overskud.