Helle Kvist, Nørresundby,
”Fy, skam dig”! Sådan kan man måske høre en hundeejer sige til sin hund, efter den har bidt ejerens nye sko i stykker, – men ellers tænker jeg ikke, at ordet ’skam’ særlig tit indgår i vores daglige tale. Så jeg var spændt på at høre, hvad eftermiddagens foredragsholder havde på hjerte om dette emne…
Det må jeg huske ikke at gøre næste år.
Allerede i forbindelse med sin præsentation af sig selv – hvor Krista måtte indrømme, at hun havde sagt ja til at holde foredraget uden at huske på, at det netop denne dag var hendes mands fødselsdag – kom hun ind på forskellen på skam og skyld: Skyld kan sættes i forbindelse med vores gøren, og skam kan sættes i forbindelse med vores væren. ”Så at booke et foredrag på min mands fødselsdag fylder mig med skyld. Det må jeg huske ikke at gøre næste år”.
”Da jeg skulle vælge emne for mit speciale i forbindelse med mit psykologistudie, havde jeg en vild helligåndsoplevelse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle vælge at skrive om, og hvad gør man, når man trænger til et godt råd? Ringer til sin mor! Hun fortalte, at min moster netop havde læst en spændende bog om skam – og det emne valgte jeg så!
Jeg oplever, at det her er blevet lagt mig på sinde. Gud har forberedt mig på at skulle sige noget om dette emne, om skam, når vi i Danmark var klar til det. Den norske TV-serie SKAM fik os så pludselig til at finde det relevant at tale om, hvad dette ord betyder”.
Vi har mistet ordet og forståelsen af ordet. Skam tænker vi mest på f.eks. i forbindelse med, at én har slået en anden ihjel. Men skam er en følelse, som vi alle kender til – en følelse vi bærer indeni os selv, og ofte ikke taler om. Følelsen af at være forkert og ikke være værd at elske.
Skam er først og fremmest en personlig følelse.
Skam er først og fremmest en personlig følelse. Den kommer indefra og er ikke påduttet af andre. Skam kan også beskrives som frygten for at ryge ud af fællesskabet. Skamfølelsen er den pris, vi betaler for, at fællesskabet er vigtigt for os.
Men den fælles forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert/normalt og unormalt er der ikke længere. Vi har fået en frit-valgs-rodebutik på dette område, og det gør det svært for os at navigere i.
Vi bombarderes gennem medierne og verden omkring os med, hvordan vi bør være eller se ud, for at være rigtige og være succesfulde. Men faktisk er det også vores egne drømme og idealer, der dømmer os.
Bag enhver skam står der et uopnåeligt ideal. Du kommer aldrig til at kunne opfylde dine idealer. De kan være gode rettesnore, men at opfylde dem alle, kommer vi aldrig til at kunne.
Bag enhver skam står der et uopnåeligt ideal.
Vi kender vist alle til at gøre ting, vi egentlig godt ved er forkert, men vi har lyst til det – og bagefter fyldes vi med skam… Bibelen taler om skam, allerede hvor vi hører om Adam og Eva – det er ikke nogen ny følelse eller noget nyt ord. Efter Adam og Eva har spist af æblet, fyldes de med skam.
Men vigtigt er det så at lægge mærke til, at det er Adam og Eva, der trækker sig fra Gud – IKKE omvendt! Når vi har gjort ting i vores liv, som fylder os med skam, så trækker Gud sig IKKE, men møder os med sin nåde – uden at vi har gjort os fortjent til det.
Gud møder os med sin kærlighed og elsker os præcis som vi er – også når vi falder! Et vigtigt budskab for os alle at kende til, uanset hvor gamle vi er – modsvaret på skammen er Guds nåde!
URL: https://baptist.dk/skam-er-prisen-for-faellesskab/