GenOPDAGE det gode fællesskab – Ankomst til Sommerstævnet
Dagen starter hektisk med hold i ryggen, en bil, der skal pakkes færdig, og en datter, der skal hentes hos sin far, før jeg kører mod færgen til Sjælland. Ombord møder jeg det dejligste smil og en hilsen fra et kendt sommerstævne-ansigt, og jeg føler mig straks mere tryg, for jeg ved, at der venter flere af den slags i Lindenborg – Guds fællesskab!
Jamie Lynn Cunningham,
Årets tema er ”GenOPDAGE det gode fællesskab”, og trods smerterne, så er det et fællesskab, som jeg kender godt nok efterhånden til at vide, at jeg kan bede om hjælp om nødvendigt med at få teltet rejst. Men det har datteren selv styr på, for hun har travlt med at kunne nå at rette op på mors forvirring om tilmelding af en kommende 7.klasses teenager-pige, hvor relationerne til dem, hun kender fra tidligere år, i højere grad spiller ind end de nye camp navne. Hun søger det kendte fællesskab.
En pause er tiltrængt og pludselig kigger datteren op fra Snapchat og siger, at der er mange nede i hallen. Jeg må fumle mig frem til papir-programmet for at se, at åbningsmødet allerede starter kl. 16.00, IKKE kl. 17.00! Ungdommens digitale fællesskab reddede mig, og vi træder ind til fællessang. Øjnene vænner sig til mørket, og hallen er proppet. Mange står op, da ledige siddepladserne er få. Ryggen har det bedst med at stå, så vi hopper ind midt i verset, men teksten på skærmen driller og jeg kan ikke de danske sange udenad.
Men lige ved siden af, næsten lige så høj som mig nu, hører jeg min datter synge med – hun kender sangene. Jeg bliver glad inderst inde i hjertet. Og på trods af, at jeg flere gange tilbyder hende, at hun kan finde sine veninder i mængden, lægger hun blot armen om mig og siger, at hun bliver hos mig. Hun ville vores fællesskab, og jeg nyder det mens det varer ved.
Jeg forsøger at koncentrere mig, da talen starter, men jeg kan ikke. Jeg befinder mig i et følelsesmæssigt kaos efter en uge med brudte relationer og sorg. Og jeg får stort set kun en ting med som sætter sig fast om at genopdage det gode fællesskab – det er i øjenhøjden, alle steder omkring os; vi skal blot se os omkring. Men da jeg er vokset op med en blind papfar, som altid var sarkastisk omkring den slags vendinger, hvisker jeg straks til datteren: ”Godt, vi ikke er blinde så!” Hun ryster blot på hovedet over sin pinlige mor.
Men denne iagttagelse spøger i mig igennem aftenen. Er vi blinde? Ser vi dem omkring os? Hvis vi manglede syn, hvilke sanser ville vi så bruge på at ’se’ det fællesskab omkring os? Og alle kan deltage i et hvilket som helst fællesskab, så hvad gør vi, Guds tjenere, anderledes? Ser vi med Guds øjne og Guds hjertet?
Sikkert ikke nok. Måske slet ikke. Måske ser vi kun folks fejl og mangler?
Vi blev opfordret til at smile til andre på stævnet, invitere ind til en kop kaffe og være opmærksom på at lukke nye ind, hvor de måske ellers føler sig udenfor. Og det er absolut også en god idé, for jeg var ’den nye’ for efterhånden mange år siden, og som enlig mor og alene-campist fra min menighed, har jeg manglet et naturlig og givet fællesskab på stævnet, også selv om jeg kender rigtig mange efterhånden. Jeg føler mig stadig som andres gæst eller som den, der står udenfor og kigger ind.
Men i et tilfældigt møde med min redaktionskollega, som har oversat et meget avanceret oplæg fra engelsk til dansk, opdagede jeg, at det er takket være andre, der følte sig udenfor og som fremmede – ja, som endda blev forfulgt – at vi overhovedet har fået evangeliet overdraget til os.
Jeg vil forsøge ikke blot at genopdage det gode fællesskab i det kendte her på sommerstævnet men se, hvor Gud leder mig frem til nye fællesskaber trods mine smerter og brudte relationer. Måske endda på grund af dem.
En pause er tiltrængt og pludselig kigger datteren op fra Snapchat og siger, at der er mange nede i hallen. Jeg må fumle mig frem til papir-programmet for at se, at åbningsmødet allerede starter kl. 16.00, IKKE kl. 17.00! Ungdommens digitale fællesskab reddede mig, og vi træder ind til fællessang. Øjnene vænner sig til mørket, og hallen er proppet. Mange står op, da ledige siddepladserne er få. Ryggen har det bedst med at stå, så vi hopper ind midt i verset, men teksten på skærmen driller og jeg kan ikke de danske sange udenad.
