REMA 1000,
I REMA 1000 arbejder vi med discount med holdning. Discount med holdning er for os en integreret del af vores arbejde, og denne tilgang hænger sammen med vores værdier, som er dybt forankret i den måde, vi arbejder på både i vores bagland samt i vores butikker.
REMA 1000 er en værdidrevet virksomhed, og det er således vigtigt for os, at vores stærke værdier og holdninger også danner udgangspunkt for de varer, som er i vores butikker. Derfor stiller vi bl.a. også store krav til vores samarbejdspartnere og vores leverandører, så vi sikrer de bedst mulige varer.
Begrænsning af madspild har været et af vores helt centrale fokusområder i nu mere end 10 år. Således gik vi i 2008 – som den første danske dagligvarekæde – ind i kampen mod madspild i tæt samarbejde med foreningen ‘Stop Spild Af Mad’, som vi har samarbejdet med på området lige siden. Vi har siden 2008 lanceret en række tiltag, der skal medvirke til bekæmpelsen af madspild hos vores producenter, i vores bagland, i vores butikker samt hos vores kunder. Således har vi bl.a. afskaffet flerstykspriser og i stedet introduceret en fast lav stykpris, så vores kunder ikke behøver at købe mere, end de kan nå at bruge.
Ydermere har vi introduceret vej-selv på en stor del af vores frugt og grønt, hvilket bl.a. har betydet, at vores leverandører ikke behøver at kassere varer, som ikke passer ind i gennemsnitsstørrelsen, samt at vores kunder kan købe lige netop den mængde, de har behov for. Desuden arbejder alle vores butikker med øget opmærksomhed på de varer, som nærmer sig udløbsdatoen, så de kan sælge dem med ekstra prisnedslag et bestemt sted i butikken. I 2016 introducerede vi bl.a. en ny to-kammer emballage på en række af vores kødpålægsvarianter, så varen ikke bliver dårlig, fordi den har været åben for længe.
Ovenstående tiltag er blot et udpluk af det, vi har gennemført siden 2008. I forbindelse med vores 10-års madspildsjubilæum i efteråret 2018 udarbejdede vi en tidslinje, som giver et godt overblik over de fleste af vores initiativer på området. Vores arbejde mod madspild er langt fra ovre, og vi arbejder således hele tiden på at udvide antallet af tiltag på dette område, så vi fortsat kan gå forrest i kampen mod mindre madspild.
Som en del af vores samlede indsats for at bekæmpe madspildet i Danmark har REMA 1000 også indgået samarbejdsaftale med ‘Projekt Hjemløs’ i København. Gitte Johansen er stifter af denne velgørende forening, der består af hende selv og en gruppe frivillige medarbejdere. Hver weekend serverer foreningen varm mad og yder omsorg for hjemløse.
REMA 1000 bidrager til foreningens arbejde ved at levere overskudsmadvarer fra vores centrallager – varer, der ikke kan sælges i vores butikker. Det kan eksempelvis være varer, som er væltet ned fra en palle på vores lager, hvorefter emballagen er blevet bulet og skrammet. Tidligere ville sådanne varer være blevet destrueret, men med dette samarbejde kommer disse varer nu til gavn for mennesker, som har brug for det, i stedet for at gå til spilde.
Derudover har flere af vores butikker også lokale samarbejdsaftaler med bl.a. væresteder eller herberger, så deres overskudsvarer ikke bliver til madspild. Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores indsatser indenfor både miljø- og klimaområdet, og der er således altid nye konkrete ideer og tanker i støbeskeen.
URL: https://baptist.dk/etik-og-dagligvarehandel/