Jytte Abildstrøm er stadig lynende klar og i fuldt vigør. Ud over sit engagement for klimaet maler den tidligere teaterdirektør i øvrigt også ikoner, der ses i baggrunden.
85-årige skuespiller Jytte Abildstrøm har kæmpet for natur og økologi siden miljøåret i 1987. Hendes valgsprog er 'beskyt jord, luft, ild og vand'. Alt andet kommer i anden række.
Lone Møller-Hansen,
Jytte Abildstrøm tager farverigt imod i døren i det økologiske bofællesskab Munksøgård ved Roskilde kl. otte en aften. Hun skulle lige have et foredrag i Holbæk først. Hun placerer os på en lille forhøjning i stuen, og så taler hun den næste time som et vandfald, så jeg har svært ved at følge med på tasterne. Hun strøer om sig med navne på miljø-koryfæer, hun har mødt. Hendes hukommelse er imponerende.
Når hun skal fortælle om sit forhold til skabelsen, begynder hun med at sige, at hun er vokset op med salmer og folkeeventyr. Hun elsker de gamle salmer, og fra nettet ved jeg, at hun lytter til morgenandagten i radioen hver morgen. Forældrene lærte hende, at der skal være konsekvens bag ordene.
Jytte Abildstrøm er stadig lynende klar og i fuldt vigør. Ud over sit engagement for klimaet maler den tidligere teaterdirektør i øvrigt også ikoner, der ses i baggrunden.
Da Jytte var syv år i 1941 blev hendes far arbejdsløs. Familiens held var, at de kendte en gæstfri landbofamilie i Klippinge – på gården Lykkebæk. Her fik Jytte respekt for arbejdet med jorden: ”Vi ville være sultet uden den dejlige familie”.
Som otte-årig spurgte Jytte sin far: ”Hvor længe kan man grave tørv op?” Hun havde allerede fattet, at naturens ressourcer er begrænsede. Det var ilden. Respekten for luften fik hun, da hun som ung besøgte en veninde i England, hvor der blev gravet kul og koks til elektricitet. Der var sort støv overalt. Folk døde som fluer af tuberkulose. Og hun spurgte sig selv: ”Skal vi have lys på bekostning af helbredet?”
Hun sparer på vandet. I bofællesskabet bruger de regnvand til tøjvask. De bruger et sandfilter til at rense spildevandet: ”Det gør, at vi alle skal tænke over, hvad vi vasker tøj og kroppen i …”. Bofællesskabet vander grøntsagerne med regnvand, og urin fra toiletterne kommer ud på markerne: ”Brug aldrig fæces (afføring) til gødning”, understreger hun.
Hun har altid boet i Vanløse – altså indtil hendes ældste søn, Lars, var med til at skabe det økologiske bofællesskab. Efter miljøåret skiftede Jytte spor. Forældrene hjalp hende med at købe en kolonihave, hvor hun byggede en masseovn, havde solfangere på taget til varmt vand, et multtoilet med et lille hul til urin og et stort hul til afføring, et rodzoneanlæg rensede spildevandet og en solcelle opladede et batteri til de to pærer, der var i huset. Et nul-energi-hus. Og naboerne kaldte hende ‘dit økologiske røvhul’.
I 20 år har hun boet i Munkesøgård, hvor 100 familier bor i fem enklaver: ”To små solceller på husets tag, som jeg har fået lov at sætte op, leverer halvdelen af mit årlige strømforbrug, men hvis jeg dør, skal jeg pille dem ned … – for jeg bor til leje”, siger hun. ”Hvis jeg dør?” griner jeg. Det bliver nok nogle andre, der piller solfangeren ned. Men der er alvor bag Jyttes grin.
”For 32 år siden sagde børnene: ’Er der en fremtid, når jeg bliver stor?’ Det er tragisk, at det nu er børnene, der skal stille de voksne til regnskab. Vi skulle have handlet meget før.” Jytte Abildstrøm er bange for at føle sig magtesløs og ked af det. Derfor holder hun stadig foredrag – og giver skideballer. Så sent som samme dag havde hun brugt en af sine gentagne vendinger: ”Du har vundet…” og den ældre dame spurgte, hvad hun havde vundet. ”En skideballe”. Fordi damen ikke brød sig om teglsten som solfangere, ”fordi røde tegl er pænere”. ”Skam dig”, sagde Jytte til hende.
Hun er kendt som et energibundt. Var teaterdirektør i Riddersalen i næsten 40 år. Undervejs fik hun bygget et økologisk inspirationshus i baggården til teateret, og det inspirerer endnu inde på Frederiksberg. Hun glæder sig i dag over, at der er andre børn, som hun selv, der får øjnene op for naturens sammenhæng med vores liv. Med ‘haver til maver’ er ringen sluttet til gården i Klippinge, når børn får adgang til skolehaver og viden om bæredygtighed.
Hun kastede også sine årvågne øjne på Uffe Elbæk, allerede da han var kulturminister. Da han skabte Alternativet, blev hun deres ‘parti-fe’: ”De har kampen for miljøet øverst på dagsordenen. Det er det vigtigste!” Uffe Elbæk har i øvrigt besøgt hende i bofællesskabet.
Hun har et meget skeptisk forhold til kirkernes og skolernes indsats for miljøet: ”Jeg har boet hos mange præster, og det er da en skandale, at man ikke må sætte solfangere op på præstegårdene, kirkerne eller skolerne. De burde da være de første til at være holistiske.” Hun harcelerer også over turismen og det aftryk, både fly og krydstogtskibe sætter på verden.
Jytte Abildstrøm har masser af slogans: ”Nu kan det kun gå fremad” fra H.C. Andersens eventyr ”Hørren”– lettere omskrevet. ”Klogskab skaber magt, og visdom krævet er ydmygt tjenersind”, siger hun og mindes en såkaldt lærd professor, der sagde, at ”giften først når ned til grundvandet om 80 år … og så er vi jo døde”.
Og Jytte fortsætter: ”Jeg kæmper for de kommende generationer.” Hun slutter med endnu et slogan: Der er tre ord, vi skal ændre: ”Forbrug, vækst og konkurrence” skal blive til ”ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed.” Hun og de unge er enige: ”Det vigtige er, at vi alle gør en indsats, som hjælper jord, luft, ild og vand. Til glæde for kommende slægter.”
Og så en lille sidehistorie: Da Jytte Abildstrøm har budt velkommen, tager hun straks en bog fra hylden. Til min overraskelse er det ’Den blå’ – altså baptisternes historie. Hun har fået den af Bent Hylleberg, forklarer hun, og afslører, at hendes oldefar var en af de første baptister – eller rettere, han var ”en dygtig lægprædikant i Københavns Baptistmenighed” i slutningen af 1800-tallet, som der står i ’Et kirkesamfund bliver til’ (s. 87).
Jytte Abildstrøm har baptistiske aner. Hendes oldefar hed Hans Urban Hansen, som faktisk er afbilledet i ”Et kirkesamfund bliver til”.
Han hed Hans Urban Johansen (1851-1931) og var en driftig og ydmyg mand. Der er et billede af ham i historiebogen, hvor han sidder på ’Hammelvognen’: ”Omkring 1886 fremstillede han Danmarks første benzindrevne automobil. Han havde evner, der kunne have ført ham vidt i industrien, men han havde ingen ambitioner om meget andet end at forblive en god kristen. Han anskaffede sig i øvrigt aldrig selv en bil!”, står der i billedteksten. Han er også afbilledet på s. 201.
Bent Hylleberg fortæller, at Jytte var gæst i seniorkredsen i Tølløse i foråret, og virkelig i hopla. Hun vidste så faktisk ikke, at hendes oldefar var baptist, men det afslørede samtalen om den kreative forfar.
Og i løbet af samtalen med mig, fortæller hun så også, at hun faktisk er jøde: ”Min rigtige farfar hed Zabell og stammede fra Gystrow i Mecklenburg. Han var halvt jøde – så min mor var især nervøs under krigen. Men ingen opdagede noget, idet min farmor for længst var blevet gift Abildstrøm!”
URL: https://baptist.dk/beskyt-jord-luft-ild-og-vand/