Feriefred

Torsdagstanke

Feriefred

Jonas Norgaard Mortensen,  

Drømmer du om feriefred; for arbejdet, i sindet og med familien? Mens I nærværende hygger, nyder og op-lever sammen? Drømmen braser desværre ofte af ufred. Arbejdet rumsterer, konflikter ulmer og forskellige forventninger frustrerer.

Fred på hebraisk hedder shalom og beskriver ikke bare fraværet af ufred, men en aktiv fred. En fred, den enkelte ikke finder i sig selv, men får som gave af andre. En relationel fred. Vi kan give hinanden fred.

Giv dine kolleger fred ved at frede dem helt i fritid og ferie. Giv dine børn fred med natur, nærvær og leg. Giv din ægtefælle fred ved at vise kærlighed og anerkendelse. Vær en fredsfyrste – som Jesus. “Min fred giver jeg jer.” Det er ikke nemt, men fred være med det, vi er ikke perfekte, men vi har en feriegave, vi kan give hinanden: feriefred.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/feriefred/