Vi hører ofte, at præster opfatter deres arbejde som et ’kald fra Gud’. Måske gælder det også for læger, sygeplejersker og skolelærere? Men hvad med arbejdsmanden? Og bankdirektøren? Og alle almindelige job, som de fleste tjener det daglige brød ved?
Bent Hylleberg,
Bent Hylleberg, cand.theol., pensioneret efter præste-, lærer- og rektorjob i BaptistKirken. Formand for BaptistKirken 2013-2017.
Der er kommet noget mærkeligt dobbelt ind i vores måde at opfatte vores ’arbejde’ på. Nogle er ’kaldet’ til det. Andre går på arbejde uden bevidsthed om Guds kald. Atter andre har et arbejde, de ikke kan forbinde med Guds kald. Og hvad med de ’arbejdsløse’ – mon Gud kalder dem? Når vi spørger sådan – sprogligt og mentalt – har det at gøre med en historisk udvikling.
Kejser Konstantin har fået skylden for meget. Vores forvirring stammer fra kirken på hans tid. I Romerriget skulle alle efter år ca. 400 være kristne, dvs. de skulle døbes. Og hertil passede barnedåben som fod i hose – både for kejserne og for kirkens mænd. Men når alle sådan er kristne, bliver ingen kristne! ’Guds kald’ kom derfor til at gælde noget andet end det almindelige liv, som alle døbte levede. Gud ’kaldte’ nu nogle af de (barne)døbte til noget særligt: Til at gå i kloster (som munke og nonner), til at lede kirken (som præster) og til at udbrede evangeliet (som missionærer). Til disse ’særlige kald’ blev der indført forskellige ’indvielser’ med ’hånden på hovedet’ (forskellige former for ordination). Befolkningen var blevet et stændersamfund – nogle finere end andre: Præsterne (i kirken) og sygeplejerne (i klostrene) kunne især tale om ’Guds kald’.
Hvor vi bor, er vi påvirket af, hvad Martin Luther gjorde ved en sådan udvikling. Han ville vende den 180 grader rundt! Først opløste han klostrene – og giftede sig med en nonne. Klostrenes formuer fordelte han – med præference for magthaverne. Dernæst nedbrød han det katolske præsteskab – alle, der var ’krøbet ud af dåben’, burde kalde sig ’præst, biskop og pave’! Det fik han dog ikke held med i dén kirkelige verden, der var hans. Men Luther prøvede at rokke ved de instanser i samfund og kirke, der byggede deres identitet på de særlige indvielser. Derfor måtte han også finde på noget nyt om ’Guds kald’.
Vi har alle fået en opgave, fordi vi er ’skabt i Guds billede’, nemlig at tage vare på hele skaberværket.
Luther levede i et statisk samfund, hvor alle skulle være barnedøbt. Hvis denne form for ’dåb af alle’ skred, frygtede Luther, at samfundets stabilitet faldt sammen – derfor bekæmpede han døbere. Hans opfattelse af, hvad ’Guds kald’ indebar, kom til at tjene den nye samfundsmodel, som han prøvede at opbygge: Alle, der er barnedøbt, tjener Gud i og med det erhverv, de har – præcis på den plads i samfundet, hvor de lever deres dagligdag. Kongen, læreren, bødlen – ja, alle opfylder ’Guds kald’ på den plads i samfundet, som de har fået! I Luthers samfund var der ingen plads til oprør. Thomas Kingo har fanget den teologi i én af sine salmer: ’Jeg i mit kald og stand/ min Gud og Fader kan/ tilbørlig dyrke’. Sådan forholder det sig – det er hertil, vi står op hver dag!
Han behøver en kirke – et ’Guds folk’ – som vil forny det skabte, hvor det har lidt skade, og som vil oprejse mennesker, hvor de lider nød.
Når jeg læser Bibelen, ser jeg noget andet. Den taler dobbelt om ’Guds kald’ på en anden måde. Vi har alle fået en opgave, fordi vi er ’skabt i Guds billede’, nemlig at tage vare på hele skaberværket.[1] Den opgave får vi – hvad enten vi er kristne eller ej – ifølge den kristne teologis opfattelse af, hvad livet går ud på. Men hertil kommer det ’særlige’, der udspringer af det budskab om ’Guds rige’, der udgår fra Jesus. Han behøver en kirke – et ’Guds folk’ – som vil forny det skabte, hvor det har lidt skade, og som vil oprejse mennesker, hvor de lider nød.[2] Forudsætningen for at leve sådan er, at vi personligt hører evangeliet, tror på det og tjener det. Det er hertil, Jesus kalder mennesker, han møder. ’Guds kald’ gælder os alle – til en sådan tjeneste. Hertil indvies vi i dåben – for resten af livet! Her er plads til bevægelse og opbrud. Det er kald til ’radikal kristendom’.
[1] Vi har alle fået opgaven at værne om det skabte, se 1. Mosebog kap. 1, vers 26-28.
[2] Alle kristne har fået opgaven at bringe evangeliet til andre, se Matthæus kap. 28, vers 16-20.
URL: https://baptist.dk/guds-kald-til-hvad-og-hvorfor/