Gud – den store komponist

Gud – den store komponist

Miniprædiken til korets julegudstjeneste i Vodskov, hvor temaet var 'musik'

Svend Eli Jensen,  

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud – og Ordet var Gud

Gud var der. Komponisten var der med sin vision og sin skaberevne – noget skulle blive til.

Jorden var der. Alt var tomhed og øde. Komponisten sad med sine farver, sin pen og med sit blanke, ubeskrevne papir. Komponistens Ånd var der, lysten og viljen til at skabe! Der skal være lys. Der skal være en hvælving, der skiller vandets dyb fra en himmel. Der skal være levende organismer – træer, dyr, fisk, fugle – der skal være nat og dag!

Komponisten skabte mange forskellige toner, skalaer, lyse toner i dur, mørke toner i mol – og komponisten satte tonerne på papiret. Guds jord – levende med døgnets og årets tider – blev til. Eller vi kan sige: Komponistens partitur med stemmer og nodesystem blev til. Komponisten så, at det var godt.[1]

Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede

Gud sagde til menneskene: Nu giver jeg jer det hele, underlæg jer jorden og hersk over det alt sammen. Komponisten gav os de fine instrumenter, de skønne toner, de rigtige skalaer – ja hele partituret. Vi var udvalgt til at være musikere, der sammen skulle skabe en harmonisk himmelsk melodi, en symfoni på jorden.

Komponisten ønskede, at de første musikere skulle spille i en koncertsal med perfekt akustik – Edens Have. Men musikerne var selviske. De lyttede ikke, de indså ikke betydningen af komponistens ønske om samspil, og de brugte ikke komponistens partitur efter hensigten. De måtte forlade koncertsalen. De ville selv bestemme, ville selv komponere det ultimative – de ville selv bygge en symfoni op – et babelstårn. Kun få lyttede efter de ‘læremestre og musikprofeter’, som komponisten havde sendt ud.

Billede 2Komponisten blev vred – og var på nippet til at ødelægge partituret, fyre alle musikere og udslette hele orkestret. Men hans kærlighed til det skabte og de få trofaste og lydhøre orkestermedlemmer fik ham til at overveje situationen. Så fik komponisten en idé, en ny tanke, en ny vision!

Der kom et menneske udsendt af Gud

Hans navn var Johannes. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Komponisten lod således en særlig udsending – en forsanger – annoncere, at han ville sende os, orkesterets medlemmer, en dirigent – Jesus. En dirigent, der havde komponistens velbehag og komponistens ånd. En dirigent, der ser hver af os som den musiker, vi nu er – ser den tonedøve, den der spiller falsk, den der spiller for højt, den der slår på pauken på det forkerte tidspunkt. En dirigent, der utrætteligt vil undervise os i, hvordan vi som orkestermedlemmer skal spille. En dirigent, der dæmper os eller løfter os op med en fast, blid hånd. En der siger: Forstår du ikke? Lyt efter – prøv igen, når du spiller forkert. En der siger, du har stadig din plads i orkestret.

Sikken en chefdirigent – vi har fået! Så lad os spille!

Som orkestermedlemmer må vi lytte efter dirigenten og forsøge at finde den livsmelodi, der giver en harmonisk symfoni i vores sind. Er tonen ikke helt ren, så må vi lytte efter og forsøge igen.

Når vi skal spille sammen, må vi hver især læse i vores nodehefte – Bibelen – og vi må rette opmærksomheden mod og lytte til dirigenten. Se efter, hvornår jeg skal dæmpe tonen fra det instrument, som jeg har – eller hvornår jeg skal falde ind i musikken med min klang. Måske skal den dybe bas vente på trianglens sprøde lyd. Måske må celloen stille lytte til, hvad harpen ovre fra hjørnet har at sige. Og skulle du spille 2. violin et stykke tid, har du fortsat en uundværlig stemme i orkestret.

Lad os spille og synge med på sange, der fortæller os om livet: Skove der falmer, sorgen der river i os, morgenstund med guld i mund, dåbens vande, livet der koster livet – og vidundertro, der slår gyngende bro over dybet.

Du og jeg må efter bedste evne spille og synge med på livets symfoni, når komponisten har valgt dig og mig til at være med i orkestret. For dirigenten siger: Jeg kan ikke undvære din klang!


1 Prædikenen er inspireret af Johannes-evangeliet kap. 1, vers 1-18 og 1. Mosebog kap. 1

URL: https://baptist.dk/gud-den-store-komponist/