Britta Schall Holberg:
Danmarkskanon: Velfærdssamfundet
Vi har i Danmark i en lang række år ment, vi havde svaret på, hvad velfærd er.
Britta Schall Holberg. Uddrag af kronik,
Britta Schall Holberg:
Måske er det på tide, vi eftertænker, om det virkelig er velfærd, vi skaber. Vi har en lang tradition for en frihedskultur, som bygger på den kristne tankegang: Hvert enkelt menneske har fået livet givet som en gave og en forpligtelse. Det enkelte menneske er noget, betyder noget og er sat ind i fællesskab med andre.
Nogle tror, at frihed betyder, at jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, men jeg begrænses af, at jeg ikke kun er mig selv. Friheden, styrken, men også trygheden ligger netop i, at jeg ikke er overladt til mig selv. Det tankesæt genfinder vi i arbejderbevægelsens og bondefrigørelsens oprør mod at være almue, men også i andelsbevægelsen, hvis grundholdning er én mand én stemme, uanset rang og stand.
I vores traditionelle velfærdsmodel har vi defineret frihed som frihed FRA. Friheden blev at slippe for forpligtelsen. Frihed blev at kunne realisere sit eget jeg uden snærende bånd. Vi begyndte at lægge vægten på, at vi er kunder, forbrugere, snarere end på, at vi er borgere. Og hvem er købmanden med varerne? Politikerne? Vi kaldte denne form for velfærd for tryghed. Men tryghed er ikke, at andre agerer for en, men at man selv er i stand til at agere.
Vi burde definere frihed, som friheden TIL – til at skabe og bruge alle de mangfoldige muligheder, friheden giver. Tryghed er, at vi føler, at vi kan og tør agere selv. At vi tør tage vare på hver vores liv, og at vi erkender, at de valg, vi foretager, har en konsekvens. Hvis vi skærmer os mod tilværelsens vilkår, bliver vi alt for bange og usikre og dermed alt for sårbare.
Det enkelte menneske er noget, betyder noget og er sat ind i fællesskab med andre.
Til grund for det velfærdstankesæt, som vi har udformet, har netop ligget, at vi har opereret med begreberne de stærke og de svage. Vi har betragtet krav og forventning som noget direkte asocialt. Det var simpelthen synd at stille forventninger og krav til hver enkelt. Kravene kunne adresseres til samfundet: Om lykken, om at levere ydelserne, og det selv om vi vist alle sammen ved, at det netop er af forventningerne og kravene til os – vores egne eller andres – at vi vokser, glæder os, oplever livets fylde, fordi vi oplever, at andre har brug for vores indsats. Det har de svage måske endnu mere brug for end mange andre.
Frihedsidealet er overtaget af mistillid i stedet for tillid: Jeg tror, du kan, er blevet til: Jeg tror ikke, du kan.
Vi har gjort noget andet. Vi har nurset og omsorget mennesker – i den bedste mening. Vi har rubriceret flere og flere som svage, og årsagen skal søges i, at politikernes genvalg betinges af den idé, at der er nogle, de kan gøre noget for. Den personlige selv-usikkerhed, som den omsorg giver, kommer let til at betyde, at forandring opfattes som en trussel, samt at vi ikke får stillet de nødvendige spørgsmål til dét, der sker, og vi sætter ikke andre mål for vores tilværelse, end dem vi får vist i TV og bladene – eller får anvist af socialforvaltningen eller det politiske system – som det rigtige liv.
I et samfund, som i lutter velvilje og omsorg har misforstået begrebet tryghed og gjort mennesker selvusikre, kan det ikke undre, at man for at holde sammen på det hele, griber til at lovgive mere og mere minutiøst. Dermed bliver politik mere og mere moralsk og mere og mere indgribende i det enkelte menneskes tilværelse. Vi stoler ikke på, at de/vi kan/vil stå til ansvar selv. Det liv bliver imidlertid uudholdeligt for mennesker. Det føles som en indblanding og et diktat og som en umyndiggørelse, at jeg hele tiden skal flyttes rundt af andres meninger og kontrol, i stedet for at jeg lytter til min egne signaler og handler efter det, jeg synes er rigtigt.
Friheden blev at slippe for forpligtelsen.
Det afføder en folkelig apati, som kalder på endnu mere regereri og kontrol, som – hvis det fortsætter – fuldstændig stækker menneskers kræfter og lyst til at trække med. Mistroen, misundelsen, men også ligegyldigheden stiger, fordi appellen til selvansvarlighed helt forsvinder. Min næste, det andet menneske, den fremmede, bliver min fjende. Ikke en, jeg er forpligtet overfor, men en, der vil tage noget fra mig. Det er der ikke megen glæde og livskraft i. Vi er efterhånden nået til det punkt, hvor frihedsidealet er overtaget af mistillid i stedet for tillid: Jeg tror, du kan, er blevet til: Jeg tror ikke, du kan.
Samfundets opgave skal være at tage sig af dem, der ikke magter at klare sig selv, så også de kan opleve, at de er med til at tilføre samfundet værdi, men også at sikre, at rammerne for menneskelig udfoldelse og kreativitet bliver så vide, at så mange som muligt føler sig inspireret og tilskyndet til at yde til det fælles.
Den originale kronik fra 3. oktober 2018 kan læses her: https://stiften.dk/debat/Tror-vi-stadig-paa-folks-doemmekraft-eller-lader-vi-os-styre-af-teknokraternes-systemer/artikel/536782
For mig er der tale om to alvorlige samtaler, vi må tage: Vil vi folkestyret? Tror vi på det almindelige menneskes almindelige dømmekraft, eller vil vi lade os styre af enkeltsager og et stadig stærkere teknokratisk præget system uden idé? Og: Er det rimeligt, hvis det system, vi har troet på, skal gå i knæ, fordi vi har overbebyrdet det med opgaver, som i virkeligheden fører durk bort fra det menneskesyn, vi engang lagde vægt på, var målet: Den værdige, ansvarlige borger?
URL: https://baptist.dk/tror-vi-stadig-paa-folks-doemmekraft/