Et kapel og bevæbnede vagttårne markerer grænsen mellem Norge og Rusland.
Camilla Westen,
Højt mod nord i Norge, hvor landet laver et lille buk mod øst ud mod Varangerfjorden, ligger en bebyggelse ved navn Grense Jakobselv. Stedet markerer grænsen mod Rusland og huser i vore dage ikke meget andet end en grænsestation og et kapel. Kapellet ligger smukt på en bjergtop, og inde fra kirkerummet har man udsigt både til Barentshavet og bevæbnede russiske vagttårne. Det blev bygget i 1869 som et resultat af norsk-russiske stridigheder angående fiskeriet ved rigsgrænsen. Det skulle være den indiskutable markering af grænsen mellem det evangelisk lutherske Sverige-Norge og det russisk-ortodokse Rusland.
Hertil, men ikke længere, går det evangelisk lutherske rige. Hertil, men ikke længere, går det norske Guds rige. Og jeg kan ikke lade være med at tænke to ting.
Det ene: Minder det ikke lidt om en tendens i vores eget land? En tendens til at holde Guds navn op som en gyldig – sådan da, hvis man lige tager de rette briller på – afgrænsning over for fremmedfolk.
Det andet: Mon Gud var med på råd, da de besluttede at bygge et grænseskel i hans navn? Synes han mon, det var en super idé?
“Ja, lad os afgrænse og opdele i mit navn!”
“Lad os bruge mit navn til at dømme mennesker indenfor og udenfor!”
“Brug endelig mit navn til – politisk – at indhegne jeres egne interesser!”
Nok ikke.
For er der noget, Gud ikke gør, er det at begrænse sit rige. Vi begrænser vores riger, men Gud begrænser ikke sit. Han gør netop det stik modsatte, når Jesus sender sine disciple ud med beskeden om at gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen.
Alle skel blev smadret lige der – politiske, geografiske, kulturelle, religiøse skel – blev opløst af Jesus’ ord. Vi er stadig forskellige som mennesker, men for Guds kærlighed er vi alle lige. Den er nemlig grænseløs, og den forskanser sig ikke i et kapel ved den russiske grænse.
URL: https://baptist.dk/graenseloes/