Morris Johnson (1890-1947) og hans virke i 1900-tallets begyndelse i Vendsyssel.
Bent Hylleberg,
Simon Jacobsen:
’Den store vækkelse. Den dansk-amerikanske evangelist Morris Johnsons liv og tjeneste’, Udfordringens Forlag 2018. 293 sider, 249 kr.
Morris Johnson var en usædvanlig 21-årig evangelist set med befolkningens briller på Løkken-egnen. Han kom som et friskt pust som en ung, smuk og ugift prædikant og sang-evangelist med nådegaver til at virke som helbreder – altså en såkaldt karismatisk prædikant. Et enkelt sogn var ikke nok for ham. Under sine tre ophold her i landet virkede han både i Norge og Sverige. Men inden vi kommer så langt, skal scenen omkring ham sættes. Det kræver en lang introduktion!
Bogen om Morris Johnson begynder efter to forord – et lokalhistorisk og et frikirkeligt – med en præsentation af forfatteren selv. Herpå sættes scenen i de følgende kapitler: Et om ‘1300 år med kristendom i Danmark’, hvor vi føres frem til baptismens opståen i 1839 og Grundloven ti år senere. Det bringer os til Morris Johnsons ’Forfædre i Danmark’, idet familien stammede fra den baptistiske Nazaræermenighed, der virkede i og omkring Givskud efter 1850erne. Familien udvandrede i 1872 til USA fra Farre baptistmenighed. I USA blev disse immigranter en del af de nye danske baptistmenigheder. Morris fik sin ‘Opvækst i Amerika’ på prærien i en søskendeflok med 12 børn. Som 16-årig blev han døbt i Guds menighed, Church of God. To år senere blev han ’døbt med Helligånden’ og lovede Gud at rejse til Danmark som evangelist. Efter et kort træningskursus for evangelister rejste han sidst på året 1910 til Danmark.
Herpå foretager forfatteren et sceneskift og indfører os i ’Løkkens historie’. Byens og omegnens udvikling skildres – ikke mindst handelspladsens opbygning og betydning gennem århundreder. Det fører naturligt over i kapitlet om ’Byens åndelige tilstand’, hvor der bliver redegjort for de kirker og trosretninger, der var i Løkken, da Morris Johnson kom. I det næste afsnit om ’Årsagen til vækkelsen’ hører vi om en af byens drukkenbolte, der blev ramt af evangeliets lyn, omvendt og døbt som baptist. Han hed Carl Christensen. Han skabte efterhånden en stor herreekvipering og skotøjsforretning i Løkken. Parallelt virkede han som prædikant i de fleste vakte kirkelige kredse i Løkken og omegn, indtil han ombyggede sit hønsehus til en stor mødesal. Som kristen kaldte han sig ’Kongesøn’ og blev derfor kaldt ’Prinsen af Løkken’. Det var ham, der indbød Morris Johnson.
Bogen handler herefter (fra s. 89!) om den amerikanske evangelist. Morris Johnsons budskab fængede, og han samlede i 1911 flere hundrede deltagere til møderne. Dåbshandlingerne fandt bl.a. sted i Nold Sø, i Vesterhavet og i Furreby Bæk, som de lokale herefter kaldte Jordanfloden! Byens apoteker, der var unitar, rejste i løbet af kort tid indsigelser imod prædikanten. Og de lokale restauratører og hotelejere blev aggressive, fordi de blev ramt på brødet, når løkkenboere og byens feriegæster blev ramt af evangelistens budskab. En dåbshandling i ’Jordanfloden’ ved midnat og Johnsons hjemrejse i 1912 efter en intens indsats – også i Norge og Sverige – var især medvirkende årsager til at sætte sindene i kog.
Han blev nu anmeldt for at være mormon (datidens skældsord, som mange døbere fik påklistret), for hvid slavehandel (dvs. hvervning af kvinder til prostitution), for gendåb af nøgne kvinder og for at stikke af med Guds menigheds pengekasse! Alt dette førte til en undersøgelse via den lokale sognepræst, Aalborgs biskop og datidens Kirkeministerium, inden sagen landede på statsminister C. Th. Zahles bord, idet denne også var justitsminister.
Morris Johnson kom anden gang til Skandinavien i 1913, hvor han igen virkede med Løkken og Hjørring som centrum. Vækkelsen havde nu konsolideret sig så konkret, at Guds Menighed kunne indvi kirkebygninger i Hjørring (1914) og i Kaas (1916). Imens havde beskyldningerne imod Johnsons fremfærd grebet så meget om sig, at hans sag – som sagt – måtte undersøges til tops.
Sognepræsten bagatelliserede polemikken mod Johnson. Han regnede ikke hans foretagende for mere end ’suppe på en pølsepind’! Efter både biskoppelig og ministeriel vurdering lød Zahles konklusion i et brev dateret lillejuleaften 1913: ’Justitsministeriet finder ikke Anledning til at udvise den Paagældende’, men ’derimod skal man anmode Amtet om at foranledige, at der træffes saadanne Foranstaltninger mod Johnson og hans Sekt, at deres Foretagender, navnlig Daabshandlinger, ikke giver anledning til offentlig Forargelse’. Det var en god julegave til Johnson, der fortsatte sin virksomhed til langt hen på foråret 1914, hvorpå han vendte tilbage til Wisconsin.
Herpå følger vi Johnsons virke ’I Amerika i årene 1915-22’, hvor bruddet med Guds menighed fandt sted. Det drejede sig især om tolkningen af ’de sidste tider’. Rygtet om hans ’Tredje ophold i Danmark’ i 1922 gik forud for hans ankomst. Hverken metodister, toneangivende folk fra missionsforbundet eller baptister ønskede at byde ham velkommen. Guds Menighed gjorde det sikkert langt mindre, men det hører vi intet om. Vores egen P. Olsen skrev året før under overskriften ’Løkkens Profet’: ’Det var vist alligevel bedre, om Johnson blev i Amerika. Han kan næppe bringe noget i lave i Danmark, og der er vist heller ingen særlig grund til at tro på hans ’omvendelse’ [hans tilslutning til Moody’s vækkelsesbevægelse]’.
Johnson ankom alligevel med sin kone og deres første barn. Og nu fandt Missionsforbundets landsleder, Jens Jensen-Maar, hans virke i USA så lovende, at Morris Johnson også måtte kunne bruges som evangelist her i landet. Johnson fik derfor denne gang i ca. ½ år lov til at prædike over hele landet i og ud fra Missionsforbundets menigheder. Bogens sidste afsnit handler om ’Tiden i Amerika 1922-47’, hvor Morris Johnson fortsatte sit fremgangsrige virke ud fra den menighed i Racine, han selv havde grundlagt.
Simon Jacobsen er en dygtig fortæller. Bogen er skrevet i en let læst, folkelig fortællestil. Bogen bruger kildematerialet, der er fundet mange steder, optimalt – herunder Morris Johnsons egne optegnelser. Men fremstillingen ville have vundet ved en tæmning af alt for mange detaljer og gentagelser – fx lange enslydende citater fra mange aviser. Billederne fastholder et tidsbillede og gør bogen ekstra interessant, men mange ligner hinanden; og hvorfor skal vi se det samme billede af ’Jordanfloden’ to gange (s. 119 & 189)? Indholdsmæssigt savner jeg en statistik over Johnsons dåbsvirke og menighedernes størrelse. En sådan kunne have sat hans indsats i relief i samspil med datidens andre menigheder på egnen.
Både først og sidst i bogen fortæller Simon Jacobsen sin egen historie. Dette fokus er interessant, men det er også med til at forrykke perspektivet fra Guds Menighed, som Morris Johnson grundlagde her i landet. I det sidste kapitel ’Vækkelsen i Løkken fortsatte’ hører vi intet om den kirke, Johnson grundlagde. Derimod fortælles der, at Pinsemissionen kom til Løkken i 1920, og at byens pinsemenighed – efter det landsdækkende brud i Pinsebevægelsen i 1924 – blev en del af Apostolsk Kirke. Og så er ringen sluttet, idet Simon Jacobsens egen historie har sine rødder netop her – både i Løkken og i byens Apostolske Kirke.
Bogen er interessant, når jeg læser den som baptist. Den indeholder en skildring af baptismens historie på Løkken-egnen. Det, der gjorde Johnsons virke problematisk, var især ’gendåben’ – et træk, der var alment i samtidens polemik, hvor ’døberne’ virkede. Hertil kommer, at bogen også belyser sammenhængen mellem dansk og amerikansk kirkeliv. Mange danske baptistprædikanter blev uddannet i Chicago, hvorefter de arbejdede både i Danmark og Amerika. Forskellen på deres og Johnsons virke var, at de unge baptistprædikanter blev inviteret hertil af Baptistsamfundet, hvorved en frasortering af ’de for amerikanske prædikanter’ fandt sted. Ikke alt amerikansk kunne kopieres her til lands uden at skabe vanskeligheder! Det vidner Morris Johnsons virke også om.
URL: https://baptist.dk/missionaeren-der-satte-sindene-i-kog/