Grønne spirer og et fællesskab af forskelle

Sensommertanker

Grønne spirer og et fællesskab af forskelle

Når Torben Andersen ser tilbage på sommeren 2018, er der især to ting, som inspirerer ham til en ny sæson i hans daglige virke som præst og forkynder af de gode nyheder. At vand giver nyt liv til svedent græs og at mangfoldighed er en rigdom. To erfaringer denne sommer er nærmest blevet profetiske for Torben.

Torben Andersen,  

Torben Andersen, præst i Hjørring Baptistkirke og medlem af ledelsen i Baptistkirken i Danmark.

”Når Helligånden meget konkret puster nyt liv til tankerne, kan de give en fornyet tro på, hvad Gud formår at gøre ved sin Ånd.” Det opdagede Torben som en sammenhæng mellem dette års sommerstævnetema, ”gen-Opdag de gode nyheder” og det kommende: ”gen-Opdag det gode fællesskab!” Han fortæller:

Brønden

I juli var min kone, Else Marie, og jeg på Treldenæs Camping mellem Vejle og Fredericia. Vi placerede campingvognen på en tør og god plads tæt på vandhanen. Så var der ikke så langt til friskt vand og vi kunne følge lidt med i, hvad der skete på pladsen. Mange falder i snak ved vandhanen og ofte hjælper man hinanden. På et tidspunkt sagde Else Marie: ”Det er jo næsten bibelsk, at brønden er mødested for mennesker på tværs af alder og køn.”

Men det, der talte stærkest til mig, var det grønne græs i en kort radius omkring vandhanen. Midt i sommerheden og tørken var der det friskeste grønne græs omkring en vandhane på Treldenæs Camping.

Helligånden skaber nyt liv på selv de tørreste steder.

”Det må jeg have et billede af”, sagde jeg. Helligånden var allerede på spil og jeg kunne se, hvordan jeg ville bruge illustrationen i min forkyndelse. Vand giver liv og grønt græs selv i den tørreste sommer. Hvorfor var der vand? Jo, dels fordi man spildte vand, mens man fyldte nyt i kander og flasker, og dels fordi der var et hul i cementkummen. Overskudsvandet skulle nemlig ikke stå og blive ulækkert, men lige så stille løbe ud på jorden. Resultatet var grønt græs tæt på vandkilden. Et af de bibelske billeder på Helligånden er vand. Helligånden skaber nyt liv på selv de tørreste steder. Det spildte vand talte også til mig om Guds kærlighed. Om ødselhed når det gælder at sprede Guds kærlighed og de gode nyheder!

Naturbrand

Senere på sommeren var vi igen nogle dage på camping. Denne gang i Nordjylland og da hørte vi om en voldsom naturbrand midt i sommerhusområdet i Blokhus. Det var galt nok med et nedbrændt hus og et par beskadigede, men hold da op, hvor kunne det have gået helt galt.

Det gik op for os, da vi mindre end en uge efter branden var hjemme igen i Pandrup og gik en aftentur i Blokhus. Da skete det igen. En illustration voksede frem af jorden og Else Marie kunne mærke, at jeg blev inspireret.

”Det må jeg have et billede af”, sagde jeg, og gik samme tur et par dage senere med mit kamera. På brandtomten var alt sort og svedent. Jorden syntes gold, men i udkanten af tomten, så jeg grønne spirer vokse frem af den sorte jordbund. Hvorfor? I samme øjeblik kom tanken til mig. Brandvæsenet havde sprøjtet og pøset vand på i uanede mængder for at slukke ilden. På det tidspunkt af sommeren var det stadig knastørt, men vand gav liv og nye spirer voksede frem. Hvordan kunne det ske så hurtigt? Jo, der har været et rodnet eller nogle frø med et mægtigt potentiale til at vokse frem en dag. Hvad, der manglede, var vand og noget udrensning. Da vandet flød, ganske vist i dette tilfælde på tragiske vilkår, vældede spirerne frem. Vand giver liv og vand er åndeligt set også her et billede på Helligånden. Samtidig talte billedet også til mig om, at frøene var der. Under overfladen var et rodnet med enormt potentiale for vækst. I disse år tales der meget om forandring og at tænke nyt, hvilket kan være meget rigtigt og have sine årsager, det være sig i menighed eller kirkesamfund, men dybest set handler det mere om at få det frem, som allerede er tilstede som skjult potentiale. At genopdage det gode fællesskabs muligheder og se, hvad Gud vil med sin menighed og kirke!

Herved kommer jeg til min anden inspiration denne sommer.

Forskelle

Udgangspunktet her er Scot McKnights undervisning på sommerstævnet i Lindenborg de fem formiddage. At genopdage evangeliet. Jeg havde læst noget af ham i forvejen, så mine forventninger var store, og de blev mere end indfriet. En både enkel, dyb og relevant undervisning på samme tid.

Hvad er kirken tænkt at være, spørger han. Hvis kirken er, hvad den er tænkt at være, hvordan ser så det kristne liv ud?

Inspirationen blev kun større, da jeg hjemme igen begyndte at læse en bog af ham, jeg havde købt i bogteltet: A Fellowship of Differents (Et fællesskab af forskelle) med undertitlen: Ved at vise verden Guds design for liv i fællesskab. En del af hans undervisning på stævnet uddybes faktisk i denne bog, der handler om kirken og det at være menighed med især Paulus og de første menigheder i Romerriget som eksempler. Hvad er kirken tænkt at være, spørger han. Hvis kirken er, hvad den er tænkt at være, hvordan ser så det kristne liv ud? Det er, hvad denne, for mig, meget inspirerende og relevante bog handler om.

Scot McKnight siger bl.a.: ”Kirken, som Gud designede den, er at være et fællesskab med forskellige og forskelle. En blanding af mennesker fra alle hjørner: mænd og kvinder, rige og fattige, sorte og hvide, og alle derimellem. Et fællesskab af forskelle udtrykker kirken som Guds verdens-forandrende-sociale eksperiment med henblik på at bringe forskellige og forskelle til bordet for at dele liv med hinanden som en ny måde at være familie på, idet man viser verden kærlighed, retfærdighed, fred, forsoning og hvordan livet sammen er designet af Gud til at være.”[1]

Her er mangfoldighed en rigdom og ikke en begrænsning. Her sættes den anden højere. Her drejer det sig ikke om få sin egen mening eller vision gennemført. Her søger man ikke bare fællesskab med de ligesindede. Her handler det om at være fællesskab med dem, som Gud har sat mig sammen med, så broget det fællesskab end ser ud.

”Gud er en farverig Gud”, lød det ofte for år tilbage i Naturlig Kirkevækst materialet til stor inspiration for mange, mig selv inklusiv. Jeg tænkte: ”Hvis Gud er farverig, hvordan kan det så være, at vi så ofte gør ham så sort/hvid?”

Jo, det er et privilegium at være en del af det kristne fællesskab og se, hvad Gud vil gøre med det!

Hvad Scot McKnight igen og igen understreger er, hvor banebrydende og anderledes det har været, at jødekristne og hedningekristne sammen har dannet husmenigheder og delt liv og tro med hinanden, så forskellige de end har været. Jeg oplevede denne sommer en større kærlighed til menigheden / kirken – så bøvlede forskellige meninger, personrelationer, prioriteringer, nytænkning og dagsordener end kan være nogle gange. Jo, det er et privilegium at være en del af det kristne fællesskab og se, hvad Gud vil gøre med det!

Det grønne græs og de grønne spirer taler til mig igen. Jeg tror, Helligånden er på spil. Ser vi potentialet for vækst, der hvor Helligånden allerede er på færde? Vover vi at genopdage det gode fællesskab med udgangspunkt i de gode nyheder med Jesus i centrum? Måske er det ikke altid så megen nytænkning, vi har brug for, men snarere et nyt syn på menigheden / kirken for at kunne se, hvad Gud allerede har tænkt med dette fællesskab?


[1] Scot McKnight, A Fellowship of Differents, Zondervan, 2014. Min oversættelse fra bogens omslag.

URL: https://baptist.dk/groenne-spirer-og-et-faellesskab-af-forskelle/