Jonatan Midtgaard,  27. januar 2016

Som tvillinger har de fælles opvækst, og de har samme uddannelse, men har valgt forskelligt i forhold til tro.

Johan Fynbo er ansat som fysiker på Københavns Universitet

Hvad arbejder du med?
Jeg studerer egenskaberne og sammensætningen af galakser i det tidlige univers. Jeg har altid været fascineret af stjernehimlen. Derfor valgte jeg at studere fysik på universitetet i Aarhus. Min bror tog med. Han ville vist også være astronom på det tidspunkt.

Hvad betød kristendommen i din opvækst?
Mine forældres baggrund var i Indre Mission, men det fyldte ikke livet derhjemme. Vi gik i kirke et par gange om måneden, og så blev vi sendt i søndagsskole i missionshuset. Det blev de fleste af landsbyens børn. Det var ikke noget særligt. Med derfra fik jeg en ikke særlig dogmatisk tro – en simpel barnetro. Jeg prøver stadig at fastholde, at min tro ikke skal være alt for dogmatisk og at give det videre til mine børn. Jeg fortæller dem, hvad jeg tænker og har fået fortalt, og så kan de selv tage stilling.

Vi skal ikke sige, at nu ved vi, hvordan alting er. Det er hovmodigt over for hele den menneskelige situation.

Hvorfor ser nogen en konflikt mellem tro og videnskab?
Der kan være problemer på begge sider. De religiøse går for langt, når de kommer med naturvidenskabelige synspunkter baseret på bibelske udsagn om fx jordens alder og menneskets udviklingshistorie. På et tidspunkt bliver det latterligt. Jeg tror, det skyldes en misforstået ydmyghed over for Bibelen. De har en bestemt tolkning af Bibelen, som de mener er ufravigelig. Hvis de opgiver den tolkning, føler de, at de går på kompromis med, hvad de bør mene er sandt. Langt de fleste kristne mener, at det er en forkert måde at læse Bibelen på.

Modsat kan det også blive et problem, når folk tror, at videnskaben har afdækket, hvordan virkeligheden er: Først var der ingenting, så var der Big Bang, nogle partikelfelter, og for nylig kom der så liv. Der er ingen gud i den beskrivelse, så det er meningsløst at tale om, hvem eller hvad gud er. Men den tankegang er også for dogmatisk. Fysikkens resultater i løbet af de sidste to hundrede år er en fantastisk præstation, men vi skal ikke sige, at vi nu er færdige – nu véd vi, hvordan alting er. Det er hovmodigt over for hele den menneskelige situation.

Verden har mange flere aspekter og er meget dybere end det, vi tænker lige nu.

Vil videnskaben en dag pege på eksistensen af en gud?
Verden har mange flere aspekter og er meget dybere end det, vi tænker lige nu. Jeg har mit verdensbillede fra troen og mit professionelle liv. Det går ikke op i en enhed, hvor jeg kan redegøre for alt, men det bekymrer mig ikke. Hvis man forsøger at få det hele til at passe sammen, så ender man med at overfortolke. Det er der ikke grund til. Hvis man tror på, at der er en gud, så er der ikke behov for at forsvare ham.

Hans Fynbo er ansat som fysiker på Aarhus Universitet

Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder i krydsfeltet mellem kernefysik og astrofysik og studerer, hvordan de spiller sammen fx i vores egen sol. Hvor kommer solens energi fra og så videre?

Kristendommen er ikke en del af dit liv, men hvad betød den i din opvækst?
Vi var ikke en stærkt troende familie, men vi kom til tider i landsbyens missionshus. Og så gik vi i søndagsskole, indtil vi var omkring 10 år. Under konfirmationsforberedelsen begyndte jeg at tænke på ting som ‘hvor kommer det onde fra?’ Præsten havde spurgt, om noget dårligt ‘var Guds skyld’. Jeg rakte hånden op og sagde: ’Ja! Det er jo ham, der har skabt det hele! Men det var det så ikke, fik jeg at vide.

‘At tro’ betyder for mange at bekende sig til noget. Det kan jeg ikke se behovet for.

Det var vist en af de første gange, jeg tænkte over, hvordan det hele kunne hænge sammen. I den alder begynder man at tage sin holdning mere seriøst i stedet for bare at acceptere det, man har fået at vide, man skal tro på. Noget andet var at finde ud af, at folk i andre lande tror på noget andet. Så hvorfor tror jeg det, jeg tror, og hvorfor tror de det, de tror? Hvis det er kulturelt bestemt, hvad er sandheden så?

‘At tro’ betyder for mange at bekende sig til noget. Det kan jeg ikke se behovet for. Jeg tror på demokrati, fordi erfaringen viser, at det er den bedste samfundsform, men jeg kan ikke forstå behovet for at bekende sig til et verdenssyn eller en mytologi som en påstand. Det er en umyndiggørelse af mennesket – en fastholdelse af sig selv i et eller andet barnestadie.

Et andet aspekt, som jeg ikke bryder mig om, er den opdeling mellem Skaberen og det skabte. Det er ikke en frugtbar måde at tænke på. Som nysgerrigt menneske kan man ikke opdele virkeligheden og afvise at undersøge en del af den. Hvis påstanden er, at verden er skabt, er hele virkeligheden jo endnu større. Så må jeg finde ud af, hvad ‘det større’ er. Jeg kan ikke begrænse det til området, jeg kan undersøge med min metode.

Det nemmeste er at sige, at religiøse mennesker er dumme, men det er jo tydeligvis forkert.

Hvordan forholder du dig til, at mennesker, der står dig nær, er troende?
Det nemmeste er at sige, at religiøse mennesker er dumme, men det er jo tydeligvis forkert. Der er meget dygtige videnskabsmænd, der bekender sig som kristne, selv til en meget bogstavelig tro. Fx Francis Collins, der ledte projektet om opdeling af det menneskelige genom i sekvenser. Så rabiat er min bror jo ikke, men han kalder sig i hvert fald kristen. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad han mener med det. Det tror jeg, de færreste kristne vil kunne forklare detaljeret.

URL: https://baptist.dk/tro-eller-skepsis/