Vi har modtaget stafetten fra Midtsjællands Menighed med spørgsmålet:
“Hvilke muligheder og udfordringer er der ved at være en storbykirke?”
Det vil jeg gerne prøve at besvare.
Lasse Åbom, præst Aarhus Baptistmenighed,
Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed, ligger smukt placeret på Frederiksbjerg Torv. Lige midt i en af de mere populære bydele i Aarhus, hvor det normalt ikke er til at skubbe sig frem for børnefyldte ladcykler, caffe-latte-drikkende speltforældre og skovmandsskjorteklædte studerende med imponerende velplejede fuldskæg. Kort sagt, så befinder vi os midt i den nylige europæiske kulturhovedstads hippe og progressive epicenter med alt, hvad det fører med sig af bøvl med at finde parkeringspladser omkring kirken, skateboardere på kirketrappen og rottereder i dåbsgraven. Og helt ærligt: Vi elsker det!
Gæstfrihed er en primær værdi for os.
Kærlighed er for alle
Det er en gave at få lov at være kirke midt i byen og midt i livet for så mange mennesker. Det betyder, at gæstfrihed er en primær værdi for os. Vi ved aldrig, hvem der kommer ind ad vores dør, og vi mener det oprigtigt, når vi begynder hver gudstjeneste med at sige: ‘Velkommen i Immanuelskirken!’ For vores kirke er både for de fejlfri og for dem, der ikke kan slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele. Her er du velkommen, om du har pletter på tøjet, mærker på samvittigheden eller ar på sjælen. For os er kristendommen et budskab om ubetinget kærlighed og livsbekræftende glæde, og vi prøver at fortælle det og vise det alle de steder, vi kan.
Bedre fejl i morgen
Derfor er det en anden vigtig værdi for os ikke at være bange for at fejle. Vi prøver mange forskellige ting af, og nogle gange fejler vi med et brag – som dengang præsten ville lave midnatsmesse påskelørdag – uden der kom en eneste deltager! Andre gange går tingene op i en højere enhed – som da vi begyndte en Højskole, eller da vi lavede musisk legestue for kvarterets mange børn og deres barslende forældre. Vi må aldrig blive færdige med at eksperimentere og finde nye veje til at få mennesker i tale om liv og tro.
Pengeløs og rodløs?
Men der er også udfordringer. Når man er en lille menighed – så både de menneskelige og de økonomiske ressourcer er begrænsede – må man tænke sig godt om. Vi har en gammel bygning og et dedikeret hold af frivillige, der gør meget for at holde bygningen vedlige. Men vi vil ikke bare være en kirkebygning med aktiviteter – vi vil også være menighed. Det er vigtigt for os at være en kirke med rødder ude i vores lokalområde, og det kan være svært, når næsten alle menighedens medlemmer ikke længere bor i gaderne omkring kirken, men er spredt i diverse forstæder rundt om Aarhus. Det giver også udfordringer at integrere en menighed, der er ved at blive noget grå i toppen, med de unge, der kommer til byen fra hele landet for at studere.
Men vi vil ikke bare være en kirkebygning med aktiviteter – vi vil også være menighed.
Ja-hatten på
Vi har stadig meget at gøre, og der er altid noget, vi kan lære og forbedre. Den konstante balance mellem udadvendte aktiviteter og en indre hvile og vækst er en udfordring at finde også i verdens mindste storby. Men vi er fortrøstningsfulde og har taget ja-hatten på, for vi véd, at vi stadig har en opgave med at være Immanuelskirke på det her sted.
Vi sender stafetten videre til Brande Baptistkirke for at høre, hvad der rører sig der?
Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed, ligger smukt placeret på Frederiksbjerg Torv. Lige midt i en af de mere populære bydele i Aarhus, hvor det normalt ikke er til at skubbe sig frem for børnefyldte ladcykler, caffe-latte-drikkende speltforældre og skovmandsskjorteklædte studerende med imponerende velplejede fuldskæg. Kort sagt, så befinder vi os midt i den nylige europæiske kulturhovedstads hippe og progressive epicenter med alt, hvad det fører med sig af bøvl med at finde parkeringspladser omkring kirken, skateboardere på kirketrappen og rottereder i dåbsgraven. Og helt ærligt: Vi elsker det!
Derfor er det en anden vigtig værdi for os ikke at være bange for at fejle. Vi prøver mange forskellige ting af, og nogle gange fejler vi med et brag – som dengang præsten ville lave midnatsmesse påskelørdag – uden der kom en eneste deltager! Andre gange går tingene op i en højere enhed – som da vi begyndte en Højskole, eller da vi lavede musisk legestue for kvarterets mange børn og deres barslende forældre. Vi må aldrig blive færdige med at eksperimentere og finde nye veje til at få mennesker i tale om liv og tro.