Simon Nielsen Ørregaard
Den berømte sentens stammer fra Friedrich den Store af Preussen, og den udtrykker den forestilling, at den ene religion kan være lige så god som den anden. Men kan den nu det – og er der forskelle religionerne imellem? Her giver repræsentanter for kristendom, islam og ateisme et bud på deres egen religions opfattelse af mennesket.
Simon, Abdul og Peter,
Simon Nielsen Ørregaard
Som ateist får jeg ofte stillet det spørgsmål. Troende hævder typisk, at en moralsk standard må komme fra en autoritet, der står over mennesket. Ellers ville vi være ladt tilbage med jungleloven.
Nu findes ateister i mange forskellige udgaver, men jeg hører til dem, der sætter deres lid til videnskab og evidens (dvs. det, der er indlysende). Op igennem menneskets historie har det faktisk vist sig også at være en god metode til at udvikle en humanistisk etik. Et samfund kan simpelt hen ikke fungere, hvis ikke man overholder visse regler. Mord og tyveri er kontraproduktivt i forhold til et frit samfund med plads til alle.
Religionsfrihed er en grundlæggende menneskerettighed. Den inkluderer retten til ikke at tro. I de lande, hvor religion har mest politisk magt, ser man typisk, at forskellige menneskerettigheder undertrykkes. Mennesket nedprioriteres i forhold til kollektivet. I et sekulært samfund er der inden for visse rammer plads til alle uanset deres overbevisning. I de tilfælde, hvor rammerne påvirker udøvelsen af religion, er det religionen, der må vige, da den ellers vil undertrykke andres friheder. I Danmark er det fx forbudt at omskære piger. Det skal ses som en beskyttelse af individet, der altid må komme før et kollektivs eventuelle krav.
Folk må tro, hvad de vil, men samfundet må indrettes efter virkeligheden.
Enhver påstand må tåle at blive hånet og direkte modsagt. Det indlysende er det civiliserede samfunds fundament. Traditioner kan aldrig vinde hævd på sandheden. Folk må tro, hvad de vil, men samfundet må indrettes efter virkeligheden. Her tæller fakta mere end følelser. Det kan lyde goldt, men det giver netop plads til værdier som kærlighed, glæde og kreativitet. Ligesom universet består mennesket mest af brint, ilt, kulstof og nitrat. Vi lever i kosmos, og kosmos lever i os. Dét er den chance, vi har fået til at yde vores bedste for fællesskabet.
Imam Abdul Wahid Petersen
Som muslimer ser vi grundlæggende, at verden består af to ‘dimensioner’. Der er Skaberen, og der er det skabte. Alt, som ikke er Skaberen selv, er skabt. Mennesket er en del af skabelsen, og da vi er skabt af Skaberen, skylder vi Ham alt. Vores liv, vores velstand, vores helbred og alt andet. Og vi skylder Ham først og fremmest lydighed. Så alt, Han befaler os, må vi efter bedste evne forsøge at leve op til.
Alle mennesker er skabt af samme Skaber, og alle er Adams børn. Skaberen har ved Sin vilje valgt at lade mennesker være opdelt i folkeslag og stammer, som det siges i Koranen. Ligeledes har Han valgt at give os forskellige tungemål og tilgange til Ham. Han kunne have skabt os alle med samme kulør, nationalitet, sprog, tro og så videre, men Han har valgt at gøre det anderledes. Profeten Muhammad, fred være med ham, sagde en gang, at ingen er oprigtigt troende, før han ønsker for sin bror, hvad han ønsker for sig selv. Nogle tolker det meget snævert til at betyde ‘bror i tro’, mens andre tolker det bredere til at betyde ‘bror i slægtskabet fra Adam’.
Forstår man det på den bredeste måde, betyder det jo, at vores forpligtelser er universelle. Altid at ønske det bedste for alle andre, og altid bestræbe sig på selv at være et ordentligt menneske, uagtet hvordan andre måtte opføre sig.
Forstår man det på den bredeste måde, betyder det jo, at vores forpligtelser er universelle.
Profeten Muhammad, fred være med ham, var kendt for altid at holde en meget høj standard. Han sagde selv, at hans mission – ud over at overbringe budskabet – var at forbedre menneskers karakter og adfærd. Derfor holdt han altid selv en meget høj standard, også når andre opførte sig skidt.
I Koranen står der, at mennesker alene er skabt for at tilbede Allah. Og der står, at vi skal tilbede vores Herre, for på den måde at opnå større inderlighed i vores forhold til Ham. Opnå større ydmyghed og dybere spiritualitet. Islam bygger mennesker. Mennesker bygger en bedre verden.
Biskop Peter Fischer-Møller
Hvad er et menneske? Forfatteren til Salme 8 fandt svaret i skabelsesberetningerne. Mennesker er, som alt andet her i verden, skabt af Gud. Af jord fortælles det. Gud kaldte mennesket Adam – jordmennesket. Vi består af samme molekyler, som naturen omkring os. Den bibelske beretning og naturvidenskaben er enige om det. Men mennesket er mere end jord. Gud pustede livsånde i Adams næsebor, og han blev et levende væsen. Gennem sit åndedræt i vekselvirkning med alt andet levende. I gensidig afhængighed. Et organisk økosystem.
Men vi er mere end det. For mennesket er – som mand og kvinde – skabt i Guds billede. Vi har fået fantasi, følelser og forstand, så vi kan forholde os reflekteret til den verden, vi er en del af. Gennem sproget kan vi kommunikere og sammen i frihed påtage os et ansvar for hinanden og for skaberværket.
Det lyder rigtig smukt. Men historien har også en bagside. I Bibelen hedder det syndefaldet. Mennesket er en synder. Det handler ikke bare om, at vi kommer til at gøre andre mennesker ondt. Det stikker dybere. Arvesynd er det blevet kaldt. At vi ikke kan lade være med at ramme ved siden af livets dybeste mening: At elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind og vores næste som os selv.
Synd er ikke noget populært begreb. Heller ikke i kristne kirker. Vi vil hellere tale og synge om Guds kærlighed og menneskers udviklingsmuligheder. Men hver gang, mennesker prøver at se bort fra synden og kun tænke positivt, går noget alligevel galt. Og hvem fik det til at gå galt? Det var jo nok nogle af de andre. De anderledes. Som vi så kan gøre til syndebukke.
Godt og ondt kæmper stadig i sind og hjerte på os alle.
Det er kernen i et kristent menneskesyn: At den onde cirkel kan vi ikke selv slippe ud af. Én måtte bryde den for os. Det gjorde Jesus Kristus. Han afslørede os som syndere og brød med sin grænseløse kærlighed syndens magt. Han brugte sit liv på det. Han gav sit liv for at få os til at fatte det.
Godt og ondt kæmper stadig i sind og hjerte på os alle. Vi er på en gang retfærdige og syndere, siger Martin Luther. Det kan vi leve med, fordi vi har mulighed for at bede om tilgivelse og tilgive andre, hvad de har gjort mod os. Vi tør tro på Guds tilgivelse også dér, hvor dét, vi gjorde galt, ikke står til at rette op.
Derfor er overskriften over et menneskeliv i lyset af evangeliet: Håb. Håbet har sin grund i, at livet og verden ikke kun er i vores skrøbelige hænder, men også i Guds hånd.
URL: https://baptist.dk/enhver-bliver-salig-i-sin-tro/