Vores teenagere har det ikke altid let, når det kommer til spørgsmålet om konfirmation. Flere og flere vælger at følge deres kammerater, når de ’går til præst’ – og en del bliver døbt kort før, de også bliver konfirmeret i Folkekirken. De døbes altså ud af vores menigheder og kirkesamfund.
Bent Hylleberg,
Den tendens er taget til i styrke over tid. Unge, der blev spejdere hos os, men tilhørte Folkekirken, har naturligt nok valgt at blive konfirmeret her, hvor de blev døbt. Alligevel har det frustreret mange spejderførere, at de ofte forlod spejderarbejdet, når de blev konfirmeret i sognekirken. I de senere år har tendensen bredt sig. Børn, der er vokset op i vores baptistiske tradition, følger i stigende grad deres kammerater – og bliver medlemmer i Folkekirken ved dåb.
Mange af vores unge i ’konfirmandalderen’ kommer naturligt nok ikke til undervisning i deres egen menighed. Det skyldes store afstande, der næppe lader sig kombinere med de tidspunkter, der er til rådighed for undervisningen, når de unges forskellige skoleskemaer skal passe sammen. Hertil kommer, at de fleste menigheder kun har få unge på samme klassetrin, så det er umuligt at danne et hold. Men praktiske forhold er ikke hele forklaringen.
Dannelse sker i fællesskaber, der ofte er en nødvendig forudsætning for indlæring.
I 1970’erne var danske baptister langt foran de andre kirker, når det gjaldt egnet materiale til undervisning af de unge teenagere. Logos-materialet var udarbejdet til alle klassetrin i datidens søndagsskole, og efter en kontinuerlig undervisning gennem flere år blev der nu afsluttet med ’kristendomsklassen’. Eleverne var vant til kirkens undervisning og fulgte trop – og der var skabt et godt kammeratskab, som mange sluttede op om også i kristendomsklassen.
Men meget smuldrede. Elevtallet i søndagsskolerne styrtdykkede. Og traditionen med indføring i kristentroen fulgte med i faldet. Hertil kom, at mange børnefamilier ikke fastholdt den gode skik at følges ad i kirke om søndagen. Kammeratskabet i menighedens regi forsvandt derved. Forældrene udliciterede opgaven ’at indføre barnet i kristentroen’ til ungdomsledere og spejderførere. Og til sidst stod præsten med en umulig opgave, når teenagerne skulle ’gå til præst’ i egen menighed.
Alt det har med dannelse at gøre. Og dannelse i kirkeligt regi er en sammensat størrelse. Det handler selvfølgelig om, hvad vores børn og unge har lært eller ikke lært om kristentroen under deres opvækst – altså om kundskab. Men til dannelse hører i lige så høj grad de unges sociale relationer. Dannelse sker i fællesskaber, der ofte er en nødvendig forudsætning for indlæring.
Dannelse er en kombination af hjerne og hjerte – af lære og liv. På engelsk taler man om ’information og formation’. Det handler om kendskab til troens indhold, om en åndelig udvikling og om en kultiveret optræden – en kombination, der fremelskes som resultat af en god opvækst i et sundt menighedsmiljø.
Kun den menighed, der er bevidst om at overlevere troen til dens børn og unge, overlever!
Et afgørende træk ved al baptisme er den personlige frihed til selv at vælge vej og fremtid. Men som i alle forhold i livet bør det ske på et kvalificeret grundlag. Vores opgave er at give børn og unge et godt fundament, hvorfra de selv i frihed kan tage stilling til, hvad de vil tro (bekende sig til), og hvem de vil ligne (efterfølge).
Vigtigst er, at vores teenagere bekender den kristne tro og følger Jesus, der kalder dem til trofast tjeneste gennem hele livet. Om det sker i en folkekirkelig sammenhæng, hvor de vælger at ’gå til præst’ sammen med deres kammerater, eller i deres egen kirkelige tradition – det er ikke absolut afgørende.
Men hvis vores teenagere vælger det første, står vi som baptister svagt, når det gælder om at bygge kirke i fremtiden. For ét er sikkert: Kun den menighed, der er bevidst om at overlevere troen til børn og unge, overlever!
URL: https://baptist.dk/dannet-om-at-vaelge-mellem-konfirmation-og-daab/