Tony Acheampong,
Trokosi betyder ’gudernes slaver’. Pigerne er familiens betaling for en forbrydelse, som andre hævder, er begået i familien. Den forurettede afgør den pris, familien skal betale, og meddeler det til præsterne. Forældrene trues med gudernes straf i form af død og ulykke i familien, indtil de afleverer deres datter til præsterne i trokosi-templet. Overtro og seksuelt misbrug går hånd i hånd.
Overtro og seksuelt misbrug går hånd i hånd.
Pigerne tilhører herpå guderne. De lever nu i templet, afskåret fra omgang med familie og venner. Her gennemgår de indvielses-ritualer og får en speciel dragt, der fortæller, at de er trokosi-piger. Årene går med hårdt arbejde i eller omkring templet. Hvis pigerne forsøger at flygte, bliver de straffet hårdt. Og alt imens bliver de misbrugt seksuelt af præsteskabet.
Den løn, pigerne tjener, må de aflevere til præsterne. De fastholdes således i stor fattigdom. I templerne nægtes de enhver form for uddannelse. Derfor er trokosi-piger altid analfabeter. Hvis de efter præsternes misbrug føder børn, har moderen ansvaret for barnet. Pigerne fastholdes således umenneskeligt i en nedadgående spiral i flere generationer.
I henhold til Ghanas forfatning fra 1992 og ifølge internationale konventioner, som Ghana har tiltrådt, er regeringen pligtig til at ophæve alt slaveri og slavelignende forhold for pigerne. Men den ene regering efter den anden – siden landet blev selvstændigt i 1957 – har savnet mod til at afskaffe trokosi-systemet. Regeringen er oppe imod en fasttømret kulturel og religiøs praksis, der har århundreder på bagen. Ikke én af præsterne i templerne eller ét familiemedlem er blevet sagsøgt.
Modstanden mod at ophæve trokosi-systemet er stor – især fra de afrikanske traditionalister, der siden 1982 er organiseret i Afrikania Mission, der arbejder for at afrikanerne skal vende tilbage til traditionel religion, kultur og åndsliv for at udvikle Afrika. Argumentet for at bibeholde trokosi-systemet er, at det er en del af den afrikanske arv.
I dag er flere NGO’er med advokater gået ind i kampen for at frisætte trokosi-pigerne og give dem en fremtid. Det gælder også flere af de lokale menigheder i Volta-regionen og de nationale kirker, de tilhører. Deriblandt er Baptistkirken i Ghana.
Trokosi
- er en gammel kulturel og religiøs tradition i sydøst-Ghana
- betyder ‘gudernes slaver’ og er seksuelt misbrug af piger
- baptister i Ghana og Danmark hjælper trokosi-ofrene fri
- Tony Acheampong fra Ghana er baptistpræst i København
- Tony Acheampong og Bent Hylleberg har besøgt projektet
- de fortæller gerne om trokosi-pigerne, som du kan hjælpe
- bidrag indbetales på konto 3201 10042879 mærket ‘Trokosi’
- gaver er fradragsberettigede efter gældende skatteregler
International City Baptist Church (ICBC) i København og Baptistkirken i Danmark er med økonomisk støtte fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling involveret i kampen. Vi samarbejder med baptister i Ghana for at bringe forvandling og håb til hundreder af de trokosi-piger, der er fanget i templerne. Samarbejdet begyndte i 2007.
Første del af projektet bestod i at få kontakt til templerne. En ung baptistpræst besøgte ét tempel og etablerede kontakt til pigerne. Ude af templet kan pigerne rehabiliteres og uddannes. Det sker på et center bygget af Baptistkirken i Ghana. Pigerne lærer her sprog og uddannes i håndværk. Derefter bosætter de sig langt fra Volta-regionen. Processen er vanskelig, og de superviseres gennem flere år fra centeret. Anden del af projektet består i at forebygge ved hjælp af oplysning om trokosi på de lokale skoler. Baptistkirken i Ghana er én af de kirker, der er længst fremme i det pionérarbejde.
URL: https://baptist.dk/trokosi-religioest-misbrug-af-piger/