Inge Mie og Preben Andersen fra Frederikshavn er nøglepersoner i kontakten til Letland. Her er de fanget til sommerstævnet.
Letland blev selvstændig efter løsrivelsen fra Sovjet i 1991. Kort efter - i 1992 - blev der skabt en forbindelse mellem Kvindeforbundet (nu Kvindenetværket) og de lettiske baptistkvinder. Foruden dansk besøg flere gange omfatter samarbejdet også et stort nødhjælpsarbejde.
Susanne Andersen,
På topbilledet skriver Inge Mie følgesedler
Hvert år samler og sender 14-15 forskellige Kvindenetværk adskillige kasser med tøj, fodtøj, tæpper, legetøj, håndklæder og sengetøj til seks forskellige menigheder i Letland. De sørger for at distribuere tingene videre til trængende. Ikke altid til folk, der kommer i kirkerne, men til alle, der trænger: folk på plejehjem, på børnehjem, til hjemløse og besøgende i deres suppekøkkener. Senest er Kraslava tæt på den russiske grænse kommet med som modtager. Her er der ekstrem fattigdom og de unge familier flytter væk til de større byer, fordi arbejdsløsheden og fattigdommen er stor i det landlige område i Latgale regionen. Ellers er det Riga, Cesis, Talsi, Leipaja, og Ventspils, der får glæde af de mange kasser og babylifte med indhold til en nyfødt baby, der sendes fra Danmark.
Inge Mie og Preben Andersen fra Frederikshavn er nøglepersoner i kontakten til Letland. Her er de fanget til sommerstævnet.
De danske kvinder er meget opfindsomme og finder også på at lægge små ekstragaver i kasserne: creme, sæbe, kaffe eller andet, der kan forsøde tilværelsen for folk i de fattige landområder. Og en helt speciel kærlighed er blevet kastet på den årlige handicaplejr, som de lettiske kvinder afholder for børn og deres pårørende en uge om sommeren. Hertil er der sendt meget legetøj og andet opmuntrende, idet det for de handicappede børns vedkommende ofte er den eneste adspredelse i hverdagen, de får.
I 2014 arrangerede Kvindenetværket en venskabsrejse til flere menigheder i Letland. Inge Mie og Preben Andersen, Frederikshavn, havde et par år forinden overtaget arbejdet med at distribuere nødhjælpen efter Hanne Rørholm. De fik på denne rejse ved selvsyn øjnene op for, at det arbejde, der gøres fra dansk side, har stor betydning.
I Østervrå Frikirke kommer byens kvinder og afleverer deres hjemmestrikkede ting, der skal videre til Letland.
”Vi gør så lidt!” siger de. De hjælper hinanden, når kasserne – ofte mere end 150 pr. gang – skal indsamles fra Kvindenetværkene her i Danmark og samles i Aarhus. Her har UNO-Transport gennem alle årene sørget for transporten til Letland. For at lette arbejdet for transportfirmaet, skal alle Kvindenetværk, der vil sende nødhjælp, aftale mængde og deadline med Inge Mie og Preben. De prøver at få alt til at gå gnidningsfrit og til alles tilfredshed, og de siger:” Meget kan lade sig gøre, og vi vil gerne være med til at finde løsninger”.
Preben forsøger at opfylde fordelingsønsker.
Det er Inge Mie, der tager sig af kontakten til Kvindenetværkene, og Preben laver lister, så kasserne bliver fordelt efter letternes ønsker, og regnskabet er også hans gebet. ”Men vi kunne kun gøre det i fællesskab”! Nødhjælpsarbejdet var ikke nyt for dem. Før 2012 havde de stået for Afrika-forsendelserne i deres egen menighed, som nu er indstillet.
Kvindenetværket har gennem de seneste år sendt to gange om året til Letland, og hver kasse koster de lokale netværk kr. 150,- i fragt. Kvindenetværket har været garant for økonomien.
Selv om der er en fast skare af kvinder, der arbejder med nødhjælpsarbejdet rundt om i Nordjylland, Midtjylland, på Sjælland og Bornholm – vil Kvindenetværket gerne invitere flere med i arbejdet, da behovene stadig er store. Og Inge Mie slår flere gange fast gennem vores samtale: ”Det er ikke den store byrde, det vi gør” så med de ord vil udfordringen gå ud til nye kvindenetværksgrupper, der kan få instruktion og hjælp hos Inge Mie og Preben. De kan nås på mailadresserne: ingemie@dbs.dk eller preben@dbs.dk.
URL: https://baptist.dk/et-saerligt-venskab-mellem-letland-og-danmark/