Siden 1982 har vi haft en café i Kristuskirken i centrum af Odense. For mig har den været en selvfølgelig del af kirken. Jeg bruger den mest om søndagen, hvor jeg får en kop kaffe efter gudstjenesten. Nu skal vi finde en ny frivillig leder til vores café, og i den forbindelse ønsker vi at nytænke de muligheder, som caféen giver os. Så det er først nu, hvor caféen ikke længere er en selvfølgelighed, at det for alvor er gået op for mig, hvor værdifuldt det er og har været, at vi har vores café.
Lisbeth Møller Sandbæk,
Caféen er socialt omdrejningspunkt for mange aktiviteter i kirken. Her drikker vi vores kirkekaffe eller spiser et rundstykke søndag formiddag. Her styrkes fællesskabet i ungdomsgruppen, gospelkoret, AA-gruppen eller brassbandet over en kop kaffe og en kage i pausen. Her mødes ’Kreative Kvinder’ til hygge og håndarbejde. Ja, jeg kunne blive ved.
Det var den oprindelige tanke. Caféen skulle lukke op til kirken for folk fra gaden – og sådan er det stadig. Den skal være en oase midt i byen, hvor man kan opleve medmenneskelighed i et afslappet og alkoholfrit miljø som alternativ til byens øvrige caféer. Et sted, hvor der altid er nogen, der tager sig tid til at snakke.
En oase midt i byen.
Heldigvis kommer der dagligt ‘folk fra gaden’ i åbningstiden kl. 14-17. Ofte mødes en gruppe irakiske mænd for at være sammen med hinanden. En gang imellem kommer et par damer for at drikke en kop kaffe efter deres ugentlige tur i svømmehallen, som vi er nabo til. En skare af faste kunder kommer, fordi kaffen og kagen er billig, og de har brug for et fællesskab eller en ‘varmestue’.
Af og til udstiller en kunstner sine billeder i lokalerne – eller personer kommer og fortæller om interessante emner. Det trækker også kunder til. Det er et tilløbsstykke, når caféen holder julefest. Man nyder en dejlig julefrokost, spiller banko, synger og hygger sig. Lørdag aften bliver caféen omdannet til et hyggeligt ungdoms-miljø, som henvender sig til de unge i Odenses natteliv.
I de første år kom gæsterne fra byens mere belastede miljø. Det gav selvsagt problemer, når en gæst kom efter at have drukket hele ugelønnen op, eller en stofmisbruger efterlod en kanyle i boghylden. Der kan stadig opstå udfordringer, men den sociale opgave er blevet mindre, fordi Odense Kommune efterhånden har oprettet kontorer og væresteder for ‘socialt belastede’.
Caféen skulle lukke op til kirken for folk fra gaden – og sådan er det stadig.
Det bliver spændende at se. Et udvalg arbejder for tiden med at udtænke nye sociale tiltag, der kan tage afsæt i caféen. Vi har et hav af ideer, og vi kan selvfølgelig ikke magte det hele, men vi drømmer om at tilbyde lektiecafé for flygtninge og indvandrere, hjælp til folk, der har det svært med IT og digitalisering, lave vaske- og tøjcentral for hjemløse, som i ventetiden kan få en kop kaffe, lave bogbytte-café og/eller læsecafé, tilbyde ressourcesvage familier at holde børnefødselsdag, invitere ensomme handicappede til samvær i caféen. Vi vil gerne udvide åbningstiden en gang om ugen og tilbyde et måltid mad – både til menighedens medlemmer og til folk fra gaden.
At forkynde uden ordEn af de tidligere café-gæster er Massoud Fouroozandeh[1], som i dag er blevet kristen. Han oplevede vores café som et sted, ’hvor de ikke talte så meget om Jesus – men hvor de viste os, hvem Han er’. Det er netop sådan, vi gerne vil være. Caféen skal medvirke til, at Kristuskirken ses som en kirke, der ikke har nok i sig selv, men som møder mennesker med et budskab om Guds kærlighed omsat i praksis.
Mød kirkens mange nationaliteter i denne video fra 2012.
1 Forfatter til bogen: ’Den forbudte frelse’.
URL: https://baptist.dk/de-talte-ikke-saa-meget-om-jesus-men-de-viste-os-hvem-han-er/