Lone Møller-Hansen,
Pinsedag stod Elijah Brown, generalsekretær for verdens baptister, i Sydkorea og så mod nord. Ind over grænsen til Nordkorea. Med sig havde han Miyon Chung, amerikansk-koreaner, som tolk. Miyon er ikke hvem som helst. Hun er vicepræsident i BWAs verdensråd, repræsenterer Asien, bosat i Australien, teologisk lærer på universitetet.
Jeg har bedt om, at jeg måtte møde en amerikaner, der kunne hjælpe mig med at fortælle mit vidnesbyrd derovre
Det var selvfølgelig umuligt at krydse grænsen. De kunne se ind i det lukkede, grønne frodige land og se den tredjestørste by, som ligger lige ned til grænsen. ”Her bor 300.000 mennesker (der bor 25 mio. mennesker i Nordkorea, og langt de fleste altså ude på landet, uden elektricitet). Heller ikke denne by har elektricitet,” fortæller Elijah.
Elijah spurgte Miyon, om det kunne lade sig gøre at møde en at de 300.000 nordkoreanske flygtningene, og det kunne det. Hun bliver kaldt fru Lee. På flugten fra Nordkorea var hun blevet kristen, og nu læser hun teologi – og skulle i øvrigt til USA på studierejse kort efter.
”Jeg har bedt om, at jeg måtte møde en amerikaner, der kunne hjælpe mig med at fortælle mit vidnesbyrd derovre,” fortalte fru Lee.
Da hun var en lille pige, oplevede hun, at Gud sagde, at hun skulle være noget helt specielt for Nordkorea
Elijah ler højt, mens han fortæller om chancerne for, at han netop skulle møde hende, og at hun netop har bedt denne bøn. Han har gode kontakter i den politiske højborg i Washington, så han arrangerer en række møder for fru Lee imens hun er i USA.
Og Miyon flyver fra Australien til Los Angeles for at hente fru Lee, følge hende til Washington, gå med rundt på gangene på Capitol Hill og oversætte for hende og Elijah, og efter tre dage flyve med tilbage til Los Angeles og derfra til Australien.
”Du er denne histories helt,” siger Elijah, men Miyon benægter. ”Det er Jesus”, og så fortæller hun, at da hun var en lille pige, oplevede hun, at Gud sagde, at hun skulle være noget helt specielt for Nordkorea. I hendes levetid har det været helt umuligt.
”Men nu tror jeg, tiden er kommet. Jeg opgiver mit job som universitetslærer og vil prøve at undervise de unge nordkoreanere, som alle glemmer. Flygtningene og dem i koncentrationslejrene. Det er min livsopgave, uden at jeg ved, hvordan det skal lade sig gøre,” fortæller Miyon.
”Jeg har faktisk håb for Nordkorea,” slutter Elijah Brown sin fortælling.
Jeg har faktisk håb for Nordkorea
Denne historie var åbningen af BWA’s, Baptisternes Verdens Alliances, møde i Zürich i begyndelsen af juli 2018. Alle 320 deltagere fra hele verden samlet i salen var rørt til tårer.
”Sådan er det at være en verdensorganisation, der har Gud med. Her er intet umuligt, og vi kan gøre en afgørende forskel i det, der ser helt umuligt ud i verdens øjne,” tænker jeg og er stolt over at være baptist.
Baptistkirken i Danmark var med, da Baptisternes Verdensalliance blev stiftet i 1905. I dag er det et fællesskab af 238 baptistsamfund i 124 lande, i alt 47 mio. medlemmer fordelt på 169.000 kirker. Opgaverne, som BWA koncentrerer sig om, er Mission og evangelisation, At styrke gudstjenestelivet, fællesskab og enhed, At række hjælp til mennesker i nød, Forsvare menneskerettighederne og Fremme relevant teologisk refleksion.
URL: https://baptist.dk/baptister-har-haab-for-nordkorea/