Du kender vendingen. I farten vinker du. Du har ikke tid, men lyst til at stoppe og dyrke relationen. Du giver udtryk for din hensigt i det korte: ’Lad os mødes!’ Og så haster du videre – videre i din dag, videre i dit liv.
Benny Klarholt,
At mødes er ikke blot at afsætte tid, men en beslutning om nærvær, om at være til stede. Mange tænker på svaret, mens en ven, medarbejder eller bekendt fortæller. Og vi mærker lysten til at forklare os, når et menneske har taget mod til sig og måske fortalt, hvordan vi virker – eller har gjort noget, der indvirker på det menneske. Og forklaringen har det med at blive bortforklaring.
I samtale er det at tie stille, at lytte og at undre sig. Når du undrer dig, er du spørgende og giver plads. Du giver efter for at møde i stedet for at forholde dig til – eller at trække din bedste fordom af hus.
En kvinde sagde til et par veninder: ‘Jeg ville så gerne være en del af jer’. Svaret fra den adspurgte veninde lød: ‘Men inviterede vi dig ikke med i byen? Ville vi ikke sidde sammen med dig ved firmafesten? Og satte vi os ikke sammen med dig i frokoststuen?’ Hvordan ville det have lydt, hvis hun ikke var blevet mødt med forklaring, men veninderne i stedet havde spurgt ind til, hvordan de kunne åbne sig og tage hende ind i deres relation?
I mange parforhold taler man sammen på den samme måde – den ene forbereder sig på sit indlæg, mens den anden fremfører sit. Man tror, man taler sammen, men møder ikke hinanden med nysgerrighed og udvikling.
URL: https://baptist.dk/lad-os-moedes/