Vibeke K. Dalsgaard,
Casper er vokset op med kristendommen – den har altid fyldt ret meget i hans hjem: ”Jeg er for eksempel opvokset med at gå i kirke om søndagen og har gået det meste af min skoletid på en kristen skole.”
Casper oplevede, at hans forældre var gode til at introducere ham for en personlig tro. Det gjorde de både gennem deres eget eksempel – hvordan de levede – og igennem det, de fortalte. Casper pointerer dog, at han har fået stor frihed til selv at vælge sin egen vej.
Casper fortæller: ”Da jeg var omkring 15 år, havde jeg en omvendelsesoplevelse, som på mange måder forvandlede mit liv. Et gift ungdomsleder-par fra min daværende kirke åbnede deres liv og hjem. De lærte mig meget om Jesus og om livet i mine teenageår. På et tidspunkt tog vi på en kristen lejr i Tyskland, hvor jeg til et lovsangmøde fik en ret stærk oplevelse af Guds nærvær. Det er svært at forklare, men i hvert fald var det nok for mig til at beslutte, at jeg ville tro på og følge Jesus. Siden da har jeg haft en længsel efter at kende Jesus bedre og gøre ham kendt for andre.”
Det var nok for mig til at beslutte, at jeg ville tro på og følge Jesus.
Motivationen til at læse teologi udspringer også fra denne længsel. Casper studerer nu teologi på 8. semester på Århus Universitet, og han forventer at afslutte sin bachelor denne sommer. Herefter skal uddannelsen fortsættes med kandidatgraden.
Længslen efter at lære om Jesus har gjort teologien både til en velsignelse og en udfordring. Casper fortæller: ”At studere teologi som en akademisk disciplin kan også være en udfordring, fordi det kan blive for deskriptivt – altså for beskrivende og for overfladisk – og fjernt fra den personlige tro”.
Han fortæller også, at studiet har beriget ham på mange områder. Casper har lært mange nye ting og forstået vigtige nuancer: ”Jeg elsker at studere teologi”, fortæller Casper, ”og alle fag på studiet er så spændende, at jeg har haft svært ved at vælge. Jeg kan se, at de alle vil give mig noget.”
Længslen efter at lære om Jesus har både gjort teologien til en velsignelse og en udfordring.
Ved siden af studiet arbejder Casper i Bethelkirken som en af lederne i ungdomskirken – der kaldes ‘Dagligstuen’ – som er et led i ungdomstiltaget ‘Åbenkirke’. ”Hver onsdag”, fortæller Casper, ”er der ungdomsmøder med lovsang, bøn og spændende taler ud fra forskellige serier”.
Der har været serier som omhandlede: ‘Hvad er kirke?’, ‘Åndeligt eller underligt?’, ‘Ligesom Jesus’ og ‘Dating, sex og Jesus’. Casper leder også en netværksgruppe, som hovedsageligt er rettet mod nydanskere.
”Jeg får derudover lov til et par gange om måneden at forkynde i kirker eller ungdomsgrupper, og det er, hvad jeg stiler mod som endemål, for når jeg er færdig med teologistudiet, kunne jeg godt drømme om at blive præst.” Casper sammenfatter: ”Mit mål både nu og i fremtiden er jo i bund og grund, som jeg tidligere fortalte, til stadighed at lære Jesus bedre at kende og gøre ham kendt for andre.
URL: https://baptist.dk/jeg-droemmer-om-at-blive-praest/