Mads Christoffersen:
Interview med Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd (DKR), om holdningen til religion blandt danskerne.
Hanne Kiel,
Mads Christoffersen:
På det politiske niveau ser vi en tendens til et stigende antal forslag, der handler om at kontrollere religiøs praksis for at bekæmpe religiøs ekstremisme og parallelsamfund. Med det fokus laver man en lovgivning, der rammer det religiøse område bredt, og som indirekte mistænkeliggør alle, der er religiøse og specifikt de religiøse forkyndere.
Tonen i den offentlige debat er meget hård, når det drejer sig om religion generelt og islam specifikt. Institut for Menneskerettigheder har undersøgt konsekvenserne af den hårde tone i religionsdebatten. De konkluderer, at det er et demokratisk problem, at mange mennesker fravælger at blande sig i debatten, når det kommer til religion, af frygt for den hårde tone. Det skaber det paradoks, at fordi man hævder sin ret til at tilsvine nogen som en del af ytringsfriheden, så begrænser man ytringsfriheden for andre.
Det er blevet hårdere tider for det religiøst anderledes, end det har været længe, og det vurderes især på praksis – ikke så meget på tro.
Generelt er der også en del uvidenhed om religion og om trossamfund, så man har tendens til at anskue dem alle ens. Det sker fx, når nogle medier omtaler frikirker og social kontrol – og slår alle religiøse samfund i hartkorn med ekstremisme og parallelsamfund.
Både ja og nej. Det handler om synet på Islam, men også om synet på religion som sådan. Noget af den politiske lovgivning er specifikt rettet mod muslimer, men for ikke at diskriminere rammer lovene alle religiøse mennesker. Samtidig fører religiøs uvidenhed til, at man er indstillet på at begrænse det religiøse.
Den bunder i en blanding af religiøs uvidenhed og fordomme mod det religiøse og så krydres den af mediernes overdrevne fokus på negative fortællinger.
Samtidig har den offentlige debatkultur ændret sig gennem de seneste ti år. Den er præget af spontanitet og ikke underlagt den kontrol, der lå i avisernes læserbrevsredaktioner. Der opstår lettere en oppisket stemning.
Det er et demokratisk problem, at mange mennesker fravælger at blande sig i debatten, når det kommer til religion, af frygt for den hårde tone.
Den negative holdning til religiøsitet kommer af polarisering. Måske, fordi verden er blevet mere kompliceret. Der er mange konflikter, og religiøsitet bruges af nogle som forklaringsmodel for at skabe fjendebilleder. De kristne har længe skullet stå til regnskab for korstog og religionskrige, mens muslimer i dag stilles til regnskab for ekstremisme og terror, drengeomskæring og kvindefjendskhed.
Det er blevet hårdere tider for det religiøst anderledes, end det har været længe, og det vurderes især på praksis – ikke så meget på tro.
Siden grundloven af 1849 har vi værdsat religion som en positiv faktor i samfundet. Hvis forskrækkelsen fortsætter, vil vi på langt sigt miste tilliden til, at det religiøse kan medvirke positivt.
Det vil være godt, hvis forskrækkelsen medfører, at de religiøse ledere begynder at udtrykke religionens positive indflydelse på det personlige liv, på det sociale område og på de større linjer.
Som forkæmper for ånds- og trosfrihed bliver DKR undertiden også fortaler for andre religiøse grupper.
Kirkerne og de religiøse samfund har fortsat en opgave i at oplyse om, hvad vi laver, og om alt det gode vi bidrager med.
Den anden positive fortælling er, at der er tiltagende initiativer på dialog-området både tværreligiøst og tværkirkeligt. Vi kan ikke længere tillade os at koncentrere os om forskellene, men må rykke sammen og se på fællestrækkene.
Vi skal være talerør for kirkerne, så det ikke kun er den enkelte lokale kirke, der skal tage til genmæle, men en fælles kirkelig organisation, der replicerer offentligt og politisk.
Som forkæmper for ånds- og trosfrihed bliver DKR undertiden også fortaler for andre religiøse grupper, som fx muslimer og jøder. Konkret har det betydet, at DKR har deltaget i debatten om omskæring af drenge. Borgerforslaget er udtryk for en mistænkeliggørelse af anderledes tro. Man kan til enhver tid oplyse om og debattere drengeomskærelse, men et forbud er rettet mod en konkret religiøs praksis, og dermed er der tale om et indgreb i religionsfriheden.
Det gør det. Man kan blive blind for mangfoldighed og forskellighed, så man handler, som var vi alle ens.
I det indledende arbejde til Trosamfundsloven overvejede man at gøre anerkendelse som trossamfund betinget af kirkernes demokratiske struktur i ledelsen og ligestilling mellem kønnene. Det ville have betydet, at Frelsens Hær og Den Katolske Kirke skulle fratages deres anerkendelse. Det lykkedes at undgå sådanne krav ved at protestere, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Vi må gøre indsigelse igen og igen og igen. Derfor er det væsentligt i fællesskab at følge lovgivning og tendenser i samfundet.
Et andet eksempel er det åbne brev fra DKR til Danmarks Radio om prioriteringen af trosstoffet. Det fik Danmarks Radio til at gå fra en planlagt nedlæggelse af redaktionen til en opprioritering af området.
Det hjælper at gøre indsigelser.
Vi arbejder for at styrke den økumeniske dialog og definere, hvad vi er fælles om som kristne på trods af vores indbyrdes forskelle.
Danske Kirkers Råd:
I Danmark har vi en særlig situation, fordi én kirke er så langt større end de andre, men alle kirkerne må være fælles om at minde hinanden om, at vi alle er en del af enheden i Kristus på trods af vores forskellighed. Derfor er det økumeniske fællesskab vigtigt for alle kirker – store som små. Danske Kirkers Råd er med til at løfte synet på kirken udover både de trosmæssige og de geografiske grænser. Vi er også en del af et globalt fællesskab i den verdensomspændende kirke.
URL: https://baptist.dk/religionsforskraekkelse-i-det-danske-samfund/