I går var det grundlovsdag. En festdag for alle, for vi nyder alle godt af de frihedsrettigheder, der fulgte med grundloven i 1849. Blandt andet havde baptister dengang i 10 år kæmpet for retten til at være kirke udenfor Folkekirken.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Der pågår en stadig kamp for vores grundlovssikrede rettigheder. Johannes Aakjær Steenbuch, formand for BaptistKirkens teologiske tænketank, Teologisk Forum, gør sig overvejelser over det, der senest er blevet kaldt et brud for religionsfriheden, nemlig det såkaldte maskeringsforbud:
Debatten om det netop indførte maskeringsforbud har i mange tilfælde manglet et begreb om, hvad frihed og det offentlige rum egentlig er for størrelser. Der findes ingen absolut, forudsætningsløs frihed, som betyder, at man uden videre kan gøre, som man vil. Der findes forskellige typer frihed, som alle er funderet i noget andet end friheden selv.
Baptister har traditionelt været kendt for deres forsvar for tros- og samvittighedsfrihed. I mange tilfælde er forsvaret for frihed sat i forbindelse med et mere alment forsvar for borgerlige frihedsnormer i det hele taget. Udtrykket ’en fri kirke i et frit samfund’, er således udbredt blandt mange baptister. Men derfor bliver det også vigtigt at overveje, hvad forholdet er mellem trosfrihed og borgerlig frihed i det hele taget.
Den borgerlige frihed er funderet i en gensidig anerkendelse af borgernes ligeværdighed som borgere i det offentlige rum. Det offentlige rum er ikke bare en sammenvævning af private rum uden kontakt til hinanden.
I det offentlige rum møder mennesker hinanden som ligeværdige borgere. Det offentlige rum er som borgerlig offentlighed ideelt et magtfrit rum, hvor gensidig anerkendelse mellem mennesker sætter rammerne for vores interaktion. Derfor er der fælles regler for, hvordan vi agerer i det offentlige rum, såkaldte ‘borgerlige normer’, der skal sikre borgernes ligeværdighed.
Maskering er problematisk fordi gensidighed og anerkendelse er fundamentet for de borgerlige normer, der danner rammerne for det offentlige rum. Maskering i det offentlige rum er per definition ikke bare en privatsag men vil altid påvirke de mennesker, man færdes iblandt.
Maskerer jeg mig, har jeg skabt en ulighed i mit forhold til andre: Jeg kan se og identificere andre, men de kan ikke identificere mig. Jeg har derved bragt mig i et overlegenhedsforhold til andre. Ved at maskere mig i det offentlige rum, har jeg afskåret mig fra det offentlige rum.
Det ”private” betyder bogstaveligt netop det, der er afskåret, og maskering betyder således en privatisering af det offentlige rum. Ved at gøre det offentlige rum privat begrænser man muligheden for kritisk og ligeværdig samtale.
Alt dette har intet at gøre med religiøse versus sekulære værdier, men har alt at gøre med et spørgsmål om forholdet mellem det private og det offentlige rum.
Det handler højst om religionsfrihed i den forstand, at religionsfrihed også indebærer retten til at være fri fra religion. Det betyder ikke, at religion er en ”privatsag”, som det nogle gange siges, men at religiøse værdier ikke har lov at sætte grænser for menneskers ligeværdige omgang i det offentlige rum.
Om det er klogt ligefrem at forbyde bestemte typer maskering i det offentlige rum, kan vi lade politikerne om at vurdere. Men det bør i det mindste stå klart, at opretholdelsen af det offentlige rum som en borgerlig offentlighed, hvor mennesker mødes ligeværdigt, ikke står i modsætning til borgerlig frihed, tværtimod.
URL: https://baptist.dk/maskeringsforbud-borgerlig-frihed-er-ikke-ubegraenset/