Ole Jørgensen,  25. september 2015

Menigheden består af mennesker! Vi lever vores liv med udgangspunkt i vores hjem. Det er her i din og min hverdag, efterfølgelsen først og fremmest udfolder sig. Ud over den nære familie har vi naboer, arbejds- eller skolekammerater og vores fritid. I de relationer er vi kendte, og vi kender dem. Det er her, det anderledes liv i den samme hverdag skal udleves, fordi efterfølgere af Jesus ofte har andre værdier end det omgivende samfund.

Det anderledes liv i den samme hverdag skal udleves i relationerne.

Verden er Guds anliggende

Menigheden er ikke et mål i sig selv, men et middel for at Gud må nå sit mål: ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn”.^[1] Guds kærlighed er rettet mod verden, som er Guds anliggende. Derfor er det også menighedens anliggende, både som enkeltpersoner og som fællesskab. Jesus peger på den indbyrdes kærlighed, for at verden må tro.^[2]

En menighed i splid med sig selv

Det er en anfægtelse, at kirkevækst i vores del af verden betyder, at der bliver flere og flere menigheder samtidigt med, at antallet af kristne er hastigt faldende. Det kristne vidnesbyrd fremstår selvoptaget og lukket om sig selv. Menighedsfællesskab synes i stigende grad at blive til meningsfællesskab, altså mere et spejlbillede af det omgivende samfund, end et modbillede = et anderledes liv i den samme hverdag.

Fra organisation til relation

Vi kommer ud af et århundrede, hvor organisationer har haft stor betydning. Sådan er det ikke mere. Overalt er det en udfordring at finde personer, der vil påtage sig et ansvar ud over ”en projektperiode”. Det gælder også i menigheden; selv personer til et menighedsråd er det ofte vanskeligt at finde.

Det er efterhånden et par årtier siden, vi talte om en bevægelse fra organisation til relation, men vi har ikke rigtig været i stand til at omstille os. Det er, som om vi er låst fast i en organisatorisk forståelse af menigheden. Ser vi i praksis menigheden som en adresse og ikke som et fællesskab af mennesker, der er spredt rundt omkring for at være menighed dér, hvor vi lever og færdes?

Relationer er betydeligt mere tidskrævende end organisationer. I relationer kan vi ikke planlægge vores kristne engagement til bestemte dage, på bestemte tider rettet mod bestemte grupper. Relationer forpligter her og nu, når behovet opstår – relationer kræver, at vi står til rådighed på en langt mere forpligtende måde, end en organisation gør.

Relationer er betydeligt mere tidskrævende end organisationer.

Menigheden er dig og mig

Vi må se i øjnene, at vi ikke kan ansætte, organisere, strukturere eller planlægge os ud af et personligt og dagligt engagement i at være menighed.

Vores tid er splittet og forjaget, og det er vi ofte også selv. Mange klarer ikke ræset. Der er ikke brug for flere anledninger, men for at vi tager alvorligt, at både vi selv og andre først og fremmest har behov for relationer med tid og plads til samvær og samtale, når vi skal finde vej i en verden under konstant ændring.

Forbrugerisme truer det gode liv i den verden, Gud elsker. Langt hen ad vejen er vi alle fanget ind af en livsstil, der accepterer, at stilen er vigtigere end livet, skønt den tager kvælertag på det. På det område ligner vi alt for ofte vores omgivelser til forveksling.

Med vores pietistiske baggrund, hvor omvendelse er et kendt og accepteret begreb, kaldes vi til at omvende os fra livsforbrugere til livsformidlere – et kald, vi ikke kan ansætte os fra eller på anden måde slippe udenom.

¹     Johannes-evangeliet kap. 3, vers 16

²     Johannes-evangeliet kap. 17, vers 21

URL: https://baptist.dk/menighed-at-vaere-i-tjeneste/