Maria og Kasper Klarskov har været gift i snart 10 år og har tre børn. Vi har bedt dem om sammen at reflektere over, hvordan deres syn på sex har forandret sig fra de var teenagere, igennem ungdoms- og kærestetid og ind i ægteskab og forældreskab.
Maria og Kasper Klarskov,
Sex. Vi taler ikke meget om det. Lidt med hinanden – selvfølgelig, fristes man til at tilføje, når vi nu er hinandens seksuelle partnere, men det har taget tid at lære. Og mod. Det er – for os – ikke særligt naturligt at tale om sex. Jo, vi kan sagtens snakke om, hvad sex er, og hvordan børn bliver til. Som forældre oplever vi i tide og utide at blive sat i situationer, hvor de temaer dukker op. Så at tale om mekanikken i sex falder os ikke svært. Men at tale om vores sexliv. Det er en ganske anden sag.
Vi har aldrig rigtig lært at tale om vores personlige sexliv. Og slet ikke i en kirkelig kontekst. De kristne teenagelejre og efterskoler, vi har været på, har ellers ofte opmuntret os til at tale om vores personlige liv. Det er, som om vi mere lærte at tale om vores personlige bønsliv, familieliv og kirkeliv end vores sexliv. Måske var det, fordi teenagere ikke skal have et sexliv. Afholdenhed var altid udgangspunktet for samtaler om sex. Sex hører til i ægteskabet. Punktum. Så behøver vi ikke tale mere om det.
Vi har aldrig rigtig lært at tale om vores personlige sexliv. Og slet ikke i en kirkelig kontekst.
Sex blev ellers italesat meget fint
Gud har skabt mennesket – også med krop og lyst. Sex er godt og smukt, hvis det sker sammen med den, man er gift med. Set i bakspejlet kom snakken om sex dog altid meget hurtigt til at handle om, hvordan vi skulle passe på, at sex ikke blev grimt og forkert.
At sex er en smuk oplevelse mellem to mennesker, er jo det sexliv, vi ønsker os, men vi har i hvert fald måttet øve os for at opleve den skønhed.
Det sprog for sex, som vi blev givet i vores teenageår, kom til at bygge på idealer. At vi er skabt præcis, som vi skal være, elskede og værdifulde, er jo det selvbillede, vi ønsker os, men ikke altid ejer. At sex er en smuk oplevelse mellem to mennesker, er jo det sexliv, vi ønsker os, men vi har i hvert fald måttet øve os for at opleve den skønhed.
At sex udleves i et trygt, kærligt og respektfuldt forhold, er jo sådan, vi ønsker det, men nogle gange kommer vi til – også i et ægteskab – at overskride hinandens grænser. Det er misforstået, når idealet om afholdenhed afholder os fra at tale om, hvordan sex i virkeligheden er – især med teenagere og unge.
Seksuel afholdenhed
Som teenagere og unge voksne var vi begge helt afklarede: Seksuel afholdenhed var vejen frem for os. Vi ville vente med sex til ægteskabet, men da vi havde besluttet at gifte os, faldt standhaftigheden dramatisk. Det var en spændende, skøn, ny side af livet, som viste sig, i og med at de seksuelle oplevelser rykkede mere og mere fra fantasiens verden og ind i virkeligheden.
Vi oplevede nye følelser, som gav os sommerfugle i maven, men som var meget svære at tale om, fordi det sprog, vi havde for sex, var tæt forbundet med skam. Vi oplevede, at bare det at føle lyst blev skamfuldt, fordi det potentielt truede vores beslutning om at være afholdende. Vi tænker stadig, at seksuel afholdenhed er et godt valg for teenagere. Bl.a. fordi det tit er svært at være teenageforældre.
At tale om sex
Vi forsøger, når vi taler med mennesker om sex og samliv, at omfavne hele dem, sådan som Gud omfavner hele dem, så intet er skamfuldt at tale om. Og vi mener, at alle mennesker bør passe på sig selv og dem, de elsker – også når det kommer til sex.
Det betyder for os især, at vi øver os i at tale om vores seksuelle oplevelser, følelser og tanker for at komme skammen til livs. Sex er naturligt og godt, og de seksuelle impulser er ofte overrumplende og ukontrollerbare. Det gør dem ikke forkerte, men faktisk endnu vigtigere at lære at tale om. Måske især i en tid, hvor vi konstant bliver konfronteret med sex i alle afskygninger, så er det vigtigste, vi som kirke kan lære vores teenagere og unge om sex, at det er noget, vi taler om.
Vi har aldrig rigtig lært at tale om vores personlige sexliv. Og slet ikke i en kirkelig kontekst. De kristne teenagelejre og efterskoler, vi har været på, har ellers ofte opmuntret os til at tale om vores personlige liv. Det er, som om vi mere lærte at tale om vores personlige bønsliv, familieliv og kirkeliv end vores sexliv. Måske var det, fordi teenagere ikke skal have et sexliv. Afholdenhed var altid udgangspunktet for samtaler om sex. Sex hører til i ægteskabet. Punktum. Så behøver vi ikke tale mere om det.
Vi oplevede nye følelser, som gav os sommerfugle i maven, men som var meget svære at tale om, fordi det sprog, vi havde for sex, var tæt forbundet med skam. Vi oplevede, at bare det at føle lyst blev skamfuldt, fordi det potentielt truede vores beslutning om at være afholdende. Vi tænker stadig, at seksuel afholdenhed er et godt valg for teenagere. Bl.a. fordi det tit er svært at være teenageforældre.
Det betyder for os især, at vi øver os i at tale om vores seksuelle oplevelser, følelser og tanker for at komme skammen til livs. Sex er naturligt og godt, og de seksuelle impulser er ofte overrumplende og ukontrollerbare. Det gør dem ikke forkerte, men faktisk endnu vigtigere at lære at tale om. Måske især i en tid, hvor vi konstant bliver konfronteret med sex i alle afskygninger, så er det vigtigste, vi som kirke kan lære vores teenagere og unge om sex, at det er noget, vi taler om.