Christina D.,
Christina D.:
Psykolog, specialist i psykoterapi, certificeret parterapeut, arbejder ved Center for Familieudvikling i Aarhus
Steen, den ene underviser, sætter scenen: ’Når vi gifter os, lover vi hinanden at elske og ære i medgang og i modgang. Men hvad med i tomgang?’ En befriende latter tager begynder-nervøsiteten ud af lokalet. Steen fortsætter: ’De næste to dage bliver I præsenteret for en bred vifte af redskaber, der kan styrke jeres kommunikation og kontakt til hinanden… ’. Og så kommer de forløsende ord: ’… det er ikke meningen, at I skal dele jeres problemer med de andre deltagere. Det er bare jer to, der skal træne de metoder, vi giver jer i kurset gennem en række parsamtaler…’.
Pyh…! Formen er en afveksling mellem oplæg, individuelle tænkepauser, parsamtaler og filmklip, rollespil og små øvelser. På programmet er temaer som tryghed, kommunikation, problemafklaring, sex og forsoning.
En time senere summer lokalet af snak. Parrene har fået til opgave at tænke på deres første tid sammen og give hinanden et brusebad i gode minder. Det er en aktiv del af PREP at fokusere på parrets styrker.
Mange parforholdsproblemer opstår, fordi man begynder at placere problemet inde i partneren.
Mange parforholdsproblemer opstår, fordi man begynder at placere problemet inde i partneren – ’hvis bare min partner var anderledes’. Den fejlfindermentalitet kan gribe om sig og underminere et forhold. At genbesøge de gyldne stunder hjælper parrene med at få øje på deres ressourcer. Det er en effektiv modgift.
’WHAT? Beskylder du mig for at være præmenstruel!’ siger Josephine, den anden underviser. ’OM du er!’ svarer Steen ophidset. ’Du kommer da også til at ligne din mor mere og mere…!’ Efter et minut med flere fyrige udvekslinger, vender Josephine om på hælen og udvandrer.
Deltagerne ler og genkender. De er ved at lære om de faresignaler, som skal holdes i ave, så forholdet ikke tager skade. Pludselig er det ikke så unormalt, hvis bølgerne går højt i egne samtalekøkkener. Parrene får strategier til at stoppe deres konflikter og kommunikationsværktøj til at tale om dem – i fredstid!
Sex er stadig et af de mest tabuiserede emner blandt par, og det at give viden om sex er forløsende. Alle evalueringer af vores PREP-kurser viser, at det er et af de temaer, parrene profiterer stort af.
Seksuel trivsel og parforholdstrivsel er nært sammenhængende, så temaet er vigtigt.
Seksuel trivsel og parforholdstrivsel er nært sammenhængende, så temaet er vigtigt. Den efterfølgende parsamtale bliver for nogle den allerførste gang, de i det hele taget taler om sex. For andre er det første gang, de taler om sex på en konstruktiv måde, fri for kritik og bebrejdelser.
Underviserne på kurset anvender situationer fra deres eget liv for at give deltagerne materiale at spejle sig i: ’Min mand og jeg kan ikke blive enige om det med økonomi. Han synes, vi skal spare op, og han tjekker sin konto, som andre tjekker de sociale medier. Jeg synes, vi skal få noget ud af vores midler, mens vi har dem, og børnene er små. Hvor svært kan det være? Den konflikt har vi nu genspillet i syv år.’
Center for Familieudvikling tilbyder
En genganger i mange forhold er ’strammeren’ og ’slapperen’ – uanset om det gælder børneopdragelse, pligter eller økonomi. Parrene lærer om de samspilsmønstre, vi låses fast i, når der går kamp i kommunikationen. Accept af personlige forskelle og værdier er afgørende for et godt forhold.
Forskningen viser, at par i gennemsnit søger hjælp seks år efter, at deres problemer opstod. Mange par véd ikke, at der findes dokumenterede metoder at bekæmpe parforholdsproblemer med. PREP er på linje med Par-tjek en del af paletten. Det kan ikke erstatte parterapi for det kriseramte par, men det er et godt valg, hvis alternativet er ikke at gøre noget. Her møder man fagfolk, der arbejder med par, og får et godt indblik i, at der er redskaber, håb og masser at stille op.
Netop håb er en gennemgående kommentar i de evalueringer, vi samler ind ved kursets afslutning. ”Da vi kom, troede vi, at vi skulle skilles. Vi har fået nyt mod på at arbejde med vores kommunikation. Tak!”
URL: https://baptist.dk/kaerlighed-paa-kursus/