Ekkart Kindler er som det midterste barn af tre søskende vokset op i en gæstfri kernefamilie i baptistmenigheden i Augsburg i Tyskland. Han er ikke fulgt i sine forældres eller søskendes fodspor, hvad civilstatus angår, men han har været meget aktiv i de forskellige baptistmenigheder, som han har været tilknyttet.
Jamie Lynn Cunningham,
”Jeg betegner ikke mig selv som ’single’. Jeg plejer at sige: ’Jeg har ingen familie’. Jeg bruger kun betegnelsen ’single’ i formelle sammenhænge”, siger Ekkart om sin livsstil. Og han når frem til en forklaring: ”At være single er ikke et bevidst valg, men nærmere en konsekvens af mine andre valg i livet – ikke som en munk, der vælger parforholdet fra”.
Ekkart har aldrig valgt ikke at gifte sig, men heller ikke aktivt søgt ægteskabet som et mål i sig selv. Som ung var han medhjælper på et konferencecenter, hvor der bl.a. blev holdt singlekonferencer. Iagttagelserne af andre, der desperat søgte en kæreste, gjorde ham bevidst om, at konferencer målrettet singler ikke var noget for ham. ”Ægte kærlighed bør findes i gensidig respekt”, synes han, og han har en romantisk forestilling om, at det skal komme af sig selv. Iagttagelserne af singler og mange forskellige ægtepar førte tidligt til bevidsthed om, at et ægteskab forpligter til et ligeværdigt, gensidigt og dybt engagement, hvis det skal afspejle Guds kærlighed.
Singler skal selv tage ansvar for at finde en vennekreds og arbejde aktivt på det.
Formentlig derfor har han lagt afstand mellem sig selv og begrebet ’single’. Han ønskede ikke parforholdet som målestok for sit værd: ”Jeg vil ikke presses til et parforhold. Jeg hader at blive presset sammen med nogen. Andre skal ikke bestemme over mig,” siger han bestemt.
På nuværende tidspunkt mener den realistiske akademiker, som altid har haft meget travlt med menigheden og sit arbejde, at et parforhold ikke umiddelbart ligger i kortene. Derimod har livet uden familie givet ham nogle muligheder, som han ellers ikke ville have haft – fx at bo i Danmark de sidste ti år og hjælpe til i kirken, uden at det går ud over andre. Han er meget glad for at kunne træde til uden at bekymre sig om, hvorvidt det går ud over andre. Han mener, det muligvis var grundlaget for Paulus’ opfordring til sine menigheder om at forblive ugift.
”Jeg minder af og til min mor om, at min far har prædiket om, at Paulus understreger, at det er vigtigt, at en menighed har nogle, som er ugifte og uden familie. For selv om min far har det fint med, at jeg ikke har en familie, kunne min mor godt tænke sig, at jeg bliver gift og tilføjer et par børnebørn!” Sådan fortæller Ekkart om sine forældre, der tog sig meget af menighedens singler ved højtiderne.
Et ægteskab forpligter til et ligeværdigt, gensidigt og dybt engagement, hvis det skal afspejle Guds kærlighed.
Dernæst kommer den milde mand med et forsigtigt bud på den accept af singler, som Ekkart selv oplever i menigheden: ”Jeg tror, menigheden er meget glad for én uden familie, for det er noget mere enkelt. Der er meget store forventninger til dem på 35-45 år, og de har travlt med at være familie.” Hvis Ekkart har noget at give videre, er det den indsigt, han fik da han flyttede væk fra sin hjem-menighed: ”Singler skal ikke forvente, at andre bekymrer sig om dem og tager sig af dem, fx til jul. En familie skal have lov til at kredse om familien. Singler skal selv tage ansvar for at finde en vennekreds og arbejde aktivt på det.”
Livet uden kone og børn er ikke altid en dans på roser, men Ekkart er meget bevidst om sit værd i Guds øjne – med eller uden familie: ”Mit værd kommer fra Gud, ikke fra mit arbejde eller fra andre. Den selvforståelse skal jeg også minde mig selv om og kæmpe mig tilbage til, når arbejdet eller menighedslivet ikke lykkes. Problemet i vores tid er ikke de roller, vi udfylder som mand, kone eller single, men værdien, som vi mennesker tillægger dem”.
URL: https://baptist.dk/romantiske-eller-realistiske-veje/