I skal elske hinanden

Leder fra baptist.dk nr. 2 - 2018

I skal elske hinanden

I Bibelen kan vi læse om kærligheden mellem Gud og mennesker og om kærligheden mellem mennesker. Bibelen beretter om den romantiske kærlighed, men beskriver også de udfordringer, vi kan opleve, når livet ikke forløber så smukt og enkelt, som i vores drømme.

Renathe Zimmermann,  

Bladets tema: ’Samliv – singleliv’ berører os alle. Vi lever alle i relationer i et bredt spektrum fra vidunderligt til smertefuldt, og vi vil i bladet møde dejlige mennesker, der har turdet lægge deres erfaringer frem til berigelse og eftertænksomhed.

Vi læser om parret, der har levet sammen i medgang og modgang i 58 år; kvinden med de bristede drømme om ægteskabet; den enlige, der lever alene som en konsekvens af et aktivt liv med arbejde og menighedsarbejde; og manden, der har bevaret håbet om at finde kvinden, han kan følges med på en ny foranderlig vej.

Konsekvensen af at elske en anden er at måtte miste, og vi kan også læse om, hvordan det er at måtte finde en ny retning mod nyt liv, hvor savnet til stadighed er en trofast følgesvend.

De svære overvejelser

Det kan være følsomt og tabubelagt at tale om den måde, vi lever på, og vi er ofte blufærdige omkring de svære oplevelser og de mere intime områder af samlivet. Her kan PREP-kurser, som er kommunikationskurser, der har eksisteret i 30 år, være en effektiv hjælp til forebyggelse af skadelige faktorer og til fremme af opbyggende elementer i parforholdet.

Desværre, kan man fristes til at sige, er der ikke kursuspligt inden ægteskab. Der er i Danmark for mange opløste familier, og det er forbundet med store udfordringer især for børnene. En artikel fra BørneTelefonen hos Børns Vilkår beskriver børnenes vanskelige tanker og overvejelser, når det angår tabet af familien og de eventuelle nye partnere, som forældrene vælger. Artiklen kan måske give vejledning om, hvordan man kan være til stede for det ramte barn.

Lad bladet inspirere dig til samtale om de nære ting både i hjem og i kirke!

URL: https://baptist.dk/i-skal-elske-hinanden/