Peter Lodberg:- Lektor i Missionsteologi og Økumenisk Teologi, Århus Universitet
- Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp 2002-04
- Generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd 1985-89
- Født 1958. Dr. Theol. 2010
I Johannes-evangeliet er der to beretninger, som fortæller, hvordan den opstandne Jesus møder sine disciple bag lukkede døre. Det sker om aftenen på samme dag som opstandelsen. Pludselig står den opstandne Jesus i rummet og siger: ’Fred være med jer’. Han viser dem sine hænder og sin side. Disciplene bliver glade. Jesus gentager så ordene: ’Fred være med jer’ med tilføjelsen: ’Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer’. Herefter blæser han ånde i dem med ordene: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt’. Ugen efter gentager situationen sig. Nu er det Thomas, der er i centrum som den, der skal have bevis på, at Jesus er den, han siger, han er. Jesus slutter samtalen med ordene: ’Salige er de, som ikke har set og dog tror’.[1]
Peter Lodberg,
Peter Lodberg:
- Lektor i Missionsteologi og Økumenisk Teologi, Århus Universitet
- Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp 2002-04
- Generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd 1985-89
- Født 1958. Dr. Theol. 2010
Jesu opstandelse bliver ikke bevist i disse og andre beretninger, men den bliver bevidnet som en realitet, der kommer til at bestemme livet for de første vidner. Hele Ny Testamente er en trosfortælling, hvor der er taget parti for, at opstandelsesvidnernes ord er sande. Ny Testamente er altså ikke en neutral historiebog, hvor man overvejer, om det nu er sandt eller falsk, at Jesus er til stede som den opstandne.
Vidner om den levende JesusIfølge Johannes-evangeliet er det i menighedens gudstjeneste, at den opstandne er til stede som korsfæstet. Centrale dele af gudstjenesten er genkendelige: Hilsenen ’Fred være med jer’, tilsagnet om syndsforladelse, indgydelse af Helligånden og sendelsen ud i verden. Det understreger, at det nu er menigheden, der skal være trosvidner i verden. Menigheden skal vidne om, at Jesus som korsfæstet og opstanden viser os, hvem Gud er.
Jesus som korsfæstet og opstanden viser os, hvem Gud er.
Menigheden samles ikke til mindefest over et menneske ved navn Jesus, der kom fra Nazareth og blev korsfæstet i Jerusalem. Hele vægten i den bibelske opfattelse af Jesus er, at han lever videre iblandt de mennesker, som tror, at han er den, han er. Gudstjenesten er derfor en fest for den opstandne og vores fælleskab med ham midt i vores verden, der nu er blevet helt anderledes, fordi der er mennesker, som er vidner til, at livet i opstandelsen er stærkere end døden i verden.
Når Johannes, de øvrige evangelister og Paulus taler om menighed og kirke, taler de aldrig om en institution. De taler altid om menighed og kirke i form af dynamiske billeder. I Ny Testamente anvendes mere end 90 billeder om kirke og menighed[2], fordi Ny Testamente er optaget af, hvem menigheden er. Billederne understreger samhørigheden mellem Jesus og menigheden. Der er tale om et gensidigt afhængighedsforhold.
At være et forsonet fællesskab er en stadig udfordring for menigheden.
Billederne peger også på et gensidigt afhængighedsforhold inden for menigheden. Hvert lem på legemet behøver hinanden, hvis legemet skal være et legeme. Endelig peger billederne på, at menigheden har en opgave i verden. Den skal være jordens salt eller verdens lys. Paulus kalder menighedens opgave for forligelsens tjeneste[3] for at betone betydningen af den forsoning mellem Gud og mennesker, der er sket med Jesus’ lidelse, død og opstandelse.
Mangfoldigheden af billeder antyder, at billeddannelsen er uafsluttet. I historiens løb har nogle billeder vist sig at være mere brugbare og slidstærke end andre. De forskellige kristne konfessioner og teologiske traditioner har hver især deres egne favoritter.
Forsonet fællesskabFælles for alle kirker er, at menighedens eksistens har sit udgangspunkt i Jesus’ opstandelse og ikke i menneskelig beslutning. Selvfølgelig skal der være mennesker, som lægger krop til menigheden, men de forstår fællesskabet som udtryk for, at de er kaldet af Gud til at være menighed.
I teologien samles den tanke op i forståelsen af menigheden som én. Heri ligger, at menigheden som mennesker, der bevidner opstandelsens forsoningskraft i verden, skal leve som et forsonet fællesskab i verden. Den skal kunne håndtere spændingen mellem enhed og mangfoldighed uden at falde fra hinanden eller falde for fristelsen til at tvinge mennesker ind under enshedens tyranni.
Billeder om kirke og menighed fra Ny Testamente:
- Jordens salt: Matthæus kap. 5, vers 13
- Verdens lys: Matthæus kap. 5, vers 14
- Kristus’ får: Johannes kap. 10, vers 14
- Grene på vintræet: Johannes kap. 10, vers 14
- Guds mark: 1. Korintherbrev kap. 3, vers 9
- Kristus’ legeme: 1. Korintherbrev kap. 12, vers 27
- Kristus’ soldater: 2. Timotheusbrev. kap. 2, vers 4
- Levende stene: 1. Petersbrev kap. 2, vers 9
At vidne om Forsoneren i verden ved at være et forsonet fællesskab er en stadig udfordring for menigheden, som den aldrig bliver færdig med. Det kan være at tage kampen op mod ensomhed og udsathed i samfundet. Det kan være at arbejde for en økonomisk verdensorden, hvor alle har nok, eller at hjælpe asylsøgere og flygtninge til at blive en ligeværdig del af lokalsamfundet.
Det kan også være at samle alle kristne uanset konfessionelt tilhørsforhold og teologisk retning til fælles gudstjeneste. Også på den måde kan menighederne være trosvidner, der har en trosfortælling, der lever videre i ord og handling indtil verdens ende.
1 Se Johannes-evangeliet kap. 20,vers 19-29
2 Ifølge Hans-Ruedi Weber, tidligere leder af Kirkernes Verdensråds bibelstudiearbejde.
3 Se 2. Korintherbrev kap. 5, vers 11-21
URL: https://baptist.dk/at-vaere-menighed-i-bibelsk-forstand/